Udgivet i 4 kommentarer

Sokker, T-shirt og nyfarvet garn

Jeg har farvet lidt Opus-garn igen.

Opusloevskov Det er grønne og brunlige farver, og jeg kalder paletten for "Løvskov". Billedet er ikke helt naturtro, farverne er lidt mere dybt grønne i virkeligheden, synes jeg. Og klarere.

Jeg har arbejdet på lidt af hvert her på det sidste. Jeg spinder det tynde lace-garn til Flyv Med Drage-sjalet (og strikker samtidig), og jeg er så vidt at jeg, når jeg har tvundet og vasket, har lavet halvdelen af garnet. Det er noget der tager lang tid, men jeg synes det er en herlig udfordring at spinde så fint og tyndt. At strikke sjalet er også udfordrende, synes jeg! Jeg er ikke vant til lace-mønstre, og synes det er svært at se hvis man kommer til at lave en fejl. Og det hænder jo..

T-shirten får også lidt opmærksomhed. Jeg har nu strikket tre 4T-moduler og strikket dem sammen. Når det fjerde 4T modul er strikket har jeg det meste af et for- eller bagstykke.
Tshirt18sept09 Jeg er meget spændt på hvordan det færdig resultat bliver. Foreløbig er jeg dog helt tilfreds med hvordan det ser ud. Jeg synes farverne (Bærmispel-farver) er helt pragtfulde!

For at folk ikke skal tro at jeg er blevet et dydsmønster må jeg hellere krybe sammen og tilstå at jeg er begyndt på noget nyt.. Kun et lille projekt dog (og jeg mangler altså sokker!)..
Wmcirkelsokker Mønsteret har jeg hittet som gratis-download på Ravelry, og sokkerne hedder Circle Socks. Fedt mønster, der lige var perfekt til mit nyindkøbte Wollmeise-garn. Jeg var nemlig heldig og fangede en opdatering på Wollmeise's netbutik, og dette er hvad jeg panik-købte:
Wollmeisegelborange2 ens lykkeposer med hver 5 forskellige farver. Det er strømpegarn, 80% merino/20% nylon, og hvert bundt vejer hele 150 gram.
Jeg var på forhånd meget nysgerrig efter at se WM-garnet med egne øjne, siden der nu er så heftig en efterspørgsel på det. Det bliver jo revet væk med lynets hast, og max. en time efter at Wollmeise har opdateret butikken er alt udsolgt..
Min foreløbige vurdering af garnet er lidt blandet: Farvningen er helt i top. Pragtfulde farver, dybe og intense. Topkarakter for det! Strømpegarnet her synes jeg dog har en meget død og kedelig struktur. Det virker næsten som bomuld: uelastisk og ret fast. Det er lidt synd, synes jeg, men det er sikkert fint nok til sokker.
Jeg er dog stadig nysgerrig, og håber at kunne hapse et par prøver af Wollmeises lace-garn og hendes 100% merino. Måske det er en bedre kvalitet? Det håber jeg, alt andet ville være synd for det pragtfulde stykke farvearbejde hun leverer! I hvert fald er jeg sikker på at mine WM-cirkelsokker kommer til at lyse godt op på mørke vinterdage. Pang!!

Udgivet i 9 kommentarer

Japansk Indigo

En af mine søde veninder, Charlotte, forærede mig i foråret en masse kimplanter af Japansk Indigo, sammen med en beskrivelse af en rigtig nem måde at blå-farve på. Se, det var jo rigtig interessant, og sommeren igennem har jeg gået og ventet på at mine små japanere ude i urtebedet skulle vokse sig store og fyldt med indigo-pigment!
Japanskindigoplante
Sommeren har været god, og planterne vokesede fint efter en lidt langsom start. Og i dag var så dagen hvor der skulle høstes og farves.
Japanskindigokurv
Jeg klippede bladstænglerne af på alle planterne på nær de to, der er i blomt. Dem vil forsøge at gemme frø af, hvis de da når at lave nogen inden det bliver for koldt.. Jeg har ikke vejet min høst, men kurven var godt fuld og jeg gætter på at der var et sted mellem ½ og 1 kilo.
Jeg ribbede bladene af og skyllede dem i koldt vand. Dernæst proppede jeg dem i blenderen (der var til flere omgange) sammen med koldt vand, og tryllede dem om til mos.
Japanskindigoblender
Nemt og effektivt! I mangel af en blender kan man angiveligt godt nøjes med at finhakke bladene. Blender-bladmosen skulle så stå og trække i ½ time, tilsat lidt eddikesyre. Det lignede og lugtede ligesom spinat – meget grønt..
Japanskindigosuppe
Derefter skulle det sies. Jeg siede igennem et stykke silkechiffon, som alligevel skulle farves. Det var jo lidt smart! De mosede blade fik et nyt hold koldt vand at stå i (men jeg glemte eddikesyren denne gang), igen i en halv time. Derpå sining igen, og så var farvebadet faktisk klar til brug!
Japanskindigobad
Jeg puttede diverse i: 100 gram hvid morbærsilkegarn. 100 gram gulligt plantefarvet uldgarn. 50 gram beigeagtigt plantefarvet uldgarn. 50 gram håndspundet uld/ramie-garn. Og til sidst de 3 meter silkechiffon. Ingen forbejdsning.
Så skulle det stå i en time. Ikke varmes op eller noget, blot stå. Jeg burde nok have bevæget det lidt engang imellem, for resultatet er en ikke helt jævn farvning – det må jeg huske til næste år! Efter 1 time så garnet og silkestoffet sådan her ud:
Japanskindigo1time
Jeg gav det lige et kvarter ekstra fordi det så ujævnt ud, men så var tålmodigheden også slut og jeg hev garn og stof ud af badet. Ingen skylning før om 2 dage, står der i vejledningen, så jeg hængte det bare til tørre:
Japanskindigofarvet
Fra venstre: Det gullige uldgarn, silkestoffet, morbærsilkegarnet, det beigeagtige uldgarn og til sidst det håndspundne uld/ramie-garn.
Konklusionen må være at metoden er rigtig fin til uld og især til silke, der bliver nærmest turkis-farvet. Ramie-fibrene har slet ikke taget farve, men ulden er blevet den smukkeste lyseblå farve. Alt i alt en rigtig succes!

Udgivet i 2 kommentarer

Vesten er færdig!!

Med stor lettelse og glæde afleverede jeg Verdens Kedeligste Vest til min kunde i går. Den passede fint, manden var glad og tilfreds, og faktisk klædte den ham helt godt.. Desværre glemte jeg at tage et billede af vesten med mand indeni, men her er den uden:
Vkv2
Med dette slave-projekt, totalt blottet for kreativitet og farveglæde, godt af vejen, kan jeg endelig komme videre med min silke-hankies bluse: T-shirten.
Tshirt22aug09
T'er i alle retninger.. Jeg elsker simpelthen modul-strik! Det er et puslespil, et patchwork-tæppe, en mosaik af former og farver. Jeg er ikke helt sikker på hvordan elementerne i sidste enden skal arrangeres for at det bliver til en bluse, men sådan nogle små-problemer løses hen ad vejen..
Mine silk hankies, der er farvet i Bærmispel-farverne, spinder jeg sådan efterhånden som jeg får brug for dem. Det er måske ikke specielt effektivt, men giver yderligere variation i arbejdet.. Alt i alt ser det ud til at blive et rigtigt nyde-projekt! 🙂
Og et helt nyt lille projekt har også set dagens lys. Igen farverigt. – Der er virkelig brug for den vilde palette efter den brune ørkenvandring med vesten..
Kanariefuglsweater20aug
Det skal blive til en baby-sweater, og garnet er GarnGalleriets eget hånsfarvede Opus, i farven som jeg har kaldt "kanariefugl". Jeg bruger garnet lagt dobbelt, og pindene er nr. 5, så denne lille sag regner jeg med at blive hurtigt færdig med. Sweateren er i et improviseret rib-mønster og skal forsynes med hætte, har jeg tænkt.
– Og til sidst vil jeg gerne vise endnu en farveholdning i Opus-garnet:
Opussolhat1
Rød, lilla, orange. Solhat, kalder jeg farven! Flere farver er under planlægning, og næste gang bliver det vist noget i blåt.

Summary in English:
A boring-to-knit vest for a customer is finally done! I'm off to work with more colourfull projects now: A modular knitted silk top, "T-shirt". I spin the silk hankies on a high-whorl spindle. Alså a baby sweater is on its way: knitted in a rib pattern with handpainted yarn held double.
The last pic shows a new handpainted colourway for the Opus-yarn.

Udgivet i 2 kommentarer

Mere farvning

Opusaugust2
Denne farveholdning på Garngalleriets Opus kalder jeg for "August". En lidt nedtonet rød, lilla og gylden – det er da rigtig sensommerfarver! Der er flere farver på vej – lige nu hænger der to forskellige til tørre på terassen.

Ellers kan jeg rapportere at jeg er næsten færdig med Verdens Kedeligste Vest. Jeg mangler kun nogle få omgange rib som kant i ærmehullerne, en omgang vask og så en lynlås i. Hvor bliver det *fedt* at blive færdig med den! Og hvor bliver det ligeledes fedt igen at komme til at arbejde med "T"-blusen som har ligget stille siden ferien.

Very short summary in English:
New colourway in GarnGalleriets Opus: I call this one "August".

Udgivet i Skriv en kommentar

Farver

Jeg er gået fuldstændig i farve-selvsving! Udover alle bestillingerne på håndmalede uldhjul som jeg har knoklet med et stykke tid er der jo plantefarvningen (og svampene er pænt på vej!) og så noget helt nyt som jeg lige har kastet mig ud i – nemlig multifarvning af GarnGalleriets egne garnmærker!
Dette er første "go" på en af mine (mange!) planlagte farveholdninger:
Opuskanariefugl3
Opus-garnet er lækkert blødt BFL-uld, nm 8/2, hvilket vil sige en løbelængde på 400 meter til 100 gram. Det er til ca. pind 3 og jeg glæder mig helt vildt til at prøve at strikke med denne farve, som jeg kalder "kanariefugl".
Meget meget mere om dette senere, nu lidt om naturens farver:
– Jeg skal meget snart i skoven for at høste Sortfiltet Netbladhat. De er fremme lige nu, og jeg skal have et par kilo i fryseren til senere brug – for der er ikke rigtig tid til det altsammen lige nu, desværre. Den sortfiltede giver altid spændende farveoplevelser: man ved aldrig helt om man får gråt, grønt, lilla eller rødligt garn. Meget mystisk, men også rigtig interessant at eksperimentere med!
Sidste weekend eksperimenterede jeg med ligusterhækken. Det gav følgende resultat:
Ligustergarn
Mere rødligt end jeg havde forventet. Billedet er lidt blegt i forhold til virkeligheden, men det er under alle omstændigheder ikke nogen dybe farver jeg har fået lavet. Jeg synes jeg har fået bedre farver tidligere år, og jeg forsøger forgæves at huske om jeg evt. har brugt tørrede blade.. Hm. Her ville en farve-notesbog med prøver og diverse detaljer have været på sin plads!

Short English summary:
First photo shows a new handpainted yarn – and new colourway (canary) – that will be sold at my shop soon! More colours will follow..
Next photo shows the slightly dissapointing result of last weekend's dyeing with cuttings from our hedge..

Udgivet i Skriv en kommentar

Klip en hæk og farv noget garn!

Der står rigtig mange kilometer ligusterhæk rundt i de danske villa-kvarterer. Vi er velsignet med en 20 – 30 meter af slagsen, og i dag klippede min mand den. Fluks hapsede jeg en favnfuld hækafklip, ribbede bladene af og kogte en grydefuld i et par timer.
Her til aften har jeg så siet bladene fra og farver nu 2 bundter garn i den orange-gule farvesuppe.
Ligusterfarvning
Der er et hvidt bundt BFL-garn og et gråt bundt gotlænder-garn. Begge er bejdset i forvejen med alun og vinsten. Billedet er taget i begyndelsen af farvetiden og jeg forventer farver i omegnen af gylden/bronze-agtig på det lyse garn, og olivengrønlig på det grå garn. Men sådan noget kan man egentlig aldrig regne med.. Plantefarvning er lidt uforudsigeligt, og det er en af de ting der gør at det er så fascinerende, synes jeg.

English summary:
I'm dyeing with privet. My husband trimmed the hedge today and I grabbed some leaves and twigs to dye with. In the dyebath there's 1 skein of Blue Faced Leicester yarn and 1 skein of light-grey gotland yarn. Both skeins are mordanted with alum and cream of tartar.

Udgivet i 1 kommentar

Farvning

I dag farver jeg fibre. Det gør jeg rimelig ofte, da der heldigvis er en pæn efterspørgsel efter mine håndmalede uldbånd (eller uld-hjul, som jeg også kalder dem p.g.a. oplægningen).
Det tager lang tid at male fibrene som jeg synes de skal males! Inden farvningen kan begynde skal de selvfølgelig lægges i blød, i vand først og i kemikalie-opløsning siden. Jeg farver med Lanasyn-farver, så det er meget mild kemi der er brug for, blot et salt (ammoniumsulfat) og noget eddikesyre.
Mens fibrene står og bliver klar ti at modtage farve blander jeg mine farver. I dag farver jeg "Glittertind"-farver, en palette der består af 8 forskellige nuancer. Inspirationen til denne farveholdning kommer fra et feriefoto fra Norge…
Glittertindfarver
Jeg farver normalt 1 kilo fibre pr. session, fordelt på 5 fiberbånd á 200 gram. I dag er det 600 gram Blue Faced Leicester, 200 gram BFL/silke og 200 gam shetlandsuld. Nå ja, og så farver jeg altid 50 gram Silk Hankies samtidig.
Efter at jeg har blandet farver lægger jeg de våde fibre op på mit arbejdsbord, og maler derefter de enkelte farver på fibrene med pensel. Det er en tidskrævende proces, men det dur bare ikke at skynde sig med sådan noget her.. Farven skal placeres rigtigt og helst uden at der kommer for mange "helligdage".
Når fibrene har fået farve på begge sider og har trukket lidt ryger de i ovnen i et par timer. Ved varmebehandlingen fikseres farverne. Langsom nedkøling bagefter er også vigtigt – jeg lader det stå til næste dag, hvorefter jeg skyller og hænger til tørre.
Jeg sælger fibrene i GarnGalleriet – tjek lagerlisten!

Short Summary in English:
Today is dye-day. I handpaint wool and silkfibers (for spinning and feltmaking) in my own personal palettes. The handpainted fibers in the photo is painted in the colourway "Glittertind". I sell the fibers in my shop GarnGalleriet. Check out the in-stock list!

Udgivet i 4 kommentarer

Uld

Uld er guld! Det er i hvert fald et skønt materiale at arbejde med, og dejligt at have på. Det håber jeg også min kære gemal vil give mig ret i, når jeg engang bliver færdig med hans sweater af spelsau-lammeuld. I går fik jeg færdig-kartet det sidste af den brune portion, samt spundet en pæn portion.
Spelsau30juni09
Alt det hvide har jeg endnu ikke gjort noget som helst ved ved udover at vaske det, så der er stadig en del timers underholdning i det projekt, om jeg så må sige..
Noget andet uld er blevet farvet. Det er kæmmede bånd af Blue faced Leicesteruld, det som jeg typisk bruger til mine håndmalede uldhjul. Også noget silke/alpaca kom med i denne portion farvning. Farven hedder "Fjord" og her hænger hele molevitten (1 kilo i alt) til tørre ude ved kanin-gården.
Fjordfarvertiltoerre
Apropos kaniner, så har jeg én af slagsen der skal klippes lidt senere i dag.
Kiara30juni09
Kiara har nu en næsten 3-måneders pels, så hun er fin og klippeklar! Hun bliver bestemt ikke henrykt ved situationen når jeg henter hende ind og befrier hende for den gode uld, men på længere sigt bliver hun nu glad for det. Især da i denne varme..

Udgivet i Skriv en kommentar

Pulsvarmere til et lokalt historisk marked

I min landsby holdes der hver år i juni Mølle-marked ved – ja, rigtig gættet – møllen. Jeg plejer at være der som et af de faste indslag med spinderok og farvegryde, og det var jeg jo da også i går.
Mm20091
På markedet var der en håndfuld små boder, bl.a. børstenbinderen, honningmanden, trædrejeren, legetøjsmageren og træskomanden. Sådan ligesom vi plejer, og på grillen var der bl.a. lækkert kalvekød og hjemmebagt brød.
Jeg havde taget min nabo med som spindende medhjælper:
Mm2009hanne
Hanne spinder corriedale-uld på sin Ashford. Noget af hendes håndspundne garn udsatte vi for et farveeksperiment (der desværre ikke faldt helt vellykket ud):
Mm2009farve
Farvesuppen er kogt på blade af Canadisk blodahorn, og så egentlig umiddelbart ud til at indeholde pænt med rødt farvestof. Garnet ville det dog ikke rigtig sætte sig i – det fik kun en lys og lidt kedelig snert af det røde – nærmest beskidt hudfarvet eller grise-farvet.. Det kommer der billleder af senere, når det er blevet tørt. Men som man siger: i plantefarvning er der ingen mislykkede farvninger, for man kan jo altid bruge dem som underfarve i et andet farvebad, evt. indigo eller cochenille.
I en anden gryde farvede vi med Almindelig syre. I følge bøgerne og oplysninger jeg gravede frem på Nettet kunne vi forvente alt fra gult over gulgrønt til grågrønt. Et bundt alun-bejdset og et bundt ubejdset blev farvet i suppen, der så meget kedelig lys gullig ud. Hurtigt blev Hanne og jeg enige om at berige farvesuppen med noget inderbark af føromtalte Canadiske blodahorn, og det gjorde straks farvebadet noget mere livligt gult. Garnet er dog ikke blevet særlig spændende – så også de to bundter er kandidater til en gang indigo-dypning senere på sæsonen!
Da nu farvningen ikke gik så godt var det da et dejligt plaster på såret at Lone kom forbi og slog sig ned med sit tunesiske hækle-tøj:
Mm2009lone
Der var rigtig mange af markedsgæsterne der gerne ville have teknikken forklaret, og Lone fortalte glad og gerne om teknikken og om projektet, der er et par sokker til en romersk soldat med kolde tæer, som hun har kær..
Markeds-pulsvarmerne, som jeg har designet og pakket specielt til Møllemarkedet, var også populære.
Markedspuls
Strikket i et meget nemt vævestriks-mønster og med 3 farver af det plantefarvede garn giver det et sæt rigtig dejlige, praktiske og farveglade pulsvanter!
Strikkekits med plantefarvet uldgarn og opskrift kan købes i min butik, også selvom Møllemarkedet er slut for i år..

Udgivet i Skriv en kommentar

Petrine bliver voksen!

Det har hele tiden været meningen, og mange har da også spurgt efter Petrine-tunikaen i voksen-størrelser, så nu strikker jeg den altså, her i damestørrelse small..
Petrinestrsmall
Og skriver opskrift samtidig med. Det går nemlig ikke bare at regne op fra pige til dame, let som det ellers lyder. Der er lige et par udvækster der skal tages hensyn til, og anderledes proportioner. Men det er en sjov model at strikke, så jeg er ikke ked af at lave nr. 3. En ny farve-kombi bliver det naturlivis også: Monets have, kalder jeg den foreløbig inde i mit hovede. Det er røde, blå og grønlige pasteller, som sædvanlig fordelt på 2 farvegrupper med 10 farver i hver.
Ellers står den lidt på plantefarvning ind imellem. Det er jo netop nu sæson for forsommerens gode farveplanter, som f.eks. birkeblade, mirabel-blade og vild kørvel. Jeg har lige hængt 4 fed lammeuld farvet med birkeblade til tørre. Det er belvet gult, selvfølgelig, men med en lidt "beskidt" undertone, vel nok fordi jeg bejdsede garnet i den emaljegryde der har en ridse. Så kommer der nemlig jernsalte fra den rustne skade i gryden over i bejdsebadet, og det giver garnet en brunlig/dunkel tone.
Birklammeuld
Måske jeg skulle overveje at skifte den gamle potte ud med en ny farvegryde – gule farver en nu mest spændende når de er klare og lysende.
Jeg er også ved at bejdse garn til en farvedag sammen med 3. klasse på vores lokale skole. I næste uge skal vi sammen farve med hvad de nu finder af farveplanter i løbet af denne uge i udeskolen. Det skal nok blive sjovt..