Butikken har sidste åbningsdag inden jul lørdag d. 20. december – så er der dømt juleferie med familiehygge, afslapning, løbeture, strik og spind! Og det bliver en god lang ferie, for jeg åbner først igen efter nytår, nemlig fredag d. 2. januar.
Ferien skal også bruges til at lagt sidste hånd på min Temperaturstrikbog, så den hurtigst muligt kan komme i trykken og videre ud til alle jer, der venter tålmodigt 🙂
Fibre i Farver
Inden julefreden for alvor sænker sig, vil Thomas og jeg gerne lige lave en lille jule-special edition af Fibre i Farver, så vi i live-podcasten kan ønske jer alle en dejlig Jul og et fredfyldt nyt år. Det sker d. 23. december kl 11 på YouTube. Der bliver naturligvis noget strik, spind og farvning af vise og fortælle om. Mine fingre klør gevaldigt efter at strikke et par hurtige sokker i garn fra et sock-blank, som Thomas har farvet. Det er heftigt og smukt – se selv!
En Sock Blank er et stykke strikket stof, strikket med dobbelt strømpegarn, altså 2 tråde sammen. Dette stof indfarves med flere farver, og man kan bare slå sig løs! Når man senere trævler det op og skiller trådene ad har man 2 x 50 g fuldstændigt ens strømpegarn – smart, ikke?
Der er lukket i butikken i Brædstrup fredag d. 30. og lørdag d. 31. maj – vi holder nemlig en (synes vi selv) velfortjent pause i forbindelse med helligdagen. Denne pause skal bruges til at lade op: vi har en dejlig have der skal passes, søde katte der skal hygges med, uld der skal spindes/strikkes, ture ud i det blå – og i det hele taget et forår der skal nydes! Jeg er tilbage bag disken på onsdag kl 10. Allerede tirsdag er jeg dog på banen med min ugentlige podcast, Fibre i Farver. Næste gang er det afsnit nr. 199, så et jubilæum er nært forestående .. Hvad der skal ske i forbindelse med fejring af FiF #200 løfter jeg sløret for på tirsdag – så se gerne med, live d. 3/6 kl 11 eller senere, når det lige passer.
Min live-podcast Fibre i Farver 🙂
Nyt! Garn fra Qing Fibre
I går kom kassen fra England og de dygtige farvere hos Qing Fibre. Den har jeg ventet rigtig længe på, men den lange ventetid blev straks glemt, da jeg åbnede kassen og kiggede ned på poserne med de 16 smukke farveholdninger på Melted Baby Suri-garnet. Wau!
Melted Baby Suri er et blødt, loddent og luksuriøst garn med en løbelængde på 175 m pr. 50 gr. Oversat til nutidig strikke-lingo er det et “heavy fingering / sport”-garn. Strikkes gerne på lidt tykkere pind end løbelængden umiddelbart lægger op til, da det som sagt har en luftighed og loddenhed, der gør, at det fylder godt. Det består af 65% baby suri alpaca, 20% merino og 15% silke. Altså luksusfibre og blødhed hele vejen igennem! Vaskeanvisningen siger skånsom vask (kold vask) og tørring liggende. Garnet kan indeholde overskudsfarve som kan ses i vandet i de første par vaske.
Strikkeidéer til Melted Baby Suri
Hvis du ikke lige ved hvad garnet kan bruges til, så se her. Jeg har et par forslag til flotte projekter:
Stephen West: Melted MirageAndrea Mowry: Pink VelvetLayla Yang: Mochi Jumper
Jeg tænker, at det vil være oplagt at bruge flere farver sammen i en “fade”, og har leget lidt med mulige fade-sammensætninger ud fra de farver, jeg har fået hjem:
Der er naturligvis mange flere kombinationsmuligheder! Jeg glæder mig meget til at slå op til et eller andet i dette garn – men det må vente lidt .. Hop ind i webshoppen og se nærmere på farverne. Har jeg sagt, at det er virkelig, virkelig blødt??
Lige nu vil jeg tillade mig at feriere lidt i havestuen med mit hækleprojekt i Noro Ohajiki. Det er så hyggeligt og afstressende at hækle oldemorsfirkanter, og resultatet bliver flot i dette garn med de lange, blide farvesekvenser ..
Katten Bali følger med i alt 🙂
Tak for denne gang! Følg gerne min podcast på YouTube – jeg bliver glad for nye abonnenter, kommentarer og likes. Følg mig også på Pixelfed – det sociale medie der (for mig og mange andre) afløser Instagram. Der hedder jeg Garngal. På Ravelry: https://www.ravelry.com/groups/garngalleriet-mikrofarveri
De går sørme hurtigt, sådan et par uger! Heldigvis har det været 2 dejlige ferieuger, fyldt med energikrævende og -givende naturoplevelser i det danske landskab. Jeg holder meget af at holde ferie i Danmark. Det er et pragtfuldt land!
Alle mine feriefotos vil jeg skåne jer blog-læsere for, men hvis man har lyst til at se lidt på den dejlige natur på en af vores små-øer, Endelave, så vil jeg anbefale at følge @garngal ovre på Instagram.com 🙂
Tour de Fleece er også forbi! Jeg synes det har været en rigtig god og produktiv Tour i år. “Rhodos/Ikaros”-garnet, som jeg havde til opgave at spinde for en kunde, blev jeg færdig med, og derudover spandt jeg en del shetlandsuld beregnet til tvebinding.
TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. 🙂
Sådan noget tvebindingsgarn er jo lidt specielt, idet det skal spindes og tvindes modsat, altså S-spindes og Z-tvindes.
Jeg har lækre, varme og praktisk taget vindtætte vanter og pulsvarmere i tankerne ..
Og hverdagen banker på igen. Det gør nu ikke så meget, for jeg elsker min dagligdag! De kreative udfordringer, pasning af butikken, farvningen af lækre fibre og ikke mindst interaktionen med kunder og venner – online og IRL.
Nye projekter er på banen: I dag er jeg gået i gang med at researche og lægge planer omkring vævning af en babyvikle, efter forespørgsel fra en potentiel kunde. En babyvikle er et langt stykke stof (godt 4 meter) som man bærer sit lille barn i tæt til kroppen, og det skal naturligvis være både smukt, blødt, solidt og praktisk.
Jeg har allerede lavet væveseddel, faktisk, så nu mangler jeg kun et “go!” fra Karen, så går jeg i gang med trenden.
Men væven er ikke tom, så det arbejder jeg på nu. Jeg væver et tørklæde, 38 cm bredt, af et enkelt bundt Serenade i multifarver.
Her bommes væven med multifarvet Serenade
Trenden har jeg lagt op sådan at farverne passer ud for hinanden, tråd for tråd, og i den færdige vævning skulle det gerne give en ikat-agtig effekt. Islættet er neutralt, tyndt kamgarn i en lys brunlig farve, for at det ikke skal dominere. Det er jo trenden der er det interessante i dette projekt.
Cirka halvt færdigt
Ud over at vælge en neutral islæts-farve har jeg også pillet ved andre parametre: Islætstætheden er meget mindre end trendtætheden, og garnet er også tyndere. Så alt i alt skulle det lys-brune islæt gerne træde lidt i baggrunden i det færdige tørklæde. Det bliver spændende at se!
Strikketøj? Jo, sommerboblekjolen (design: Ninapetrina) til lille Klara er næsten færdig! Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs – nu er jeg næsten færdig
Bærestykket er rester af håndspundet (fra sweateren “Twilight in Lerwick”) og de lækre grønne farve er Pirkkalanka 8/2-uldgarn. Jeg håber Klara kan passe den .. 🙂