Udgivet i Skriv en kommentar

Decemberfarven: “Lejrbål”

Her i den mørke tid har vi virkelig brug for varme og lys! Bålets varme farver har jeg fundet i dette billede ..

Jeg har farvet en gradient med 6 farver – gul, oliven, rødbrun, orangerød, bordeaux og næsten-sort – på fiberbåndene. At det er en gradient betyder at hver af de 6 farver kun optræder 1 gang i fiberbåndets længde, inden farven glider over i næste farve.
I garnet ligger de 6 farver tværs over. Herved opnås korte farveforløb og ikke den lange gradient som i fiberbåndet.

Til Uldklubben har jeg farvet ”Lejrbål” på Ekstrafin Merino. Denne merinould har en fibertykkelse på 18 my og er fantastisk blød.

“Lejrbål” på ekstrafin merino

Luksusklubben får ”Lejrbål” på den flotte og glansfulde blend South American-uld/Mohair/Tussahsilke (forkortet SAMT). Denne blend – i en anden farve – har jeg faktisk håndtens-spundet til vævning af min brudekjole .. Superlækker at arbejde med!

“Lejrbål” på South American/Mohair/Tussahsilke

Garnklubben får ”Lejrbål” på Corriedale Twist. 400 m / 100 gram high-twist 2-trådet. Dette garn er blødt og slidstærkt. En favorit her i huset!

“Lejrbål” på Corriedale Twist

Som han plejer, har Thomas spundet den fineste lille garnprøve af en af fibertyperne. Garnbundtet her er spundet af den ekstrafine merino, og derpå omsat til den smukke strikkeprøve nedenfor.

”Lejrbål” er sidste klub-forsendelse 4. kvartal (okt-nov-dec).
Tilmelding til 1. kvartal 2021 (jan-feb-mar) bedes foretaget senest d. 20/12, så jeg kan nå at få alt klar til januar .. Man kan tilmelde sig enten via webshoppen eller direkte til mig i en besked af en slags.

Husk, at man som Garn- eller Fiberclubbie til enhver tid kan bestille mere af farverne (på alle fibertyper + garn) fra den periode man er medlem. Ikke-medlemmer må vente 6 måneder på at farveholdningerne frigives.

Link til Fiberklubberne
Link til Garnklubben

Link til Garngalleriet Mikrofarveris Ravelrygruppe
Link til Garngalleriet Mikrofarveris FB-gruppe

Til slut et billede mere af garnet Corriedale Twist, farvet tværs over. Som det ses tydeligt her på det udfoldede garn giver det korte farvesekvenser. Jeg har planer om at strikke et par sokker af det, og forsøge at få farverne til at følges ad omgang for omgang. Det er det, der kaldes “Farvekontrol” eller “Planned Pooling”, og det er garn farvet på denne måde supervelegnede til!

Corriedale Twist i farven “Lejrbål”