Udgivet i 4 kommentarer

Vest i Noro Kabuto

Så blev der endelig taget nogle fotos af min (snart for lææænge siden) færdige vest:
Kabutovest

Den er rigtig skøn at have på, og meget blød og varm.
Kabutovestbagfra

Opskriften er i og for sig skrevet, men foreløbig kun i den viste størrelse, hvilket er en Small/Medium-model. Jeg tænker ikke det bliver noget problem at lave en lidt større størrelse til opskriften, men som alt andet skal det jo gøres, og der skal være tid til det..
Kabutovestpaa

Jeg har strikket vesten på pind 6, og det føltes rigelig fast mens jeg strikkede. Men da jeg vaskede vesten blev jeg lidt overrasket over hvor meget det strikkede ændrede sig. Godt nok var jeg forberedt på at det ville blive lidt større efter vask, men at der var så stor forskel i blødhed og "lækkerhed" (til den gode side!!) før og efter vask kom en smule bag på mig. Så denne oplevelse bekræftede mig i min "kæphest": Lav *altid* en pæn stor strikkeprøve, luk den af, vurdér den og mål den. Vask den så, lad den tørre, og mål og vurdér en gang til. Det kan altså bare godt betale sig!!
Kabutovestdetejle

Det lille snoningsmønster jeg har brugt i den brede rib er meget simpelt. Egentlig blot to krydsede masker, og til det behøver man ikke engang en hjælpepind. Men jeg synes det giver en fin og lidt rustik effekt med krysmaskerne i stedet for almindelig ribstrik.
– Nu skal jeg i gang med at sølle, ritte og frembinde væven. Der skal gang i kopien af jernaldertekstilet "Ømark-tekstilet", som jeg har bestilling på fra Silkeborg Museum. Jeg bommede væven i går med mit håndspundne, 1-trådede garn.
Bommetvaev
 
Knaldgult er det, efter farvning med svampen Brunporesvamp.
Jeg skal væve et stykke stof i ligesidet kipperbinding, og bagefter skal det valkes en smule. Mens man arbejder med sådan noget her er det sjovt at forestille sig hvordan arbejdet mon er foregået dengang i jernalderen, 200 – 400 år før vor tidsregning. Uden at vide særlig meget om det forestiller jeg mig at man har skåret eller rusket den fine uld af fårene, spundet det (naturligvis på håndtene) til 1-trådet garn (fordi flertrådet garn ville være alt for tidskrævende) og måske farvet det som garn. Men jeg tror nu man har farvet efter vævningen. Væven har måske været en opretstående væv med stenvægte forneden, eller det har måske været en jordvæv, hvor væveren har siddet i en fordybning under/ved siden af den vandret udspændte trend.
Så er det alligevel nemmere og mere behageligt nutildags, selv om det stadig er en langsommelig proces, set med vores moderne øjne. Men vi har jo også så travlt!! Jeg har spundet på rokken, farvet på komfuret og væver på skaftevæv. Lidt mere teknologisk avanceret end datidens udstyr! Men det er resultatet der er vigtigt her, så mine redskaber behøver ikke at være jernalder-typiske. Heldigvis.

Udgivet i 1 kommentar

Friskspundet garn

Scrmerinogarn

Jeg er blevet færdig med at spinde og tvinde mit garn af Silk Carrier Rods-fibrene, som jeg jo havde så stor fornøjelse af at klargøre og farve og karte for nogen tid siden. Jeg kartede de ultrakorte silkefibre sammen med noget hvidt shetlandsuld og spandt det til en meget ujævn, tyk/tynd og klumpet tråd.
På messen i Vissenbjerg faldt jeg "tilfældigvis" over noget skønt kæmmet silke/merino hos Mette Plough, og det spandt jeg til en glat jævn tråd. De to forskellige tråde har jeg spiral-tvundet, og nu har jeg så 114 gram effektgarn af lækre luksusfibre som jeg ikke ved hvad skal bruges til.. Det er jo det sædvanlige. Her kommer lige et nærbillede:
Scrmerinogarncloseup

Lidt nyt fra strikkefronten:
"Petrine" i strand-farver er snart færdig. Ligeledes en vest i Kabuto.

Udgivet i 2 kommentarer

Kabuto – en ny sweetheart!

Hvis man da kan sige sådan om noget garn.. Men det er fantastisk smukt:
Kabuto15farver

Nu har jeg 15 farver, og hvilke farver! Klare og fantastisk tweed'ede. Garnet er tykt, 1 trådet, med en løbelængde på 120 m / 100 gram. Det strikkes pænt fast, med 14 masker pr. 10 cm, på pind 5, og lidt løsere på pind 6. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med tykkere pinde, men det vil sikkert også blive rigtig fint.
Modeller i dette skønne garn er undervejs. En vest, som jeg strikker i en brunmeleret kulør, bliver først færdig. Snart. Derpå skal der strikkes en tunika og en jakke, og jeg har også en hæklet sag i tankerne..
Så mange idéer, så lidt tid!
 

Udgivet i Skriv en kommentar

Endelig færdig!

En portion 3-trådet angora/silke/uld-garn er omsider blevet gjort færdig. 3traadetangorasilkeuld

– Ikke fordi det på nogen måde har hastet med at få det af rokken. Det har bare været længe undervejs, sådan med lange pauser, grænsende til forglemmelse.. Men nu er det spundet, tvundet, afhaspet og vasket. Voilá, 390 gram 3-trådet garn, hvis løbelængde jeg har forsømt at måle, men jeg vil som udgangspunkt strikke det på en 3½'er.
Den ene tråd er ren angora, og af egen avl, naturligvis.. Det er den vildt-farvede satinangora Kiara, der har doneret fibrene.
Den næste tråd er noget merino jeg har farvet og kartet (og kom der også lidt silke i – det kan jeg ikke huske længere..) og spundet med lange farveforløb, hvilket man tydeligt kan se i garnet.
Sidste tråd er en 60% merino/40% silke-blanding i farven jeg kalder "Løvfald". Disse fibre er kæmmede og farverne skifter hurtigere og mere uforudsigeligt end i den tråd jeg selv har kartet fibre til.
3traadetcloseup

Og hvad skal det så bruges til? Næsten 400 gram er jo nok til en hel bluse, og jeg pønser lidt på at strikke mig en hel speciel udgave af "Trekanterne" i dette garn. Kunne være lækkert, og farveforløbenes længde passer jo rigtig godt til mønsteret..

Udgivet i 1 kommentar

Er landet igen.

Pyha! Det var vel nok en weekend der krævede god fysisk form.. Vissenbjerg-messen er nu vel overstået og jeg vil bruge dagen i dag til at puste ud, slappe af og hygge mig i fred og ro.
Men det var en herlig weekend! Så mange søde mennesker, gamle venner fra nær og fjern, nye og gamle kunder (og en enkelt kleptoman som vi desværre ikke fik fat på – grrrr!) var forbi vores stand, der til tider var så overfyldt at Jette og jeg måtte klemme os helt ind i et hjørne eller ud på gangen.. Se et par billeder af GarnGalleriets stand:
Stand205vissenbjerg

Masser af modeller, diverse lækre garner, strikkekits og en Kromski Sonata.
Stand205vissenbjerg2
Vores største hit var uden tvivl Idas smukke model "Trekanterne", som ses på ginen i forgrunden til højre, stærkt forfulgt af Jettes håndlavede kina-maskemarkører, som hun her står og viser en gæst.
Ih, hvor er jeg glad for at Jette var med. Uden hende var jeg vist brændt sammen allerede fredag eftermiddag.. Alt i alt en herlig messe, med god salg og megen hygge 🙂
Hjemme igen lå der en tyk kuvert fra Janicke i Norge og ventede på mig. Så spændende at åbne den, det var nemlig mit rov i en fiberbytte-runde som det norske spindeforum Spinnerens Hjem har arrangeret. Og se lige noget guf jeg fik:
Colonialuld

Det er 100 gram kæmmet Colonial uld i fantastiske mørke farver. Det bliver et smukt, smukt tweedgarn når det har været en tur (eller tre) igennem piben på min rok 🙂 Colonial har jeg aldrig prøvet at spinde før, så jeg er rigtig glad for dette bytte. Oven i hatten var der så 2 stykker håndlavet sæbe. Gad vide hvordan Janicke vidste at jeg bare er totalt vild med den slags? 🙂
Apropos spinding, så har jeg lige nu ca. 300 gram 3-trådet angora/silke/uld-garn hængende til tørre i det friske solskinsvejr. Der kommer billeder når det er tørt (hvis det da ikke blæser væk..)

Udgivet i 5 kommentarer

Præsenterer “Petrine”

Petrine

Så blev jeg færdig med tunikaen Petrine, som her vises af min datter og hendes veninde. Der er brugt ikke mindre end 20 forskellige farver SuperSoft fordelt på 2 farvegrupper. Jeg synes modellen har været nem og sjov at strikke. De mange farver, samt graden af tilfældighed som terninge-metoden medfører, gør den spændende og lidt uforudsigelig..
Petrinecollage

Opskriften er fix og færdig 🙂 Jeg har skrevet instruktioner til to størrelser: 10 og 12 år, og straks i morgen går jeg i gang med at pakke Petrine-kits så jeg forhåbentlig kan sælge et par stykker på Vissenbjerg-messen. Jeg laver strikke-kits i den viste farveholdning, som jeg kalder "sommerfuglefarver", plus et par stykker mere.
Har jeg fortalt at Jette og jeg vil være at finde på GarnGalleriets stand? Det er stand nr. 205, i Hal 2. Håber vi ses!

Udgivet i Skriv en kommentar

Vissenbjerg-messen nærmer sig!

Der skal bare nås en frygtelig masse i løbet af de næste 10 dage, inden Vissenbjerg-messen løber af stabelen. Kits skal pakkes, reklamemateriale skal printes, emballage skal bestilles, lister skal tjekkes, garn skal vaskes og bandaroleres, modeller skal strikkes og uld skal farves.. Og et nyt kamera skal købes, for mit gode gamle digi-cam er desværre pludselig ophørt med sine tjenester. Øv. Og så selvfølgelig lige inden Spindeforeningens Generalforsamling i lørdags. (Billederne i dagens indlæg er taget med lånt gear..) Det kunne næsten ikke være mere ubelejligt.. Men der var andre der tog en masse fotos den dag, så jeg må lige ud på lånemarkedet dér, for jeg vil frygtelig gerne give et indtryk af hvilken spændende og inspirerende dag vi havde i Tommerup 🙂
Men tilbage til messe-forberedelserne, der jo fylder en hel del lige nu (det hele, faktisk!!). Jeg vil rigtig gerne kunne vise denne nye pige-tunika frem:Petrine3marts

Der mangler stadig halvdelen, som det kan ses, men selvom jeg har fået en strikke-vabel allerede vil jeg gøre mit yderste for at blive færdig! Tunikaen hedder (foreløbig) "Petrine" og strikkes af SuperSoft lammeuld. Mange striber i mange farver! Størrelsen jeg sigter efter er 10 – 12 år, og det ser på nuværende tidspunkt rimeligt ud..
To flittige og dygtige strikke-assistenter har hjulpet godt til med frembringelsen af disse "accessories", et tørklæde og pulsvarmere i Noro Flower Bed:
Juliapuls

Lange, lækre pulsvarmere med et enkelt, men fint, hulmønster. Halstørklædet har naturligvis samme mønster:
Juliatoerklaede

Disse sager er jo færdige – hurra! Nu skal så blot laves opskrifter med fotos og pakkes kits.
– Og nu tror jeg godt nok ikke jeg har tid til at blogge mere. Tilbage til arbejdet!

Udgivet i Skriv en kommentar

Nye prioriteringer.

Jeg skrev forleden at jeg ville bestræbe mig på at blive færdig med Kabuto-vesten inden Vissenbjerg-messen. Men! – Så kom jeg jo til at tegne/skrive en form for opskrift på en pige-tunika i SuperSoft lammeulden, og den bliver jeg simpelthen nødt til at få strikket op inden messen!
Jeg ville have vist et billede af mine foreløbige fremskridt, men det må vente, for kameraet er desværre løbet tør for strøm. Jeg kan dog afsløre så meget at den bliver stribet og i mange farver 🙂
I morgen gælder det Generalforsamling i Spindeforeningen. Ih, hvor jeg glæder mig til at hygge med alle de andre "rokkere" igen!

Udgivet i Skriv en kommentar

Stop – jeg vil af!!

Jeg synes tiden går alt alt for hurtigt, og jeg kan ikke rigtig nå alt det jeg gerne vil nå. Men det problem er jeg ganske givet ikke ene om at have..
Der er stadig temmelig mange spoler med det lækre SuperSoft, som skal haspes af i 50 grams bundter, vaskes, tørres og forsynes med bandaroler. Men det går jævnt fremad – det er bare et arbejde der skal overstås så hurtigt som muligt, inden det begynder at hænge mig langt ud af halsen..
Vissenbjerg-messen nærmer sig, og der skal gøres en masse klar: garn, strikkekits, opskrifter, emballage, messe-inventar og alt det løse. Overblikket er der bestemt ikke endnu, men der er jo også over 2 uger endnu!
Men et pusterum må der til engang imellem, og i dag kan jeg hygge mig med mine nye håndtene, mens jeg holder kaffepause:
Nyetene

De er *så* fine.. Lette og lækre. Endnu har jeg kun afprøvet den smukke mørkegrønne "Moss Agate" med det fantastisk flotte sorte træskaft:
Mossagat

Den spinder mit håndmalede alpaca rigtig fint 🙂
Jeg tager mine nye fine håndtene med til Spindeforeningens Generalforsamling på lørdag – så bliver der vel forhåbentlig lejlighed til at snurre dem lidt rundt, samt vise dem frem til kendere.. 🙂
Mere nyt garn i butikken:
Kabutospoler

Skønne spoler med Noro Kabuto. Det består af uld, alpaca og silke og er i modsætning til de fleste Noro-garner ikke multifarvet, men blot tweed-nistret. Smukt garn, som strikkes på tykke pinde: 6 – 8 mm, sådan cirka. Jeg er i gang med at strikke en vest i garnet, og vil forsøge at få den færdig inden messen lige pludselig løber af stabelen. Hep lige lidt på mig, ikk?

Udgivet i Skriv en kommentar

Vinde op, vaske, tørre, bandarolere..

Jeg har fået SuperSoft hjem. Store farvestrålende spoler, i sækkevis! Det er lig med fast arbejde i et godt stykke tid, for garnet skal vindes op i 50 grams fed, vaskes fri for spindeolie, tørres (helst udendørs, så det må gerne holde tørt..) og til slut forsynes med GarnGalleriets bandaroler.
Der skal da også laves modeller til garnet, og foreløbig har jeg strikket denne prøve til en re-visiteret udgave af Kaffe Fassett's Icons-sweater:
Ikonproeve

– Det er jo et fantastisk flot grafisk mønster, og jeg har længe ønsket at strikke min egen udgave af Icons. Her i dobbelt SuperSoft har jeg simpelthen omdøbt den til "Ikon". Meget originalt, ikke?
Det er jo på ingen måde mit mønster, men jeg har om-designet KF's 90'er model så det passer til garnet og den tid vi lever i.. Et par strikke-tekniske detaljer har jeg også tilført modellen. Hr. Fassett er en sand mester hvad angår mønster og farve, men selve det med snittet på modellen og de afsluttende finesser går han ikke så højt op i, tror jeg..
Nu tilbage til haspemøllen. Garnet vinder jo ikke sig selv op, desværre.