Silk Carrier Rods er egentlig et affaldsprodukt fra silkeindustrien. Når silkekokonerne bliver afhaspede (d.v.s. silketråden trækkes ud af kokonen) løber de fine silkefibre over en anordning/trådfører af en slags (carrier). Der afsættes en del fibre og sericin (det er silkelim) på denne trådfører, og disse korte og ubrugelige fibre bliver renset af ind imellem.
Nogen har så opdaget at håndspindere og andre silkefiber-brugere sagtens kan få glæde af dette affaldsprodukt – og dermed er der så et nyt og interessant fibermateriale for os at lege med, hurra!
Jeg har købt et kilo. Bare sådan for at prøve..
Efter lidt research fandt jeg frem til at disse Silk Carrier Rods først skal afkoges for sericin. De er nemlig fuldstændig stive og grå og ligner mest af alt papirstumper der har været våde og er blevet tørret igen.
Først lagde jeg 400 gram i blød natten over i sæbevand.
Så blev de da blødere.. Dernæst afkogte jeg dem i en opløsning af 100 g hexa-fosfat og ½ dl opvaskemiddel i 5 liter vand – for at opløse sericinen/silkelimen.
Det lugtede ikke særlig godt – men det virkede! De simrede i gryden i en times tid, og derefter skulle fibrene skylles. Vandet var fedtet og brunt og ret ulækkert. Fibrene var dog hvide og fine 🙂 Der dukkede en del af disse små fyre op..
Døde og fuldstændig udkogte silkeorm. En hel del af dem. Med dem også en del mere eller mindre intakte kokoner. Ormene syntes jeg var for ulækre at stå og pille fri af fibrene med fingrene, så jeg klippede dem simpelthen ud..
Jeg skyllede fibrene i varmt vand indtil vandet var nogenlunde klart. Så besluttede jeg at give det noget farve. Tilbage i gryden i eddikesurt vand, og så sjatfarvede jeg hele suppedasen med 3 forskellige farver: rødt, lilla og violet.
– Flere fotos følger når fibrene er tørre!
Foreløbig tænker jeg at jeg kan karte disse korte fibre på kartemaskinen. Måske vil jeg prøve at blande med lidt uld eller angora, bare for sjov.. Det vil også være en spændende mulighed at bruge disse Silk Carrier Rods som de er, som effekt i noget vildt og spændende strukturgarn!
Tillykke med din nye Blog – det ser rigtigt godt ud.
🙂
Lone
Det ser spændende ud dit “silke-affald”.
Og det kan godt være at du synes at de der silkeorme ser ulækre ud – men de er altså en stor delikatesse i Kina.
Jeg var i Kina for en del år siden, og mødte en Kinesisk pige, som hægtede sig på min søster og mig: hun ville så gerne øve sit engelsk. Det var sjovt, og vi fik indsigt i en “almindelig” kinesers liv. Den sidste dag ville hun forkæle os med en ægte kinesisk delikatesse, og vi fik en pose silkeorme….. der var jo ikke andet at gøre end at smile og tænke på fædrelandet 😉 Den første var jeg dum nok at tygge på: ved første “bid” flød der noget klæbrigt ud af “ormen (som i virkeligheden er en larve)….. bvaaaadr. De næste slugte jeg klogeligt nok hele. JEg må med skam melde at resten af posen med indhold røg i nærmeste skraldespand såsnart vores kinesiske veninde havde taget afsked.
/Tris