Fibre i Farver
Der er FiF i morgen, tirsdag d. 8/4 kl 11. Jeg blev nødt til at aflyse udsendelsen sidste uge på grund af sygdom. Jeg er ikke 100% på toppen endnu, men har besluttet at sende podcasten alligevel, og så håber jeg blot at I, der ser med, vil bære over med anfaldsvis hosten og næse-pudsning ..
Her er et llnk til morgendagens Fibre i Farver #191:
https://youtube.com/live/Kbre2U_6Xlw?feature=share
I udsendelsen i morgen vil jeg komme omkring flere emner, bl.a ..
Tukuwool
Det skønne finske Tukuwool Fingering har jeg haft på hylden i butikken i et par år nu. Det er et klassisk nordisk strikkegarn, 2-trådet med en løbelængde på 370 m / 100 gram. Og nu er der så kommet 7 nye farver til paletten, så der nu er 36 farver at vælge imellem.
Jeg viser naturligvis de nye farver i FiF i morgen – men de er allerede i webshoppen, så tag et kig:
https://garngalleriet.dk/product-category/tukuwool/
Tukuwool Fingering koster kr 170,- pr 100 gram.
Idéer til Tukuwool-strik:
Bláfjöll af Winterludes
Lunenburg Pullover af Amy Christophers
Marit af Kristin Drysdale
Nordiska af Caitlin Hunter
Temperaturstrik
Ingen “Fibre i Farver” uden lidt snak om mit bogprojekt! 😉
Der er nu 8 dage tilbage af crowdfundingen ovre på boomerang.dk, og – altså – jeg er så godt som i mål!! Der mangler lige omkring kr 3500,-, så jeg er håbefuld og TROR PÅ DET!
Tusind, tusind TAK til alle jer, der støtter mit strikkebogs-skriveri. Uden jer havde det ikke været muligt.
Men selv om financieringen nu ser ud til at falde i hak, er der stadig meget arbejde der skal laves. Ikke mindst med garn og strikkepinde .. Lige i går blev jeg færdig med et af bogens projekter, og et par andre er tæt på .. Men siden det jo lige for et par dage siden er blevet april, har jeg påbegyndt en 2025-udgave af den bluse, der satte gang i hele dette bogprojekt, nemlig April Temperatur Tee.
Det skal jeg jo nok nå ..
Nok om bogen og dens strikmodeller i dette nyhedsbrev – mere vil følge senere!
ART-Yarn
For et par uger siden fik jeg en nærmest ustyrlig trang til at spinde noget ART-Yarn / effektgarn, og da jeg så nærmest snublede over Lene Farvelysts (@farvelyst på IG) lækre Artbatts til Spindeforeningens Generalforsamling måtte det jo gå galt!
Jeg købte et overvejende pink batt bestående af uld, angora og sarisilke. Virkelig smukt! Battet spandt jeg tykt/tyndt på Majacraft Aura, og derpå tvandt jeg det sammen med en rest kidmohair/silke, sådan at der dannedes såkaldte “beehives” med jævne (eller måske ujævne) mellemrum.
Dette lille hurtige overspringsprojekt resulterede i godt 100 gram smukt og sjovt garn, løbende 51 meter.
Sjovt at lave!
Strik-In
På lørdag er der Strik-In (strikkecafé) i butikken i Brædstrup. Der er nogle stykker tilmeldt allerede, men der er plads til ca 4 – 5 deltagere mere. Man tilmelder sig ved at give mig besked på en eller anden måde, og betalingen på 50 kr for kaffe/te, kage, nødder og frugt lægges på dagen.
Alle er velkomne, det er altid virkelig hyggeligt, rart og uformelt.
Som sagt, det er på lørdag, d. 12/4 fra kl 13 til senest kl 17 🙂
Dette var alt for denne gang!
Tak for at læse med – hav det dejligt og nyd det fine forår!
Fiberrig hilsen,
Birthe P
