Jeg har lige købt det nyeste stor-værk indenfor svampefarvningen: Hjördis Lundmark & Hans Marklunds "Färgsvampar & svampfärgning". Den er på svensk, men det gør nu ikke så meget, da de latinske navne på svampene naturligvis er med hele vejen.
Jeg har skaffet den via Hjördis Lundmarks hjemmeside, og jeg er helt overvældet over dens omfang! Mit univers af farvesvampe er med et blevet omtrent 5-doblet, og selvom nogle af svampene ikke findes her til lands er der alligevel også en del af de svampe jeg kender fra mine jagtmarker der lige pludselig bliver interessante.. For eksempel denne her:
Olivenbrun mælkehat (Lactarius necator). Den optræder i rigelige mængder der hvor jeg plejer at samle svampe, men da det er en giftig svamp og tillige en mælkehat, en familie som (i følge min gamle viden) ikke indeholder nogen brugbare farvestoffer, har jeg altid bare ladet den stå. Men her står den så i den nye svampefarvebog, og den kan endda give en slags grøn/grågrøn ved at farve ved pH 9. Det står der!
– Så da jeg fandt en flok gamle og meget ormædte eksemplarer i går måtte jeg naturligvis prøve.. Svamp og larver und alles blev hakket og sat over til afkogning:
Det lugtede mildt sagt temmelig fælt, især efter tilsætning af salmiakspiritus. Fyda-føjda! Hvis nogen forsøger sig med dette her vil jeg stærkt anbefale at arbejde udendørs.. Jeg satte fuld drøn på emhætten, åbnede vinduet på vid gab under arbejdet og holdt familien beskæftiget med en spændende film i de tilstødende gemakker..
Efter en times kogning siede jeg svampene fra og målte pH i farvesuppen. Den var på 9 som bogen foreskrev, så jeg puttede garnet i og fortsatte eksperimentet.
Det så mørkt ud. Lidt rødbrunt. Dette foto er fra starten af farvningen, men det ændrede sig egentlig ikke mærkbart i løbet af den time jeg havde det over varmen. Til slut satte jeg det hele udenfor for at køle ned natten over. Og luftede lidt mere ud.
Her til morgen vaskede og skyllede jeg så mit garn. Meget farve har det ikke fået, men helt klart en grønlig nuance. Lys grågrøn.
En moderat succes, vil jeg kalde det. Et lovende resultat, men hvor jeg tror at en større mængde svampe og måske friskere/yngre eksemplarer vil kunne give mig en bedre grønlig farve.
Ih, hvor er det sjovt og spændende at svampefarve! En skam at sæsonen er ved at være slut..
Men så kan man jo bare hive fat i strikketøjet! Jeg er godt på vej med en trøje til min datter. Hun trænger til en, og har selv deltaget i designet af den, og naturligvis farvevalg. Jeg har bestemt grankvaliteten: Du Store Alpakkas nye blandingsgarn STERK (uld, alpaca og nylon) som den grå bundfarve og lodne retrillestriber i tre forskellige farver Fearytale.
Det er en raglantrøje, strikket fra side til side. En lidt speciel ting ved den er de indbyggede pulsvaremer. Jeg har simpelthen forlænget manchetten og lavet et tommelfingerhul – så er der altid varme pulsvanter ved hånden! Når hun så ikke vil bruge pulsvarmeren kan hun blot folde manchetten op.
Modellen kalder jeg "Hindbærkol", efter en af Ry-egnens højeste punkter, lidt upåagtet og godt gemt langt inde i Rye Nørreskov.
Jeg kan ikke få linket til ar virke mår jeg søger efter den nye Svampebog, vil godt købe den
Hej Vibe. Tak for din besked. Bogen er ikke ny længere (indlægget du har svaret på er fra 2009), og jeg tror slet ikke den er i handelen længere. Jeg tænker, at du bliver nødt til at lede efter den brugt. Men ellers prøv at kontakte forfatteren, Hjørdis Lundmark. Kh Birthe