Udgivet i Skriv en kommentar

Status på April Temperatur Tee

Vejret i april er uforudsigeligt. Det er blandt andet derfor, at dette projekt med temperaturstrik fanger mig og er så interessant.
I dag, d. 11. april, har jeg strikket mønsterstriber på min bluse svarende til de første 10 dage af måneden.

Jeg strikker en fuldmønstret bluse – “April Temperatur Tee” – oppefra og ned, med raglan.
For hver dag i april aflæser jeg døgnets laveste og højeste temperatur, her i Horsens kommune hvor jeg bor. Jeg aflæser temperaturerne ved hjælp af vejrarkivet på DMI’s hjemmeside – og det er det første jeg gør om morgenen, umiddelbart efter at have sat kaffen over .. Derefter går jeg straks i gang med finde farverne og strikke løs, mens morgenkaffen nydes ..

Jeg har valgt 32 farver ud af de godt 100, der findes i Jamieson % Smith 2ply Jumper Weight-garnet. Disse 32 har jeg gradueret fra kold til varm, med en farve til hver grad-tal, lige fra -7 til +24.
Indtil videre har jeg ikke haft brug for “frost-farverne”. Laveste temperatur har været på 0 de første nætter i måneden, og den højeste måling var 18 grader forleden dag. Men, som vi alle ved, i april kan det jo blive lidt af hvert ..

I dag har jeg strikket med farve 141, en blå-grøn, for 5 grader, samt med farve 91, en varm gul, for 12 grader. Jeg har prøvet bærestykket på mig selv (og på en gine) for at vurdere hvor mange dage der skal strikkes endnu før deling i ærmer og bul.

Hver dag strikkes en mønsterstribe på 5 omgange, på for- og bagstykke med kold som baggrund og varm som mønsterfarve. På skulder/ærmer bytter jeg om, så den varme farve bliver baggrund og den kolde tegner mønsteret.
Indtil videre er jeg temmelig glad for farvefordelingen, og jeg håber at det bliver lige så fint varieret de kommende 20 dage.
Jeg har ikke besluttet noget som helst omkring ærmelængde endnu .. Det ser jeg på når bullen er strikket. På det tidspunkt strikker jeg også en halskant på, samt naturligvis en kant forneden. Alle kanter skal være i 0-graders farven, nr 78, der er en beige-agtig neutral nuance.

Hvis du har fået lyst til at strikke en temperaturbluse i stil med min, kan den foreløbige opskrift, med diagram, findes her i min forrige post.
På sociale medier kan tagget #temperaturstrik benyttes, og jeg lægger hver dag et billede op af dagens mønsterstribe.

Her er link til Jamieson & Smith-shetlandsgarnet i webshoppen.

Min April-palette i J&S 2ply

Leave a Reply