Conceptual Knitting, som set her på Leafcutters hjemmeside går ud på at lade ting i ens omgivelser eller hændelser i ens hverdag være afgørende for hvordan man skal strikke på sit strikketøj.. Som smukt eksempel giver Lea os sit "Sky Scarf", der er et tørklæde som man strikker en retrille på hver eneste dag i et år – i himlens farve.
Er det gråvejr strikker man med gråt garn den dag, og er der blå himmel med skyer strikker man med blåt/hvidt garn. Super-spændende idé, syntes jeg, og vupti var jeg i gang med mit eget konceptstrikkeri, ikke med himmelfarver, men med en farvekode over mine træningssessioner.. Grønt for cykling, lysegrønt for løb, blåviolet for svømning o.s.v. Det hurtigtvoksende projekt (fordi jeg har en trænings-log og er gået tilbage til 1. januar og strikker derfra..) kan ses i detaljer ovre på Ravelry. Jeg er nået til først i juni lige nu..
Men ikke nok med det, så har jeg ydermere kastet mig ud i en konceptstrik-KAL, også på Ravelry, sammen med nogen fra gruppen Danish Knitters. Vi starter (officielt) i morgen d. 1. september, og det skal blive spændende at følge med i deltagernes valg af tema, opsætning af regler og ikke mindst strikkeprojekternes fremvækst. Det ser ud som om der kommer et par vægttabs-tørklæder, og også et humør-tørklæde. Der er også en aflevering-af-studieopgave-godkendt-eller-afvist-cardigan undervejs, og måske vil vi også se nogle konceptsokker af en slags. Jeg vil selv lave himlens farver, ligesom i den originale idé, men jeg vil spinde det dag for dag og så strikke tørklædet eller sjalet senere.
Jeg har samlet en bunke merinould i lys himmelblå, dyb kongeblå, dyster tordenblå, lys gråblå, lys grå, mørk grå og hvid.
Så vil jeg hver dag plukke en håndfuld fibre i den farve som himlen har sådan omkring middagstid/først på eftermiddagen og spinde dem på håndten. Når tenen er fuld navahotvinder jeg og kan så derefter begynde strikningen(eller måske hæklingen), alt imens jeg spinder videre dag for dag.
– Så hvordan bliver vejret mon i morgen??
