Udgivet i 3 kommentarer

Spindekursus og “Fibre i Farver”

Spindekursus for øvede

Mange har ønsket det, og NU sker det endelig!
Thomas og jeg byder nemlig velkommen til et dags-kursus i spinding af karte- og kamgarn. Den eneste forudsætning er at man kan spinde og tvinde – det er altså ikke et kursus for begyndere – og meget gerne på egen rok.

Det kommer til at foregå i butikken i Brædstrup d. 22. februar 2025 fra kl. 10 til 16.
Se mere om kurset her:
https://garngalleriet.dk/product/spindeworkshop-for-oevede-2/

Dette blev besluttet i kølvandet på et spindeforløb forrige uge på Rødding Højskole, hvor jeg havde den store fornøjelse at guide et hold ny-spindere ind i en ny, spændende og kæmpemæssig verden af spindefibre, rokke, håndtene, karter, kamme og andet grej, teknikker og kreative idéer ..
Mit hold var entusiastisk, flittigt og lærevilligt, og opfordringen til at lave et opfølgende kursus kom da også derfra.

Fibre i Farver-podcasten

“Fibre i Farver” er en live-podcast, som jeg sender ugentligt på YouTube. Hver tirsdag kl 11, som hovedregel.
Podcasten handler om alt, hvad jeg går og laver af håndarbejde: strik, spinding, farvning, vævning – og hvad dertil hører. Desuden fortæller jeg om nyheder i butikken, nye kreative planer, strikkecafé-dage, spindeaftener m.m. Et fast indslag er også “jeres projekter”, som er et lille udpluk fra sociale medier af projekter som I seere har slået op. Mest projekter der anvender “mine” farver / garner, men også andet af interesse ..
Fibre i Farver er live, så i sagens natur er det fuldstændig uredigeret. Til gengæld kan I seere være med på chatten, hvor der kan kommenteres, stilles spørgsmål m.m. Det med live-chatten er virkelig superhyggeligt, og en af de væsenligste grunde til at jeg har valgt at sende mine podcast som live-udsendelser.
Det hele kan naturligvis ses efterfølgende, hvis man ikke lige har tid til at være med tirsdag formiddag, og her har I linket til playlisten med alle 176 afsnit:
Fibre i Farver-playliste

Screenshot fra FiF #175 🙂

Jeg bliver naturligvis mægtig glad for nye seere til min podcast, og vil gerne opfordre til at trykke på “Abonnér”-knappen – det koster ikke noget og det betyder virkelig meget for min kanal.
Næste FiF er afsnit #177, og det sendes tirsdag d. 3. december kl 11 – håber vi ses dér til en times tid med håndarbejdshygge 🙂

Tak for nu, og tak for at I læser med her på min nyhedsblog.

Med ønske om en god start på julemåneden,
– knus og (jule)knas fra Birthe P

3 tanker om “Spindekursus og “Fibre i Farver”

  1. Øv, ærgerligt at jeg bor så langt væk og ikke er 35 mere. Det lyder så sjovt og spændende, og jeg ønsker alt held og lykke med kurset. Mange hilsner Grete J

  2. Held og lykke med opfølgningskurset. Jeg bor for langt væk. mange hilsener Elisabeth

    1. Ja, desværre. Tak for sidst, Elisabeth 🙂

Leave a Reply to gretejoCancel reply