Udgivet i Skriv en kommentar

Sweater Weather!

I dag er sommerens sidste dag. September rammer os i morgen, med alt godt fra haven (bl.a æbler i massevis), skovbunden (svampe) og også typisk al slags vejr, både den gnistrende blå septemberhimmel og den ruskende regn. Det er tid til at forberede sig på lavere temperaturer og finde efterårs-trøjerne frem fra gemmerne.
I Garngalleriet efterspørger mange af kunderne nu de lidt tykkere uldgarner til efterårets projekter, og i det hele taget kan jeg mærke på mig selv at lysten til strik, varm suppe, ovnbagte rodfrugter samt hyggelig ild i brændeovnen stiger!

Temperatur-KAL

For en måned siden satte jeg gang i en Knit-Along, en samstrik, hvor temaet er temperaturstrik. Nærmere fortalt strikning af en valgfri model fra min bog “Temperaturstrik”, der udkom for et par måneder siden.
Der strikkes på livet løs, og blandt modellerne er det de to tæpper: Kvadrat-tæppet og Hexa-tæppet, Blæst-vesten, April Tempertur Tee og Uge-huen, der er valgt af samstrik-deltagerne.
Uge-huen, som jeg også selv har strikket her under KAL’en, er der blevet færdiggjort et par stykker af. De øvrige projekter er i fuld gang, og de kan følges i min gruppe på Ravelry, hvor jeg har en tråd med Temperatur-KAL’en. Tjek det ud – og deltag gerne, det er bestemt ikke for sent!
Her ses et par af Uge-huerne ..

Nyt garn fra Malabrigo

“Torzal”, hedder det nye garn.
Det har et håndspundet look, idet det er tvundet af to i forvejen håndfarvede tråde. Normalt farver Malabrigo-folkene deres garner efter tvindingen, men “Torzal” er en spændende undtagelse. Tvinding af farvede enkelttråde giver garnet et meleret udtryk, fordi farverne mikses; de to tråde har ikke samme farve, hvor de mødes i tvindingen. Det har de nok nogle steder, men mest er de forskellige.
Resultatet er et smukt, levende og interessant stykke strik – som sagt, næsten som at se noget håndspundet.

“Torzal” fra Malabrigo. Smukt meleret.

“Torzal” løber 146 meter på 50 gram, og er dermed kategoriseret som Sport- eller DK-weight. Malabrigo foreslår pindestørrelse fra 3,25 mm til 4,5 mm, meeeen .. jeg synes nu personligt, at det skal strikkes på max pind 3,5.
Fibrene er merinould, og det er superwash-behandlet.
Jeg har strikket en prøve. På pind 3,25, og den blev SÅ fin.

Garnet puffer noget op, når det bliver vasket, og overfladen er blød og blank. Et smukt garn, velegnet til beklædning til både børn og voksne, og det kan sagtens bæres direkte mod huden.
Jeg har tænkt over passende strikkeprojekter til det ..

Faktisk vil alt, hvad der bruges “Dyed in The Wool” fra Spincycles Yarns til, være fine bud på “Torzal”-projekter. De to garner ligner nemlig hinanden rigtig meget, både i tykkelse, struktur, fiberindhold og farveudtryk.

Der er indtil videre blot 5 farver på hylden af “Torzal”. Der har været rift om det hos min leverandør, nemlig ..

Garnet ligger i 50 grams bundter til en pris af kr. 125,- pr bundt. Find Torzal i webshoppen her!

Se “Fibre i Farver”!

“Fibre i Farver” er min podcast, som jeg sender på YouTube hver anden tirsdag kl 11, typisk som en live-podcast af varighed på omkring en times tid. Hos mig handler det om strik, spinding, farvning, garn, uld og alt andet håndarbejdsmæssigt, der måtte snige sig ind i mit kreative liv ..

Min kanal med FiF-podcasten og andet ..

Ud over Fibre i Farver (lad os blot forkorte det til FiF) har jeg lavet nogle kortere videoer med temaer som f.eks håndtensspinding, vores skov-projekt og et spindeprojekt (Ådal/Florida) med en særlig måde at organisere farverne på. Og disse små videoer kommer der flere af i fremtiden.
Der kommer også meget snart flere videoer til mine YouTube-kanalmedlemmer. Og hvad er så et “medlem” for noget? Jo, på YT kan man som bekendt abonnere på de kanaler, som man synes om. Det koster ingenting, er virkelig praktisk for abonnenten & meget vigtigt for den, der laver indhold til kanalen.
Så kan man også blive medlem af nogle kanaler, bl.a min. Jeg tilbyder 3 slags medlemskaber: Den ene, FiF-fan, er et støtte-medlemskab, hvor man som medlem betaler kr. 29,- pr. måned. Det næste niveau er også et støttemedlemskab, blot lidt dyrere og med lidt mere “fryns”: det hedder Super FiF-fan og koster kr 39,- pr. måned.
Det tredje niveau – som er nyt, eller rettere: genopstået – hedder “Spindecirkel Albatros” og koster kr. 49,- pr. måned. Her bliver man medlem af en virtuel spindeklub, hvor der er adgang til instruktionsvideoer, personlig spindeundervisning og workshops. Når der kommer folk nok til vil jeg lave online spindemøder, hvor vi kan spinde sammen samtidig med at jeg besvarer evt. spørgsmål, eller måske arbejder vi med et bestemt tema. Som sagt, dette niveau er nyt på YouTube, men der findes allerede en flok videoer fra tidligere, hvor jeg for ca. 4 år siden havde Albatros Spindecirklen kørende på Patreon. Kig på det, hvis det kunne have interesse 🙂

Spindecirkel Albatros-instruktionsvideoer

Jeg forklarer mere om det i næste udsendelse af FiF, #236 – det er d. 1. september kl 11, live. Husk, at alle afsnit kan findes på YouTube og ses når som helst man ønsker det.
Der vil jeg også fortælle om og vise et færdigt spindeprojekt, samt vise og tale kommende projekter, der ligesom de igangværende, hober sig op ..

Inden jeg afslutter dette nyhedsbrev, der vist allerede er blevet rigeligt langt, vil jeg lige minde om, at der om ganske få uger er STRIK BORNHOLM, hvor man vil kunne møde Thomas og mig i vores stand. Vi medbringer som sædvanligt et udvalg af både garner og spindefibre, spindegrej m.m. En kæmpe stak af “Temperaturstrik” kommer naturligvis med, og alle modellerne fra bogen.
STRIK BORNHOLM er d. 18 – 20. september i smukke Allinge. Vi glæder os! Læs mere her.

Men inden vi drager til Bornholm er der lige en omgang Strik-In i butikken i Brædstrup. Det er d. 10. september fra kl 13 – 17. Tilmelding er nødvendig (SMS, mail, tlf) af hensyn til indkøb, stole og plads i det hele taget ..
Håber vi ses!

Mange sensommer-snart-efterårs-hilsner,
Birthe P

Spindeprojekt “Ådal/Florida” i en tidligere fase ..


Udgivet i Skriv en kommentar

Flere Tukuwool-farver

En sending af Tukuwool DK

I går landede en kasse fra Finland, fyldt med skønt Tukuwool DK. Dejligt med udvidelse af farvepaletten!
8 nye farver har jeg nu på hylden:

Så nu kan jeg tilbyde hele 14 farver i det dejlige Tukuwool DK, både her i butikken og i webshoppen.
Garnet er spundet af finsk uld og løber 250 meter pr 100 gram. Anbefalet pindestørrelse er fra 3,75 til 4,5 mm.
Bogen “Tukubook” indeholder 6 modeller i Tukuwool DK (i alt 16 modeller i Tuku-garner), og i bogen “Mine finske sweatre” finder man bl.a denne flotte sweater, “Guldgøg”:

Datoer

Der er ikke Strik-In her i marts, men datoen for april er på plads, nemlig lørdag d. 18. april, og det er fra kl 13 til senest 17. Vi hygger med strik, fremvisning, inspiration og snak – og kaffe/te, kage og frugt.
Pris for deltagelse er kr. 50,-, som betales på dagen. Tilmelding er nødvendig af hensyn til plads og forplejning.

Mange lukke-lørdage her i foråret!!
Nu på lørdag (d. 14/3) er der 90-års fejring af Nanna.
Lørdag d. 4/4 holder jeg påskefri.
Lørdag d. 11/4 skal vi til bryllup.
Lørdag d. 25/4 har jeg tilmeldt mig et trailløb ..

Fibre i Farver Live sendes næste gang nu på tirsdag d. 17/3 – og det er kl 11 på min YouTube-kanal.
På tirsdag afsløres det hvilken UFO jeg nu skal gøre færdig, her ovenpå færdiggørelse af min udgave af “Alpine Bloom”, som er designet af Caitlin Hunter.

Jeg er glad og tilfreds med den, bortset fra at den måske lige skal have et par cm mere i længden. Det har jeg ikke helt besluttet endnu.

Det var alt for nu!
Strikke-hilsen fra Birthe P

Udgivet i Skriv en kommentar

Shetland, Tukubook og lidt fra farveriet

Ferieglæder i Nordatlanten

Det er nu et par uger siden Thomas og jeg kom tilbage fra sommerferierejsen, der gik til Shetlandsøerne. Sikke en dejlig tur! Udover smuk – lidt barsk, vindblæst og ofte regnvåd – natur, åbne og imødekommende mennesker, hyggelig stemning i byen og masse af får, var der naturligvis en hel del garn- og strikkerelateret at se på og opleve.

Vi havde base i hovedbyen Lerwick, der trods sin begrænsede størrelse havde pænt mange butikker med lokalt garn, uld og strik. Af de mest interessante kan nævnes J&S Woolstore, Eldamato og Loose Ends. Sidstnævnte lå i øvrigt lige ved siden af det, der blev vores yndlingsspisested, The Dowry, på hovedstrøget Commercial Street.

Vi besøgte et par museer, nemlig Shetland Textile Museum i Lerwick og Unst Heritage Center på den nordlige ø Unst. Her var der begge steder virkelig kræs for den strikkeinteresserede! På Unst var det hovedsalig det fineste lace, der blev vist frem. Det var der også en del af på Textile Museum, men her var der også rigtig meget traditionel Fair Isle-strik.

Og så var vi så heldige, at netop den dag vi besøgte museet, var der demonstration af den shetlandske strikkemetode med “Knitting Belt” – eller strikkebælte. Det var virkelig spændende at se teknikken udført – jeg har jo tidligere købt mig et strikkebælte og de tilhørende lange pinde, men aldrig rigtig fået det lært .. Desværre fik jeg ikke strikkerens navn, men hun svarede beredvilligt på alle mine (og andres) spørgsmål, og jeg sugede virkelig til mig. Hun havde en kurv med “prøve-strik”, og jeg forsøgte mig da også, uden større succes.

Hjemme igen er jeg naturligvis gået i krig med at øve mig med mit strikkebælte – det er frustrerende svært at håndtere garnerne i højre hånd, og endnu aner jeg ikke hvordan jeg skal strikke vrang! Men også sjovt at lære noget nyt, så jeg vil knokle på med mit strikkebælte og håbe på at jeg med tiden kommer til at opnå en vis hastighed. Ikke som en shetlænder – det tør jeg slet ikke drømme om – men blot en rimelig rytme og behersket fart ..

Vi besøgte også et par mindre garnvirksomheder, nemlig Laxdale Yarns og Uradale Yarns.
Hos Laxdale Yarns talte vi med ejeren, Sheila, der viste os alle de flotte farver og mange kits hun havde i sin hjemme-butik. Hendes shetlandsuld er en anelse tykkere end Jamieson & Smith 2-ply, men ikke tykkere end man kan bruge de to garner til samme opskrifter. Jeg købte et kit til et par smukke “North Sea Gloves” og Thomas købte 4 nøgler garn med henblik på at strikke en cowl af dem.

Hos Uradale Yarns, på Uradale Farm nær Scalloway, blev vi flot modtaget af Viveka og Ronnie, der fortalte om deres virke med økologisk landbrug og ditto garn. Alt fra Uradale er økologisk, og ulden er garanteret og 100 procent fra ægte shetlandsfår, noget som ikke er helt vanligt. Ifølge Viveka er kun omkring 30.000 af øernes 130.000 får af ren shetlandsrace. De øvrige er blandingsrace, især med texel og shropshire.
Uradale fører garn i 2 tykkelser, fingering og DK-weight. Jeg var (er) mest interesseret i deres DK-tykkelse, da jeg i Garngalleriet ligesom er godt dækket ind hvad angår fingering-tykkelsen ..
Med mig hjem købte jeg et par nøgler af DK-garnet, så jeg kan strikke Thomas et par vanter. Garnet løber 130 m pr. 50 gram og kommer i 30 smukke farver, hvoraf de 4 er naturfarver, altså ufarvede. Jeg har besluttet, at Uradale DK skal kunne findes i min butik, så det bliver en nyhed at se frem til!

Jeg kunne blive ved og ved med at fortælle fra vores tur! Det var en fantastisk oplevelse, som jeg tænker skal gentages om et par år .. Indtil næste gang kan vi så drømme om Shetland og herhjemme hygge os med alt det lækre garn – og krimiserien af samme navn – der kommer snart en ny sæson, har jeg ladet mig fortælle!
Som punktum på rejsebeskrivelse og feriebilleder får I lige et par “skud” af den berømte lille strand i Lerwick by, Bain’s Beach.

Tukubook – Nordic Knits. Silent Strength. – kommer snart!

Og nu til Finland .. Det finske Tukuwool er mindst lige så skønt som det shetlandske, og i næste uge kommer en længe ventet bog-udgivelse: “Tukubook – Nordic Knits. Silent Strentgh”. Jeg har naturligvis bestilt en lille stak Tuku-bøger til butikken, og den kan findes i webshoppen fra d. 11. september.
I bogen er der modeller til både Tukuwool Fingering og DK. Tjek nogle af dem ud her:

Alle bogens modeller kan ses på Ravelry.com.

Farvning

Der er blevet farvet nogle spindefibre siden feriens afslutning.
“Rosenblad” på corriedale, merino og mynteblend.
“Citronsommerfugl” på polwarth, shetland og merino/tencel.
“Blomsterkrukke” på polwarth, shetland og brun shetland/silke.
“Hybenrose” på polwarth, shetland, BFL/silke og ShetLinSilk.
– ikke alle er i shoppen endnu, men her kommer fotos af nogle af dem ..

Fibre i Farver

Sidste omgang FiF var en aftenudgave, hvor Thomas var med, hvilket altid er superhyggeligt!

Næste gang, tirsdag d. 2/9 er det til sædvanlig tid, nemlig kl 11 ..

FiF er min live-podcast på YouTube. Hver uge går jeg “på” i en times tid og fortæller om og viser garn, uld, strik, spind og hvad der ellers sker i min (og Thomas’) fiberrige verden.
Man kan se med live, og dermed også deltage aktivt på chatten, eller man kan se podcasten senere, når det lige passer. Jeg vil blive mægtig glad hvis I vælger at abonnere på min kanal – det koster ikke noget og er godt for algoritmen! Ligeledes bliver jeg glad for kommentarer og likes ..

Strik-In

Lørdag d. 6/9 kl 13 til allersenest kl 17 er der strikkehygge i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup.
Alle er velkomne, men bedes tilmelde sig, af hensyn til siddepladser og indkøb.
Thomas og jeg byder på kaffe, te, kage, frugt m.m, og beder om 50 kr pr deltager til at dække indkøbet.

Så er der ikke mere for denne gang! Jeg takker for interessen og foreslår at følge Garngalleriet her:
Pixelfed: @garngal.
Ravelry:
Mit profilnavn er BirtheP, og jeg har denne gruppe: https://www.ravelry.com/groups/garngalleriet-mikrofarveri
YouTube:
Min kanal, hvor jeg sender “Fibre i Farver” hver tirsdag kl 11: https://youtube.com/@birthepedersenfibreifarver?si=BEslUKN-0ApzHcA3
Og naturligvis min egen hjemmeside, med shop og blog: https://garngalleriet.dk/

Ha’ det godt og hyg med strik, spind eller andet håndarbejde!
Kh Birthe P

Udgivet i Skriv en kommentar

Nye Tukuwoolfarver m.m.

Fibre i Farver

Der er FiF i morgen, tirsdag d. 8/4 kl 11. Jeg blev nødt til at aflyse udsendelsen sidste uge på grund af sygdom. Jeg er ikke 100% på toppen endnu, men har besluttet at sende podcasten alligevel, og så håber jeg blot at I, der ser med, vil bære over med anfaldsvis hosten og næse-pudsning ..
Her er et llnk til morgendagens Fibre i Farver #191:
https://youtube.com/live/Kbre2U_6Xlw?feature=share

I udsendelsen i morgen vil jeg komme omkring flere emner, bl.a ..

Tukuwool

Det skønne finske Tukuwool Fingering har jeg haft på hylden i butikken i et par år nu. Det er et klassisk nordisk strikkegarn, 2-trådet med en løbelængde på 370 m / 100 gram. Og nu er der så kommet 7 nye farver til paletten, så der nu er 36 farver at vælge imellem.
Jeg viser naturligvis de nye farver i FiF i morgen – men de er allerede i webshoppen, så tag et kig:
https://garngalleriet.dk/product-category/tukuwool/
Tukuwool Fingering koster kr 170,- pr 100 gram.

Idéer til Tukuwool-strik:

Bláfjöll af Winterludes
Lunenburg Pullover af Amy Christophers
Marit af Kristin Drysdale
Nordiska af Caitlin Hunter

Temperaturstrik

Ingen “Fibre i Farver” uden lidt snak om mit bogprojekt! 😉
Der er nu 8 dage tilbage af crowdfundingen ovre på boomerang.dk, og – altså – jeg er så godt som i mål!! Der mangler lige omkring kr 3500,-, så jeg er håbefuld og TROR PÅ DET!

Tusind, tusind TAK til alle jer, der støtter mit strikkebogs-skriveri. Uden jer havde det ikke været muligt.

Men selv om financieringen nu ser ud til at falde i hak, er der stadig meget arbejde der skal laves. Ikke mindst med garn og strikkepinde .. Lige i går blev jeg færdig med et af bogens projekter, og et par andre er tæt på .. Men siden det jo lige for et par dage siden er blevet april, har jeg påbegyndt en 2025-udgave af den bluse, der satte gang i hele dette bogprojekt, nemlig April Temperatur Tee.

Det skal jeg jo nok nå ..
Nok om bogen og dens strikmodeller i dette nyhedsbrev – mere vil følge senere!

ART-Yarn

For et par uger siden fik jeg en nærmest ustyrlig trang til at spinde noget ART-Yarn / effektgarn, og da jeg så nærmest snublede over Lene Farvelysts (@farvelyst på IG) lækre Artbatts til Spindeforeningens Generalforsamling måtte det jo gå galt!
Jeg købte et overvejende pink batt bestående af uld, angora og sarisilke. Virkelig smukt! Battet spandt jeg tykt/tyndt på Majacraft Aura, og derpå tvandt jeg det sammen med en rest kidmohair/silke, sådan at der dannedes såkaldte “beehives” med jævne (eller måske ujævne) mellemrum.

Dette lille hurtige overspringsprojekt resulterede i godt 100 gram smukt og sjovt garn, løbende 51 meter.
Sjovt at lave!

Strik-In

På lørdag er der Strik-In (strikkecafé) i butikken i Brædstrup. Der er nogle stykker tilmeldt allerede, men der er plads til ca 4 – 5 deltagere mere. Man tilmelder sig ved at give mig besked på en eller anden måde, og betalingen på 50 kr for kaffe/te, kage, nødder og frugt lægges på dagen.
Alle er velkomne, det er altid virkelig hyggeligt, rart og uformelt.
Som sagt, det er på lørdag, d. 12/4 fra kl 13 til senest kl 17 🙂

Dette var alt for denne gang!
Tak for at læse med – hav det dejligt og nyd det fine forår!

Fiberrig hilsen,
Birthe P

Udgivet i 8 kommentarer

Januar-nyt

Først: Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her på Garngalleriets nyhedsblog.
Thomas og jeg har holdt en god lang juleferie. Vi har dog ikke ligget på den lade side, men haft travlt med at flytte alt vores habengut til vores nye hjem, der ligger i Gl. Slagballe, lidt nord for Brædstrup.
Vi er ikke færdige endnu, men det er tæt på! Vi er kommet så vidt, at vi nu har wi-fi i huset, så jeg kan genoptage min ugentlige live-podcast på YouTube, “Fibre i Farver”. Til gengæld er mit farveri endnu ikke på plads, så farvning af fibre og garner må vente en stund endnu.
Podcasten, Fibre i Farver #180, ruller over skærmen tirsdag d. 7. januar kl 11. Jeg håber vi “ses”, enten live eller senere .. Her er et link til min side på YouTube.

Kobber-strømpepinde

En nyhed i butikken lige nu er de smukke strømpepinde i kobber fra LYKKE Crafts. Cypra, hedder de.
Både i butik og webshop kan man finde fuldt sortiment af Cypra-strømpepindene i længderne 15 og 20 cm. De korte pinde på 15 cm starter ved 2 mm og fås op til 9 mm. De lange på 20 cm fås fra 3 mm og op til 9 mm. Der er 5 pinde i et sæt.
Materialet, kobber, er dejligt at arbejde med og smukt at se på. Farven er lys kobberfarvet og naturligvis metallisk glansfuld. Med tiden vil pindene dog blive mørkere og en smule mattere. Det skyldes at kobberet går i forbindelse med ilten i luften og derved oxiderer lidt. Hvis man ønsker det lyse, blanke udseende kan pindene nemt pudses op – man man kan også blot læne sig tilbage og nyde at opleve hvordan tidens tand – og ilten – stille og roligt forandrer overfladen på smukkeste vis.
Som alle de andre LYKKE-produkter gives der 5 års garanti mod fabrikationsfejl.

Link til 15 cm Cypra-strømpepinde
Link til 20 cm Cypra strømpepinde

Strik-In i januar

Garngalleriets strikkecafé, som jeg kalder Strik-In, holdes næste lørdag d. 11. januar. Det er fra kl 13 til 17 og foregår i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup.
Thomas og jeg disker op med kaffe, te, lækker kage og lidt snacks / frugt. Det koster 50 kr til kaffekassen at deltage – men så er der også strikkehygge for alle pengene 🙂
Af hensyn til indkøb og plads beder jeg om tilmelding på forhånd, på email, SMS, tlf eller lign. Afbud senest dagen før – igen af hensyn til indkøb.

Bogprojektet

Ja – det er rigtigt nok .. Jeg er i gang med at skrive (og strikke) en bog.
Endnu er det for tidligt at løfte sløret for indholdet og det vildt spændende tema, men jeg synes lige at I skal vide at det bliver en bog fyldt med farver!
Det er en bog med et helt særligt koncept, og der vil naturligvis være en række projekter / opskrifter foruden teknikbeskrivelser, garn-information og farveteori/-tanker. Desuden masser af idéer som læseren selv kan brygge videre på ..

Det er selvsagt et stort projekt, og jeg har ikke spor overblik over hvor lang tid det hele kommer til at tage, eller hvad det vil koste. Men jeg har et ønske – en målsætning – om at bogen udkommer sidst på året.
I løbet af de kommende måneder vil jeg sætte et crowdfundings-projekt op, så interesserede derigennem kan støtte mit bogprojekt økonomisk, mod at modtage en “reward” når bogen engang er færdig og klar. Størrelsen på denne reward/belønning vil afhænge af støttebeløbets størrelse, men endnu har jeg ikke fastlagt hverken de forskellige støtteniveauer eller de tilhørende belønninger. Men mon ikke det bliver noget i retning af en opskrift, en bog, et strikkekit?
Crowdfunding-konceptet er nyt for mig, og der er meget jeg skal have styr på i den forbindelse. Mere info senere!

Nu kalder frokost, en kop kaffe og måske en pind på et af de – indtil videre – tophemmelige projekter til bogen 🙂
TAK for at læse med!
Følg gerne med på Instagram, FB, Ravelrygruppen og Fibre i Farver.

Strikke-hilsen fra Birthe P

Udgivet i 2 kommentarer

Håndtene med mere ..

Hånddrejede super-spindere

En ny portion af Peters smukke og yderst velfungerende håndtene er blevet leveret til butikken.

Alle tenene er fremstillet af lokalt “høstet” birketræ, alle er tophængte og alle er afprøvet for funktion af Elisabeth – og godkendt.
Tenene er dog alligevel allesammen forskellige. Der er lidt forskel på tenvægtens udformning, der er variationer i aftegningerne og farverne i træets overflade, og der er naturligvis forskel på vægten. Den letteste i flokken vejer 18 gram og den tungeste 38 gram.
Generelt kan man sige, at jo lettere håndtenen er, desto bedre er den som redskab til at spinde fine fibre, tyndt. Og modsat: de tungere håndtene er gode til når man ønsker at spinde en lidt tykkere tråd, hvis ulden er knap så finfibret, eller når man vil tvinde.
Men alle spindere er forskellige, og hvad der virker for mig (og Elisabeth) virker måske ikke for en anden spinder. Så hvis der er mulighed for det vil det være en god idé at afprøve forskellige håndtene inden køb. De er alle i butikken, så vær velkommen til at komme på afprøvnings-besøg 🙂
Håndtenene er naturligvis lagt i webshoppen også.

Jeg test-spinder selv en af dem lige nu. Det er en eminent hurtig og stabil lille spinder på 24 gram. Fibrene jeg spinder er også en afprøvning, nemlig en stump håndfarvet shetlandsuld fra en måske kommende leverandør ..

Både håndten og shetlandsuld er godkendt herfra!

Webshop-opdatering

I denne uge har jeg lavet følgende farveholdninger og lagt i shoppen: Fiskerihavn, Linum, Onkel Kurt og Firenze By Night.

De kan naturligvis alle findes i webshoppen. Fibrene ligger under “Håndfarvede fibre” i hhv. “Uldhjul” og “Luksus blends“.
Garnerne findes her:
Suave 400 – Linum
Paseo Sock – Fiskerihavn

Framed Fiesta

Uh, hvor jeg hygger mig med mit nye strikketøj! “Framed”, en sweater designet af Andrea Mowry, er nu under konstruktion på mine LYKKE-pinde, og jeg er virkelig positivt overrasket over hvordan det tager sig ud, her hvor jeg har strikket første mønsterrapport af stjernemønsteret.

Jeg havde virkelig mine tvivl angående kontrast .. Om mønsteret ville stå tydeligt nok frem i det håndspundne “Fiesta”-garn sammen med “Sailor”-farven, den mørke blå. Men det synes jeg det gør. Jeg har strikket første række stjerner med det mørkeste af de håndspundne fed, og allerede i næste række træder mønsteret fint og klart frem. Så jeg er foreløbig meget tilfreds med dette projekt.
Desuden er det bare såååå blødt!! Det håndspundne garn “Firenze Fiesta” består af Polwarth-uld, rosenfibre og cashmere, og de to andre er af det blødeste Falklandsmerino.
Jeg har ikke glemt min UFO, “Argiope” .. den får opmærksomhed, og det går fremad, stille og roligt. Den kommer der en update på i næste nyhedsblog.
Se også med i YouTube-podcasten “Fibre i Farver”, hvor jeg viser projekter, farvninger og andet frem. Den sendes som udgangspunkt hver tirsdag kl 11 – men kan naturligvis ses på et andet tidspunkt. Der er link til min playliste “Fibre i Farver” her.

Strik-In

Det er stadig sommer, ja, men her i august er den månedlige strikkecafé i Garngalleriet i Brædstrup genoptaget efter sommerpausen. I lørdags mødtes en hyggelig flok strikkere her med mig, og som sædvanligt var det super-inspirerende at få lov til at se (og mærke på) de forskellige projekter, færdige og igangværende, gæsterne havde med.

Næste gang er d. 14. september, og alle er velkomne, uanset “strikkeniveau”. Der er ingen købetvang. Strikkecaféen er fra kl 13 til ca. 17 og deltagelse koster kr. 50,- til kaffekassen.
Tilmelding til mig på en besked af en eller anden slags; dette af hensyn til pladsen og forplejningen (tjek lige kagen på et af billederne, nederst i højre hjørne – mums! Den er ovre fra vores fantastiske bager, Huusom’s).

Det var alt fra denne gang! TAK fordi du læste med. Hvis du ikke allerede har gjort det, så vil jeg opfordre til at du tilmelder din e-mailadresse til bloggen, så får du hvert nyt indlæg direkte tilsendt på email. Og jeg lover, at jeg ikke misbruger din adresse eller spammer en hel masse – maks. en gang om ugen .. 😉

Hygge til alle, og god weekend!
Kærligst, Birthe

Udgivet i 1 kommentar

Florida

Florida er navnet på august måneds farveholdning.
Jeg har glædet mig meget til at præsentere den, og det skete så forleden i min live-podcast “Fibre i Farver #161”. I podcasten viste Thomas og jeg farven på de mange foskellige fiberbaser den er blevet farvet på, og her i nyhedsbloggen vil der også blive vist en del af dem.

Men først vil jeg linke til webshoppen, hvor “Florida” nu kan købes / bestilles, både som 200 grams uldhjul og 100 grams luksusfletninger:
Florida uldhjul
Florida Lux fletninger
– hele august måned kan man få 10%’s rabat på farveholdningen ved brug af rabatkoden AUG10, og kommer man og handler i butikken er der naturligvis den samme rabat.

Florida uldhjul og lux-blends

Der er flere i shoppen, og hvis de er udsolgt på den fiberbase der ønskes, farver jeg gerne flere. Dog kan jeg ikke klare ramboulliet og perendale lige for tiden .. 😉

Florida” er en farveholdning i kategorien som jeg kalder “hovedfarve/kontrast”. Der er 4 dominerende farver, nemlig lilla/violet, rødviolet/pink, lys orange og lys mintgrøn. De er så peppet lidt op med en turkis kontrast, der blander sig i større eller mindre grad med de andre farver, med spændende blandingsnuancer til følge.
Andre kontrastfarver ville gøre nogenlunde det samme, men især den turkise har det med at “vandre” – hvilket giver virkelig flotte overgange.

Florida-farven, spundet og strikket

Thomas har været i gang ved rokken, og har spundet en fin prøve af farven på BFL/silke. Tyndt, tyndt og som sædvanligt virkelig smukt arbejde!

Frem med pind 2,5 mm, og derefter gik der ikke lang tid før der var en strikkeprøve parat til farvemappen.

Der er MANGE af disse små, smukke håndspundne farveprøve-firkanter i den fysiske mappe nu – men det ikke alle, der har fundet derind endnu. Det arbejdes der på, stille og roligt.
Jeg vil også se at få opdateret farvekataloget på hjemmesiden – det er et stykke tid siden sidst, og der mangler nogle af de nye farveholdninger. Se kataloget her.

Strik-In d. 10/8

Og – vupti! – så er sommerferien lige pludselig history .. Med august begynder de forskellige sociale strikke- og spindeaktiviteter igen, og jeg inviterer til Strik-In (strikkecafé) i butikken, Bredgade 43 i Brædstrup, lørdag d. 10. august fra kl 13 til ca. 17.
Tilmelding er nødvendig, da jeg har begrænset med siddepladser, og jeg har også brug for at vide nogenlunde hvor meget forplejning der skal til .. Vi plejer at købe lækkert bagværk ovre fra vores gode bager, Huusom’s, samt at byde på lidt frugt og nødder. Der er naturligvis kaffe og te hele eftermiddagen. Pris kr. 50,-, og der er ingen købetvang eller forventninger om noget sådant ..
Medbring strikketøj, spinderi, broderi, og hav gerne noget med til at vise frem – det er super-inspirerende at se og høre lidt om hvad der arbejdes med.
Tilmelding kan ske i en besked af en slags, eller personligt til mig i butikken. Håber vi ses til en dejlig håndarbejds-eftermiddag!

TAK fordi du læste med helt til slutningen! Jeg sender næste nyhedsblog ud om en uges tid, hvis alt går efter planen.
Håber også du har lyst til at følge med i min YouTube-podcast “Fiber i Farver”, der sendes live hver tirsdag kl 11 – også for podcasten gælder: hvis alt går som planlagt ..
Hvis man ser med live er der mulighed for at deltage aktivt på chatten – men alle afsnit kan naturligvis også ses senere. Her er et link til hele playlisten Fibre i Farver.

Mange farveglade hilsner,
Birthe P

“Florida” på forskellige baser ..