Slået op d.

Sokker færdige og nye undervejs.

Som overskriften antyder: Jeg er blevet færdig med mine tå-sokker. Jeg er også begyndt på et nyt par! Mere om det senere..
Jeg synes de her blev ret fine, taget i betragtning at de er strikket af restegarn og at jeg har fiflet mig frem til hvordan tæerne skulle strikkes.
Tulipansokker
De passer perfekt og er skønt varme! Opskriften (altså kun på strømpeskaftet) er fra bogen "Think Outside the Sox" – det er en veritabel guldgrube af sjove, interessante, smukke, almindelige og anderledes sokker.

Den bog har jeg også lidt fremme nu, hvor jeg er begyndt på et nyt tåsokke-par. Denne gang strikker jeg nemlig fra tåen og op, sådan for at afprøve om det monstro går nemmere og uden så meget pillearbejde når man strikker tæerne først. Jeg må sige, her efter at have samlet tæerne på første sok, at der også på denne måde er rimelig mange besværligheder forbundet med de tæer. Men det kan jeg selvfølgelig være startvanskeligheder. Det vil vise sig når jeg strikker makkeren. Bogen har jeg særlig brug for for at finde ud af hvordan man nemmest laver kilehæl når man strikker den modsatte vej. Det her er nyt land for mig at betræde!
Toesupmedfod17dec11
Garnet er igen håndspundet. Denne gang af "oatmeal" BFL (altså naturlig lys brun) farvet af moi i paletten "Aborre". Garnet har jeg spundet på min dejlige Spindlewood-ten og navaho-tvundet på den store Golding. Altsammen til vores spindeaftner i Harlev hver 3. tirsdag aften. Jeg skal i gang igen snart, for der er kun garn til godt og vel en sok, kan jeg fornemme..

Slået op d.

Wanted: Sokker uden huller.

Der er gået hul i mange af mine hjemmestrikkede sokker, og jeg gider ærlig talt ikke rigtig stoppe dem. Jo, måske mine gamle yndlingssokker i håndspundet marsk-uld bliver repareret på, eller også laver jeg dem om til barfodsgaloscher.. Men ellers vil jeg hellere strikke nye, friske sokker!
I bogen "Think outside the Sox" er der et par sokker som er meget smukke og enkle og som jeg længe har haft kig på (der er forøvrigt flere, men de kommer jo så nok senere..). Mønsteret hedder "Dreamin' of Tulips" og er som skabt til at få bugt med resterne. Så jeg har samlet hvad der blev tilovers af det håndspundne BFL-garn til tunikaen "Katherine of Aragon" – den strikkede jeg for et par år eller tre siden – og laver dem nu til sokker med smukt farveforløb:
Tulipantaasokker
Jeg har lige drejet hælen, så nu kører det ligeud indtil tæerne skal strikkes. De får hver sin farve, naturligvis. De bliver ræddi fede 🙂

Jeg er lige blevet færdig med en lille ting, forresten. Dette multifarvede Helix-tørklæde (opskrift fra Spin-Off Magazine):
Multihelix2
Jeg er ikke vildt begejstret for resultatet. Det er smule for voldsomt, strikket i for kraftigt garn til at flæserne kommer ordentligt til deres ret. Jeg har brugt en lang række af forskellige håndspundne rester og og småbundter fra prøvespindinger, og selve udseendet og farveforløbene synes jeg er blevet okay. Bare for tykke garner til modellen. Når det engang bliver koldt nok vil jeg bruge det. Det er et *varmt* halstørklæde!..

 

Slået op d.

Sukkertoppen

Denne hæklede vest/top har jeg døbt "Sukkertoppen" dels fordi den er rigtig sød og dels fordi jeg jo har for vane at navngive mine designs efter steder i nærområdet. Sukkertoppen er en bakke med en fabelagtig udsigt over Mossø og det omkringliggende landskab. 108 meter er den og ret stejl, og jeg skal løbe op ad den på søndag..
Sukkertopvestbp
Toppen er hæklet af Zauberball Crazy og med hæklenål nr 2½. Jeg troede jeg havde rester nok tilovers fra mine lange stribede underhøvlere, men det slap selvfølgelig op da jeg var næste færdig. Så nu har jeg endnu en stor rest af garnet. Sokker denne gang. Eller fingerhandsker, det kunne jeg egentlig godt tænke mig..
Nå, men her er lidt flere snapshots af Sukkertoppen. Bagstykket opad her:
Sukkertopvestbag
Og her er et close-up af de sukkersøde blomstermotiver:
Sukkertopvestdetalje
De er for øvrigt meget nemme at hækle, så det er et hurtigt og hyggeligt projekt. Jeg sørgede for at hæfte ender med det samme. Jeg tillod simpelthen ikke mig selv at begynde på en ny blomst før enderne var hæftet på den jeg lige havde lavet. Fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ville gå død i at hæfte alle enderne til sidst.. Og så hæklede jeg sammen undervejs, det sparede mig for en del træls monteringsarbejde (og flere ender..). Apropos ender, så arbejdede jeg med mange bolde for hele tiden at have så mange forskellige farver at vælge imellem som muligt. Så hvis man lægger ud med to 100 grams Zauber-bolde vil jeg anbefale at man ikke blot tager tråde både indefra og udefra de 2 bolde, men også skiller boldene ad i mindre dele (hiver en ordentlig klump af "indmaden" ud) for at have endnu flere farver ved hånden.
Det er forøvrigt ægte efterårsfarver jeg har hæklet i. De nedfaldne blade fra bærmisplen danner perfekt camouflage for vesten. Man kan på en måde sige den er Top-secret 🙂
Sukkertopvestcamouflage
Opskriften er undervejs, og meget snart klar. Den bliver sat til salg i butikken og, når den er blevet forvandlet til engelsk, også på Ravelry.

Slået op d.

Halstørklæde-rør

Det er rigtig oppe i tiden med de store halstørklæderør som vikles et par gang eller 3 rundt om halsen.
Til butikken har strikke-fe Jette for nylig strikket en af slagsen i Noro Kama – en rigtig lækker sag! Jeg kalder den Dobbelt-Loop, men vil egentlig helst selv bruge den tre-dobbelt, som her..
Dobbeltloopbp

Min datter på 12 vil også gerne have et tørklæderør, så det har hun bestilt. Det skal dog strikkes på den anden led, altså på den lange led, og i tykt, sort garn. Hun er overvejende til grå og sort for tiden, så sådan skal det jo være.
Meget passende har jeg netop bestilt tykt uld-flamé hjem, netop for at imødegå efterspørgslen efter det tykke, bløde garn til disse populære halsrør.
Sådan strikker jeg Tones sorte halsting. Det er meget simpelt..
Garn: Flamé, 200 gram.
Pinde: 12 mm.
Slå 20 masker op og strik rib, 1 ret og 1 vrang. Strik til tørklædet måler ca. 150 cm (eller til garnet slipper op) og luk af. Sy enderne sammen. Jeg lukkede dog ikke af, men syede maskerne til opslagningskanten med maskesting for at undgå at sammensyningen blev for klumpe-dumpet. Hvis man ønsker möbius-effekt drejes strimlen en halv omgang inden sammensyning.
Tonesorthals
– Så nu er både mor og datter forsynet med moderigtige halsrør og i den grad vinterklar!

Slået op d.

Lange underhylere.

Vi kunne også bare kalde dem leggings. Stribede, bløde og lækre leggings, der bliver rigtig gode under skørtet når det bliver koldt.
Leggingsbenop25okt11
Egentlig strikkede jeg dem sidste efterår, men de passede helt vildt dårligt bagtil. Det syntes jeg var rigtig træls, så de fik lov at ligge, selvom de ville have været helt perfekte sidste vinter med den kulde… Men nu har jeg så endelig fået dem fikset: trævlet et stykke op, regnet lidt om og strikket op igen. Nu er de som de skal være! Kom an, vinter..
Leggingsforfra25okt11
De er strikket i Crazy Zauberball i to farveholdninger, "Flussbett" og "Schokoladeseite". 3 omgange med hvert nøgle, hvilket gav et totlt uforudsigeligt stribemønster. De 2 farveholdninger har en del fælles nuancer, og det synes jeg giver et interessant resultat.
Jeg lokkede min dreng til at snuppe et par billeder for lidt siden ude på terrassen. Nogen af dem kunne bruges. Her kommer de snapshots som cencuren godkendte..:
Leggingsbagfra25okt11

Leggingssiddende25okt11

Leggingsnumse25okt11

Slået op d.

Småting.

Så er der en lille en til halsen:
Dobbeltloop
– Eller faktisk ret stor.. Tørklæde-ringen, som jeg kalder "Dobbelt-loop" er omtrent 170 cm i omkreds og 20-25 cm i højden. Strikket af 200 gram af det nye Noro Kama – uhm, det er dejlig blødt og varmt!! Dobbelt-loop'en kan bruges dobbelt eller triple om halsen som man nu synes.
En tilståelse: Det er faktisk slet ikke mig der har strikket den, men Jette, min flittige strikke-fe! 🙂

Jeg har til gengæld strikket disse her helt selv:
Ankelvarmere1
Ankelvarmere. Barfods-galocher. Bundløse sokker.. Ja, lidt mystiske ser de ud, men dette design er opstået af bitter nød! Jeg er jo barfodsløber, men lider så frygteligt af kolde tæer når vi kommer ned på omkring 5 – 8 grader. Så jeg tænkte, at hvis nu man havde noget dejligt uldent til at varme ankel og fodryg, så kunne man måske bedre klare kulden og dermed forlænge barfods-sæsonen en smule. På samme måde som fingerløse vanter (pulsvarmere) giver varmen helt ud i fingrene bare fordi håndleddet er varmt. Yoga-sokker (dem uden hæl og tå) er jo opfundet, men med deres bund vil de ikke være praktiske til løb. Her har jeg brug for noget der ikke bliver slidt, og så opstod tanken om en lille, let udskiftelig, strop omkring en tå.
Barfods-galocherne er født. De virker, i hvert fald til en vis grad (nok ikke minus-grad, ha-ha..). Billederne er taget en tidlig morgen i 3 graders varme efter en test-løbetur på ca. 5 km.
Ankelvarmere3
Mine barfods-galocher er egentlig lidt kedelige og praktiske i deres look. Jeg forestiller mig at modellen sagtens kan gøres mere sjov, sprælsk og pyntelig ved f.eks at strikke en anden form for manchet, måske i et yndigt hulmønster, og fod-delen kan pyntes med perler, palietter og broderier i bedste Bollywood-stil..
Opskriften kan hentes kvit og frit ovre på Ravelry: Opskrift på barfods-galocher.
Ankelvarmere2

Slået op d.

Bouclé

Jeg elsker at spinde effektgarner, og bouclé, med sine sjove løkker, er absolut en af de sjoveste at lave. Meget anvendelig er den jo også både i strik og vævning.
Anyways, jeg er endelig blevet helt færdig med en portion bouclé. En portion på ca. 250 gram (det er ikke målt og vejet endnu, så det er lidt på fornemmeren..) og tyk nok til en pind 8 – 10 stykker.
Headachebouclefaerdig
Her er de 5 bundter tvistet sammen i et stort bundt. Svært at tage et ordentligt billede i dag, men dette viser farverne nogenlunde.
At spinde bouclé er en 3-trins-raket. Mindst. Jeg startede med at spinde den lækre wensleydale-uld med navnet "Headache" fra Spunky Club.
Headache3spoler
Ikke for meget sno, og ikke for tyndt. Spindingen gik helt smertefrit og ret hurtigt, og næste trin var at lave selve boucléen. Det gjorde jeg ved at tvinde wensleydalen med en tynd, sort kamgarn. I tvindingen lagde jeg wensleydale-tråden omkring kamgarnet i meget løse spiraler, som jeg så skubbede tæt sammen inden det fik lov til at løbe ind på spolen.
Headacheboucle1tvind
Sådan så det ud. Det lignede jo allerede bouclé, men i denne tilstand var løkkerne løse og garnet meget ustablit, så det skulle tvindes en ekstra gang, med en stærk bindetråd. Til dette valgte jeg en meget tynd hørtråd i en grøn nuance, og den smeltede perfekt ind i boucléen. Bindetråden holder løkkerne på plads så de ikke længere kan skubbes frem og tilbage.
Men det var ikke helt nemt med denne sidste tvinding. Piben på rokken viste sig at være lige til den lille side, og de frække løkker satte sig hele tiden fast i krogene. De meste af sessionen måtte jeg simpelthen hjælpe garnet ind på spolen med hænderne. Nu tænker jeg at jeg måske bare skulle have brugt en håndten.. Lidt sent at få den geniale ide.
Garnet er nu dampet og færdigt, og når jeg engang har fået regnet løbelængde ud (og taget nogle bedre billeder) bliver det sat til salg i butikken. Hvis jeg da kan nænne at skille mig af med det.. 😉
Headachebouclecloseup

Slået op d.

En lækker poncho.

Godt timet denne gang! Efteråret er nu kommet med regn og rusk, og jeg er netop blevet færdig med en varm og blød poncho.
Ponchogine
Jeg har strikket den i Noro Kochoran, der er et umanerligt blødt og farveskiftende garn indeholdende silke, mohair, uld og angora, og i Du Store Alpakkas Sulka, der er silke og alpaca. Luxus stribet op med luksus..
Ponchostriber
Den store rullekrave er i Kochoran, og strikket rib. Selve ponchoen er skiftevis en omgang med det ene og en omgang med det andet garn, og afslutningsvis har jeg strikket en bred ribkant i Kochoran.

Ponchoen her er en meget klassisk model, og den er nem at variere. I min opskrift (som er til salg nu og som kommer på hjemmesiden og Ravelry inden længe) har jeg listet ikke mindre end 7 forskellige garner man kan vælge imellem. Eller kombinere, som jeg har gjort med to. Man kan undlade den strore rullekrave – eller måske lave den endnu større.. Og man kan afslutte med en anden kant nedadtil, og måske sætte frynser i.
Opskriften er i to størrelser, lille og stor.

Slået op d.

Skuffende farver og en færdig ting.

Mit stinkende farvebad fra i går gav desværre ikke noget der overhovedet minder om lilla nuancer. Ret skuffende, men jeg må jo bare prøve igen. Måske var badet slet ikke gæret tilstrækkeligt?
Skuffendefarver
Her hænger det og er nået at blive næsten fuldstændig tørt i det varme sensommervejr i dag. Til højre det der skulle have været lilla-agtigt: på ubejdset garn. I midten et bundt bejdset med alun og vinsten. Til venstre et mini-bundt, også ubejdset, men farvet for anden gang. Kedeligt brunt er det blevet, det var ellers en noget pænere rødbrun i forvejen. Så det var ikke rigtig nogen success. Hrmmf.

Men jeg har da også noget pænt at vise, et lille restegarns-projekt som jeg knaldede af i sidste uge:
Pulsvarmeretones
Lækre pulsvarmere til min søde datter. De er strikket stribevis med Noro Flower Bed og DSA's nye Hverdagsgarn. På et tidspunkt, sikkert snart, bliver det koldt nok til at hun kan bruge dem når hun cykler til skole. Indtil da nyder vi det usædvanligt varme septembervejr 🙂

Slået op d.

Tour de Fleece, dag 3.

Så nåede jeg toppen på Tour'ens første stejle bjerg i går! Blev færdig med de sidste af de 8 falklandsuld-farver som jeg begyndte på for meget længe siden..
Lad mig fortælle lidt om projektet. Først farvede jeg 200 gram falklandsuld (som jeg plejer) i farveholdningen "bærmispel", og fandt et par håndtene frem.
Baermispelfalklandhjul
Denne håndten er fra 3G Woodworks og er lavet af banskia-nød. Meget smuk ten, synes jeg!
Jeg delte uldhjulet op i otte farvebunker med ca. 25 gram i hver. Dem delte jeg igen i 2 bunker hver, og spandt en farve på hver sin håndten. Den anden håndten som jeg brugte er en Greensleeves. Vidunderligt redskab, en af mine allerbedste spindere.
Baermispelfalklandrosa
Hmm.. Har jeg da slet ingen billeder af den dejlige Greensleeves-ten? Jo, her, hvor jeg er næsten færdig med det hele:
Falkland8farver30juni
Og her:
Tdfdag1
Når de to bunker i en farve var spundet lavede jeg en tvindebold på min vindepind og tvandt garnet med en Bosworth Maxi-ten.
Falkland4plus2
– Og i går blev jeg så helt færdig! Her ses garnet før det varme bad..
Falkland8bundter
Jeg synes det er blevet fint.. Jeg kan rigtig godt lide at hvert bundt har lidt af naboernes farver i sig, det er en rigtig god tweed-effekt.
Der er som sagt ca. 200 gram garn, altså 25 gram i hvert bundt. Nm 8/2, sådan i gennemsnit.. Jeg tror det vil være perfekt til et lille fair-isle projekt af en slags. Vanter og hue, måske.