Først: Tusind tak for alle de søde og rosende kommentarer til Det Tyrkiske Gitterværk. Det gør mig rigtig glad 🙂
Min kære mand har modtaget sweateren og han er også glad – tror jeg nok. Han har brugt den en del herhjemme, men har dog ikke taget den på på arbejde. Hm…
Men man skal vel heller ikke forvente at træerne vokser ind i himlen. Jeg er egentlig positivt overrasket over at han overhovedet ville gå i noget med så mange (røde) farver.. Men hvad synes I? – Jeg synes i hvert fald han er en superflot ingeniør med den på 😀
Og så er jeg blevet færdig med noget mere! Jow-jow, det går lige pludselig stærkt når et anfald af "projekt-o-finitis" sætter ind. Denne gang er det en sweater til mig selv:
Odderholm, kalder jeg den. Den har længe blot manglet det allersidste af det andet ærme samt en halskant og en omgang montering, så det gik jo rimelig tjept da jeg først besluttede at *nu* skulle den altså være færdig! 
Jeg har spundet uld/silkegarnet til for- og bagstykke på en af mine mange skønne håndtene, og tvundet det på rokken til et 2-trådet garn. Fibrene har jeg selv farvet, i en farveholdning jeg kalder "Rosenblad".
Teknikken er modulstrik. Som man sikkert kan ane, så er modellen stykket sammen af kvadrater, der igen er stykket sammen af 3 rektangler hver, med forskellig strikkeretning. Et struktur-mønster har jeg også lavet, for at understrege de forskellige strikkeretninger yderligere.
Ærmer og halskant har jeg strikket i det lækre alpacagarn Faerytale.
Denne sweater er blevet nøjagtig som jeg havde forstillet mig, og det må jo siges at være en kæmpe tilfredsstillelse. Og den passer perfekt, hvilket dette (teknisk set ufattelig dårlige) foto viser:
Varm og god er den, så jeg er egentlig lige pludselig rigtig glad for den kolde vinter vi har – det er jo rigtig sweatervejr!!
Nu vil jeg rette blikket mod et nyt gammelt strikketøj jeg kan færdiggøre – der er nok at vælge imellem og der går jo sport i det.. 🙂
