Butikken har sidste åbningsdag inden jul lørdag d. 20. december – så er der dømt juleferie med familiehygge, afslapning, løbeture, strik og spind!
Og det bliver en god lang ferie, for jeg åbner først igen efter nytår, nemlig fredag d. 2. januar.
Ferien skal også bruges til at lagt sidste hånd på min Temperaturstrikbog, så den hurtigst muligt kan komme i trykken og videre ud til alle jer, der venter tålmodigt 🙂
Fibre i Farver
Inden julefreden for alvor sænker sig, vil Thomas og jeg gerne lige lave en lille jule-special edition af Fibre i Farver, så vi i live-podcasten kan ønske jer alle en dejlig Jul og et fredfyldt nyt år. Det sker d. 23. december kl 11 på YouTube.
Der bliver naturligvis noget strik, spind og farvning af vise og fortælle om. Mine fingre klør gevaldigt efter at strikke et par hurtige sokker i garn fra et sock-blank, som Thomas har farvet. Det er heftigt og smukt – se selv!
En Sock Blank er et stykke strikket stof, strikket med dobbelt strømpegarn, altså 2 tråde sammen. Dette stof indfarves med flere farver, og man kan bare slå sig løs! Når man senere trævler det op og skiller trådene ad har man 2 x 50 g fuldstændigt ens strømpegarn – smart, ikke?
GOD JUL OG FREDELIGT NYTÅR!

