I år gik ferieturen til Normandiet, Frankrig. Skønt! Landskabet er blidt og smukt, klimaet behageligt, sandstrandene hvide og endeløse, maden god og så er der ikke overrendt af turister. Anbefalelsesværdigt..
Der var ikke så mange tekstile/uldne oplevelser indlagt i denne ferie, men jeg spottede da en garnbutik i Cherbourg. De havde imidlertid middagslukket da vi kom forbi, til stor lettelse for mine børn.. På vejen hjem var vi omkring Bayeux, og var naturligvis inde og se det fantastiske Bayeux-tapet. En helt overvældende flot oplevelse, som man desværre ikke måtte tage billeder af, så her kommer blot et foto af museet udefra..
Bayeux-tapetet er en broderet fortælling om Normanner-hertugen Vilhelm Erobrerens krig mod Angel-sakseren Harold og hans erobring af Englands trone. Det var i år 1066, slaget ved Hastings, så det er immervæk en halvgammel historie. Tapetet er syet med uldgarn på et over 60 meter langt stykke hørstof. Selv efter næsten 1000 år er farverne på uldgarnet stadig utrolig levende og klare. Plantefarvning styrer! (og håndspinding..). Børnene var imponerede over den drabelige fortælling: blodige våben, krigsheste, flotte vikingeskibe og afhuggede lemmer forekom i stor stil, så det var lige guf for et par 10-årige, der samtidig var tilpas imponerede over at de nu fik lov til at se en af verdens største kultur-skatte på nærmeste hold.. Det var jeg også. Kommer du forbi på de kanter, så gør dig selv den tjeneste at se det!
Mit sommerferiestrik bestod af to ting: For det første Verdens Kedeligste Strikketøj (en bestilling på en brun glatstrikket herrevest – gab!), som jeg arbejdede med under køreturen, og så dette her:
Modul-strik i T-form. Garnet til T-erne er håndspundet af mine egne farvede Silk Hankies, og omridset i ensfarvet brunt er Tynn Alpakka. T-modulerne her er en prøve. Engang bliver det til en fiks og færdig model, en T-shirt (!), med opskrift og det hele. Men det har lange udsigter..
Lige nu har jeg flere Silk Hankies i ovnen sammen med noget uld. Det bliver farvet i "Bærmispel"-paletten, der lige for tiden er min personlige favorit!