Samtidig med at cykelrytterne drøner afsted nede i Frankrig på den årlige Tour, vil spindere verden over "spinne" med på rokke og håndtene! Tour de Fleece foregår herfra: Tour de Fleece-gruppen på Ravelry.
TdF2011 for spindere er en udfordring, lige som for cykelrytterne. Vi bestemmer bare selv hvori udfordringen skal ligge.. Det kan være at lære sig en ny spindeteknik, spinde en hel ham, spinde til et særligt projekt eller hvad man nu synes. For mig bliver udfordringen at få noget gjort færdigt! Jeg har spindeprojekter i rå mængder på både rokken og mange af håndtenene, som ville nyde godt af at få lidt opmærksomhed..
Så disse projekter vil jeg først og fremmest koncentrere mig om:
8 nuancer i falklandsuld. Jeg er faktisk ret langt med dette projekt, mangler kun at spinde ottende farve samt tvinde et par bundter. Så her øjner jeg en hurtig "etapesejr".. 🙂
Så er der dette her:
En posefuld sjat-indfarvet angorauld fra vores søde Blackie (RIP, snøft..) som jeg vil forvandle til en fin tråd på Ribe-rokken. Tråden skal så tvindes med tre andre tråde, i en kabeltvinding, har jeg tænkt. Disse 3 tråde er også under udarbejdelse..
Og der er også dette her:
Merino/silke-top på min Jenkins Lark. Har spundet omkring 40 gram ud af 100.
– Og der er mere.. Angora på en af de russiske tene, noget andet angora på Cascade Tiger-tenen samt bambus på Them-tenen. Der er nok at gå i krig med på Touren, der jo starter i overmorgen. Og strikketøjet, glem ikke strikketøjet!
– Men nu skal jeg først ud på cykeltur. For real 🙂
