Slået op d.

Ny luksus-fiberblend og Pakhusstrik

For lidt tid siden “designede” og bestilte jeg en helt ny og meget interessant  fiberblanding. Den består af merinould, suri-alpaca, tussahsilke og myntefibre, og jeg kan love jer at det er en helt uforskammet blød og lækker blanding!
Jeg farvede noget med det samme, da jeg fik det hjem!

myntefiberfletning
Min lækre mynte-fiber i farven “Atlant”

Og så spandt jeg en lille prøve af det på en af mine lette Bosworth-håndtene. Valget faldt på Bosworth Bird’s Eye Maple Featherweight.

myntefiberspind2
Havespind i sensommervejr.
myntefibergarn
20 gram lace-garn

Det færdige garn – der er 20 gram – løber ca. 150 meter, og da det er 2-trådet giver det et garn Nm 12/2 – 6000 m/kg. Det er jo lace-tykkelse, så jeg fandt et simpelt lace-mønster til strikkeprøven.

myntefiberstrikkeprøve
Strikkeprøve, til tørre udspændt. Beklager den ringe billedkvalitet ..

Det var lige i sidste øjeblik jeg blev færdig med prøven, for jeg vil jo gerne have den med til Pakhusstrik i København i morgen og på lørdag (7. og 8. september).  Så det får jeg 🙂

Vi skal naturligvis have en frygtelig masse fibre med derover! Bilen er pakket med farverige uldhjul og luksusfiber-fletninger som vi håber vil vække interesse derovre i det østlige Danmark ..

fibertiltørre
Fibre til tørre i septembersolen

Der er derfor blevet farvet igennem, og de sidste par dage har solen hjulpet med at få fibrene tørret til tiden ..
Desuden har vi rok og håndtene med for at demonstrere spinde-håndværket – og folk må naturligvis rigtig gerne prøve selv også.
Lidt håndspundet garn og noget plantefarvet er med til salg, nogle færdige produkter og mange spinde- og strikkeprøver til at vise frem og forhåbentlig få en god snak omkring.
Pakhusstrik er en håndarbejdsfestival arrangeret af Nordatlantens Brygge og der er fokus på håndarbejde – strik og design – fra Island, Grønland og Færøerne. Se hele programmet og udstillerlisten her.
nordatlantisk
Thomas og jeg glæder os rigtig meget til et par gode og spændende nordatlantiske strikke/spindedage midt i smukke København 🙂

Slået op d.

“Sailor”, “Blå Bæk”, Fiberklub og lidt strik ..

For nogle år siden designede og strikkede jeg en cardigan med et hul-ribmønster. Strikket fra ærme til ærme i garn, som jeg havde farvet med svampe. Meget flotte farver, hvis jeg selv skal sige det, men af en eller anden grund fungerer de ikke ret godt sammen på den måde jeg har sat dem sammen på i cardi’en. Jeg bruger den i hvert fald sjældent, og aldrig ude i offentligheden ..

Men jeg er ret vild med hul-ribmønsteret, så nu strikker jeg altså en ny version. Denne gang i håndspundet uld fra eget farveri 🙂
Jeg har fremstillet et 3-trådet garn af 3 forskellige (men lidt relaterede) farveholdninger: “Onkel Kurt” på shetlandsuld, “Blåbær” på grå merino/finsk/lama-blend og “Glittertind” på merino. De 2 af trådene (Onkel Kurt og Blåbær) har jeg spundet ganske almindeligt i Z-retning, mens Glittertind-tråden er spundet i S-retning. Jeg har tvundet de 3 tråde sammen i S-retning, hvilket betyder at Glittertind-tråden har fået ekstra meget sno mens de to andre på normalt vis har kunnet “slappe af”. Effekten på garnet er at det virker en smule mere spændstigt eller elastisk i forhold til et normalt 3-trådet garn. Ikke så meget at garnet er ubalanceret, det er det slet ikke. Fint at strikke med, og faktisk synes jeg at det er rigtig smukt med de 3 farveholdninger mikset sammen 🙂

strikketøjmondacardigan19juni18
Monda-cardigan in progress.

Jeg kalder den for min Monda-cardigan. Den første udgave strikkede jeg på under mit første Monda-besøg i 2014, og den nye version begyndte jeg faktisk på dernede her i april måned.

Shop-Update:
Jeg har netop lagt et par uldhjul på salgs-hylden. Det er to af mine monokrome farveholdninger, begge i den blå afdeling. “Blå Bæk” og “Sailor”.

Besøg min salgshylde her 🙂

Ellers er jeg på farvefronten travlt optaget af at kreere farveholdninger til min sprit-nye Fiberklub. Jeg kan ikke sige så meget mere om farve/fiber-kombinationer på nuværende tidspunkt, men lige omkring 1. juli løfter jeg sløret for klubbens første farve – samtidig med at fibrene lander hos modtagerne rundt om i landet. Jeg har allerede lavet juli-farven og er særdeles tilfreds med resultatet. Så håber jeg bare at mine “clubbies” også synes den er flot! 🙂
Læs mere om mine fiberklubber her.

– Nu er det vist tid at slippe tastaturet og nyde en lille gåtur i skoven. Og i aften er der spindetræf i Them – det bliver hyggeligt!

Slået op d.

Knitsonik Stranded Colourwork Playbook

Jeg er voldsom stor fan af strikdesigner Felicity Ford.
Felix, som hun også kaldes, strikker, synger, observerer, leger og skriver i Reading, England, og har netop udgivet sin anden bog:
Knitsonik Stranded Colourwork Playbook
Playbook_Cover

Felix arbejder ikke helt som andre strikkere. Hendes bog fordyber sig ikke i modeller og opskrifter (jo, der er et par stykker, og de er ret fede!!!) men mere i metode. Inspiration fra hverdagen. Leg med mønsterdesign, farver og former.

vimpler
Fra bogen: Strikkeprøve-vimpler 🙂

Bogen er et festfyrværkeri af vidunderlige farvesammensætninger og mønsterfortolkninger af hverdagens inspirationskilder, om det så er murværk, blomster eller asfalt!

knitsonikbricks
Fra bogen: Tørklæde inspireret af murværk.

Felix’ første bog, Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook, som udkom i 2016, er en af mine absolut yndlingsstrikkebøger – et værk som jeg vender tilbage til gang på gang. Sådan bliver det også med 2’eren, kan jeg allerede fornemme. En værdig opfølger!

Jeg har købt et meget begrænset parti hjem som jeg tilbyder til salg til kr. 199,- pr stk plus forsendelse. Send mig en besked (mail, SMS el. lign) hvis du bare må eje denne fabelagtige og stærkt inspirerende bog om farver, mønsterstrik og kreativ leg 🙂

knitsonikdandelionsjal
Fra bogen: Halvcirkelformet sjal med mælkebøtter
Slået op d.

Homecoming

Kort efter nytår – til årets første strikkecafé – sagde Elisabeth til mig, at hvis jeg skulle nå at strikke den planlagte sweater til min søn, så skulle jeg se at komme i gang. Min dreng er nemlig på udvekslingsophold i Brasilien, og kommer hjem i slutningen af juni!
Hun havde jo naturligvis helt ret, så jeg skyndte mig at finde 5 flotte Jamieson&Smith-farver og slå 312 masker op til 2-farvet rib. Pind 2,5 til rib og 3 til resten.

3 måneder tog det mig at blive færdig – det tidsforbrug er jeg ret tilfreds med! Men det har også været en dejlig sweater at strikke, med skiftende mønstre hele vejen – og jeg har sådan set designet det hele undervejs.

Homecoming-sweater. Forbrug: 500 gram, fordelt på 5 farver.
Homecoming-sweater. Forbrug: 500 gram, fordelt på 5 farver.

Om resultatet er lidt rodet eller visuelt interessant – det vil jeg lade være op til hver enkelt at bedømme efter smag og behag, men jeg er i hvert fald selv tilfreds med det overordnede indtryk. Jeg tænker, at de mange skiftende mønstre bliver holdt lidt i ro og balance af den begrænsede palet.

Homecomingsweater
Homecomingsweater

Nu håber jeg at han kan li’ den. Og at den passer! Jeg har målt efter en stor sweater han har i skabet, så jeg tror størrelsen er okay, meeen .. han er jo i voksealderen stadigvæk!
Da jeg lige var færdig med monteringen var jeg godt nok noget mismodig. Den så *alt* for lille ud. Jeg tog den på og den var en anelse for stor til mig, men den var altså slet, slet ikke stor nok til en stærk ung mand på 1 meter og 90!
Så kylede jeg den i vaskemaskinen og forsøgte at tænke på noget andet.

Koldt uldprogram med lav centrifugering. Da den kom ud var den temmelig våd – og strækbar! Jeg kunne godt have ønsket mig sådan et “wooly board” som man spænder shetlandsstrik op på ovre på øerne, men sådan et har jeg ikke. Bevæbnet med en tommestok strakte jeg derfor blot sweateren ud til de ønskede mål og lod den ligge på håndklæder på badeværelsesgulvet – i håb om at den ikke ville trække sig sammen under tørringen.

Rosa har godkendt det færdige arbejde! :-)
Rosa har godkendt det færdige arbejde! 🙂

Det gjorde den heldigvis ikke!! Den beholdt størrelse Large-målene, jubi!
– Hvad er det i øvrigt der gør at katte er så vilde med våd uld? Man skulle ellers tro at de ville foretrække at ligge på noget tørt, men næ-nej – en våd sweater på gulvvarmen, det er åbenbart sagen ..

Lidt mere om sweateren og dens mønstre:
Alle mønsterborterne er forskellige. De har enten 12 eller 24 masker i mønsterrapport, og varierer i højden.
De små lyseblå peerie-mønstre (også alle forskellige) har 3, 4, 6 eller 8 maskers rapport og er ikke mere end 4 omgange i højden.
Alle mønstre er besluttet undervejs, så der har aldrig været nogen færdig plan for sweateren. Det har gjort det til et voldsomt interessant stykke arbejde! Nogle af mønsterborterne har jeg fundet i mønstersamlinger og brugt som de var. Andre har jeg ændret lidt hist og pist. Nogle har jeg selv tegnet fra bunden, f. eks vindmøllerne, fodboldene, kattene og labyrinterne lige nedenunder. Den smukke stjerneblomst har jeg snuppet fra Elisabets vest – kunne ikke lade være! 😉
Mine selv-tegnede mønstre har desuden personlig betydning for den skønne unge mand der skal have sweateren ..

Kattedyr. Og labyrinter nedenunder.
Kattedyr. Og labyrinter nedenunder.

Ærmerne var faktisk det, der tog længst tid. For det første skulle de regnes ud – det var lige en hurdle jeg skulle komme over, og strikketøjet fik sig et par ugers “tænkepause” i den forbindelse..
For det andet var mønstrene ikke nye og spændende, da ærmerne strikkes som bullen rent mønstermæssigt.
For det tredje falder det mig mentalt lidt svært at strikke de korte omgange med mønsterstrik. Man når slet ikke at komme ind i mønsterets rytme inden omgangen er slut og man skal forholde sig til en ny rytme. Men dette løste jeg ved at strikke begge ærmer samtidig – som ét stort “rør”, med klippemasker imellem ærmerne. Så kom der flow i strikningen og inden længe var jeg ved vejs ende.
Ærmerne klippes fra hinanden. 8 klippemasker plejer jeg at køre med - det virker fint.
Ærmerne klippes fra hinanden. 8 klippemasker plejer jeg at køre med – det virker fint.

Det er selvfølgelig lidt en ulempe at man så skal klippe de to ærmer fra hinanden for at sy dem sammen hver for sig. Det giver jo en søm, og den *er* mærkbar. Ikke at jeg tror at ærmesømmene vil være generende i brug, men ingen søm ville have været at foretrække.
Så der var både fordele og ulemper ved den metode.

Mønster-miks
Mønster-miks

Om 2-en-halv måneder vil jeg kunne opdatere bloggen med et billede af Homecoming-sweateren med indhold. Det glæder jeg mig voldsomt meget til! 🙂

Homecoming. Fair-isle strik i Jamieson & Smith 2Ply Jumper weight
Homecoming. Fair-isle strik i Jamieson & Smith 2Ply Jumper weight
Slået op d.

Færdig “Blomekrans”

Det har været et rigtigt dejligt strikketøj! På lige under en måned (jo, det er ret hurtigt for mig ..) er det lykkes mig at færdigstrikke Tori Seierstads (aka Torirot på Ravelry) smukke mønsterstrikkede vest, “Blomekrans”. Det har med andre ord været et projekt der kunne holde min interesse fanget, og det er både på grund af den velskrevne opskrift og de mange smukke farver i mønsteret. Ukompliceret, afvekslende og sjovt.

"Blomekrans" er strikket i shetlandsuldgarn.
“Blomekrans” er strikket i shetlandsuldgarn.

Jeg har strikket i samme garn som Tori har brugt til originalen, nemlig Jamieson & Smith 2ply Jumper Weight shetlandsgarn. Næsten samme farver også, men to farver har jeg skiftet ud med nærliggende nuancer, da jeg på starttidspunktet ikke lige havde alle farverne i min butik. Det har jeg så nu 🙂

Der er 11 farver i "Blomekrans"
Der er 11 farver i “Blomekrans”

Jeg har efter aftale med Tori Seierstad lavet garnkits til vesten, og man kan således købe kittet hos mig i GarnGalleriet – i de “rigtige” farver! 🙂 Man kan så vælge selv at købe og downloade opskriften via Ravelry, eller købe den gennem mig. Man får den under alle omstændigheder som pdf-fil, sendt direkte fra Torirot Design, men jeg kan i hvert fald sørge for at det sker, hvis man ikke lige selv er på Ravelry. Hvilket alle strikkere i øvrigt bør være (for deres egen skyld) – det er nemt, gratis og en fantastisk ressource, både hvad angår opskrifter, sociale relationer og masser af spændende inspration.

Blomekrans på.
Blomekrans på.

Jeg er allerede flyttet ind i min “Blomekrans”. En frossenpind som mig nyder virkelig at få en dejlig, let uld-sag ind til kroppen, og så er den jo faktisk en smule jule-agtig i farverne, ikke sandt? Meget passende på denne tid af året!

"Blomekrans" - et smukt design.
“Blomekrans” – et smukt design.

Og så er det snart solhverv – lyset vender tilbage, og snart kan vi igen nyde at lave blomsterkranse, ikke blot i smukt strik men også i den virkelige verden! Lad os fejre det med hyggeligt samvær, ture i naturen og dejligt, farverigt håndarbejde.

Slået op d.

Blomekrans

Den dygtige og farveglade norske designer Tori Seierstad står bag den smukke vest “Blomekrans” og jeg er i fuld gang med at strikke den.

Nederste del af "Blomekrans"
Nederste del af “Blomekrans”

Den strikkes i Jamieson & Smith 2-ply Jumper Weight Shetlandsgarn, og udover den lyse bundfarve er der 10 mønsterfarver. Det er en herlig farveleg, og opskriften er velskrevet og nem at følge. Jeg kører efter den norske version, men den findes også på engelsk. Men faktisk er det næsten udelukkende diagrammet man strikker efter.
Jeg har fået lov at Tori at lave garnkits til Blomekrans-vesten, og det er jeg nu i gang med. Så snart min nye webshop er klar (og det er meget tæt på nu, håber jeg!!!) kommer både J&S-garnet og kits i shoppen.

Her er lige et kig på Blomekrans-vesten båret af selve designeren, Tori:

Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design
Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design

Opskriften til Blomekrans kan købes ovre på Ravelry – og garnet hos mig i GarnGalleriet 😉

Slået op d.

En tastaturslave holder pause ..

For tiden bruger jeg meget tid på at sætte min nye webshop op. Det tager rigtig, rigtig lang tid at indskrive alle produkterne i den nye shop. Jeg kan ikke blot kopiere – af flere årsager, for det første tekniske ting, for det andet at jeg vil skrive en del af produktbeskrivelserne om og for det tredje at jeg skal flytte fotos og omdøbe dem.
Al det tastaturbokseri giver stive lemmer – ondt i ryg/nakke og sovende fingre. Jeg ved det – dårlig arbejdsstilling, men man opdager det jo først når skaden er sket.
Så jeg holder lige en pause (og skriver et blog-indlæg – ha-ha!) fra webshop-opdateringen, for jeg synes lige jeg vil fortælle lidt diverse fra min hverdag henne i GarnGalleriet.
Jeg tog jo en frisk beslutning om at fejre oktober med en ordentlig omgang rabat på alle mine håndfarvede fibre i shoppen. 25 % bliver trukket fra hvis du indtaster rabatkoden OKT25 når du tjekker ud. Dette fantastiske tilbud løber hele resten af måneden, så kig ind og se om der måske er noget der kan friste .. 😉
KLIK HER -> Link til webshop <- KLIK HER
Rabatkode: OKT25

Forleden dag fik jeg fint besøg fra det sønderjyske. Hvis du følger med i “Den Store Strikkedyst” på TV-Syd kender du hende: Mette Larsen.
Mette var ude efter noget mere af mit håndfarvede Cantate. Hun har brugt det – i farven “Blodappelsin” til denne flotte ponchoagtige sag:

Ponchoen er bl.a. strikket i Cantate, farve "Blodappelsin
Ponchoen er bl.a. strikket i Cantate, farve “Blodappelsin

Hun viste mig også sin nye model – den første som hun har lavet en “til-salg-opskrift” på. Modellen hedder “Omvendt” og er virkelig lækker. Den kan bruges på flere forskellige måder og ser ud som en million! Mette sælger opskriften via sin FB-gruppe “Kreativ Strik – No Limits”

Mettes "Omvendt"
Mettes “Omvendt”

Tak til Mette fordi hun tog den lange tur op til mig – det var en fornøjelse! I denne weekend kan hun og de andre Strikkedystere mødes på messen i Fredericia, så hvis du skal derhen må du endelig hilse hende 🙂

Jeg har været i gang med at strikke på den “lille sorte”, en nederdel i Malabrigo Silky Merino. Efter at linningen var strikket og jeg kunne begynde at strikke nedad er der kommet mere fart i processen. Jeg bruger de nye AddiNature Oliventræsrundpinde. De er ret fede. Glatte, god spids, ingen træls overgang mellem træ og wire. Og så er de jo fantastisk smukke!
Jeg har dem i shoppen i 40 og 80 cm, fra 2,5 mm til 4 mm i første omgang. I 80 cm har jeg også 3,75 mm, mens 3,25 desværre er i restordre.
Tag et kig: http://garngalleriet.bigcartel.com/product/rundpinde-i-oliventr-addinature-2-5-5-mm-40-80-cm

Lækre oliventræsrundpinde!
Lækre oliventræsrundpinde!

Til sidst et kig på et par af denne uges farvninger:

"Vores Kat" på BFL
“Vores Kat” på BFL
"Visne Asters" på falklandsuld
“Visne Asters” på falklandsuld

Og til allersidst må jeg lige vise et igangværende spindeprojekt:
Det er 100 gram merino/alpaca/silke/babycamel i farven “Tang”, som jeg har spundet på russisk håndten (støttet ten). Her er det hele spundet og ført over på papirspoler – klar til at sætte i spoleholderne så jeg nemt kan tvinde ved hjælp af rokken.
Jeg har spundet fibrene i to ens portioner (3 spoler i hver portion), så jeg kan parre farverne i tvindingen og få et garn med samme farveforløb som i fiberbåndet. Grønne nuancer, fra lys til mørk.
Jeg ser en dejlig, blød hals-ting i disse fibres fremtid!

Luksusfibre i "Tang" - klar til tvinding
Luksusfibre i “Tang” – klar til tvinding

Slået op d.

Færdigt strikkeprojekt!

Min smukke Patchworksweater (design af Isager) er nu færdig, og jeg er super-duper tilfreds med resultatet.
Boxy-style, skønne farver og så det fantastiske stribe/tern-mix. Jeg er helt vild med den, og tror jeg kommer til at bo i den i dette efterår.

Strikket i Isager Spinni, hvilket gør den til en letvægter - rar at have på.
Strikket i Isager Spinni, hvilket gør den til en letvægter – rar at have på.
Jeg elsker mønstermix :-)
Jeg elsker mønstermix 🙂

Bred og hyggelig model :-)
Bred og hyggelig model 🙂

Den her sweater skal flashes max nu i weekenden i Ribe, hvor Spindeforeningen holder spindetræf. Det er da god timing, ikke? 😉

Slået op d.

Strik med kaffe/kage samt nyt på væven

I lørdags var der igen strikkecafé i GarnGalleriet. Det var så hyggeligt, livligt og lystigt med 15 glade strikkende og hæklende gæster.

Jette og Helle, dybt koncentrerede
Jette og Helle, dybt koncentrerede

Næste strikkecafé bliver d. 12. september. Det er fra 13 til 17, og jeg modtager tilmelding på mail eller SMS (eller på hvilkensomhelst måde, faktisk ..). Alle er velkomne!

Jeg er ved at sætte væven op til babyvikler i bomuld. Faktisk er jeg så langt med det, at jeg regner med at jeg rent faktisk kan begynde selve vævningen i dag.

Trenden lagt i redekam, inden overførsel til væven
Trenden lagt i redekam, inden overførsel til væven

Men væveopsætning tager tid! For otte dage siden købte jeg garnet. Trenden tog et par dage at lave (imellem andre gøremål), og derefter var der ilægning i redekam, overførsel til væven, bomning, sølning, opbinding af tramper, ritning og frembinding.
Når jeg møder henne på værkstedet om lidt skal jeg lige kontrol-binde frembindingsknuderne, tjekke skellene (og garanteret ned og justere opbindinger ..), spole islætsgarn og SÅ skal der væves!
Først prøvevæves, naturligvis.
Det er mine første babyvikler (baby wraps), så kvaliteten skal jo lige tjekkes inden jeg væver sådan et par stykker på 70 x 420 cm!
Mere om det senere ..

Og lidt strik:

Feather-and-Fan sjal i Serenade Lace
Feather-and-Fan sjal i Serenade Lace

Mit sjal/tørklæde i flerfarvet Serenade bliver mest strikket på når vi er ude at køre. Sidste uge bød på en rigtig lang biltur, så der fik jeg lavet en del.
Jeg er ret spændt på hvor stort sjalet kan blive ud af 100 gram garn. Garnet rækker langt, og når det færdige arbejde så bliver udspændt skal det nok få en okay størrelse.

Slået op d.

Færdige sager

Jeg har hele to færdige ting at vise frem. En vævet og en strikket.

Først den søde Sommerboblekjole (designet af Ninapetrina.no ), som jeg har strikket til lille Klara. Det er størrelse 2 år, og bærestykkets regnbuestriber (det er jo en hel lille pride-kjole, faktisk ..) er af håndspundne rester. Resten af kjolen er strikket af forårsgrøn Pirkkalanka. Pind 3 er brugt hele vejen. Dejligt projekt, og tak til Nina for at jeg måtte teststrikke 🙂

Sommerboblekjolen til Klara
Sommerboblekjolen til Klara

Og så har jeg færdiggjort et vævet tørklæde/sjal. 🙂 Se flere billeder på Ravelry-projektsiden her.

Tørklæde/sjal i lærredsvævning. Trendgarnets indfarvning og oplægning giver ikat-virkningen.
Tørklæde/sjal i lærredsvævning. Trendgarnets indfarvning (Serenade multifarvet) og oplægning giver ikat-virkningen.
35 x 166 cm, plus frynser. 100% uld.
35 x 166 cm, plus frynser. 100% uld.
Drejede frynser med "farvedyp" i spidserne ..
Drejede frynser med “farvedyp” i spidserne ..

Dette smukke, unikke sjal kommer til salg i webshoppen senere i dag.
– Og jeg er i fuld gang med at planlægge nye væveprojekter! 🙂