Udgivet i — Skriv en kommentar

Støt min strikkebog!

Jeg håber – håber – håber så inderligt at jeg kan rejse midlerne til at få udgivet den bog, som jeg lige nu er i fuld sving med at skrive og strikke.
Derfor har jeg oprettet et crowdfunding-projekt på boomerang.dk – og det er netop gået i luften i dag! Så skynd jer at hoppe ind på mit bogprojekt:
TEMPERATURSTRIK

Læs lidt om det 🙂
Jeg giver på projektsiden en beskrivelse af bogens idé og indhold, min (lidt svævende) tidsplan, beskriver hvad støttekronerne skal gå til og naturligvis er der også en oversigt over de belønninger (rewards) som man modtager, hvis man vælger at sponsorere min bog!

Uanset hvilket beløb man vælger at støtte med, vil jeg blive helt umanerligt glad og taknemmelig!
Alle, der støtter min temperaturstrikbog, vil komme på min MFM-liste (de Mest Fantastiske Mennesker) og, hvis man ønsker det, vil jeg nævne navne i en taksigelses-udgave af Fibre i Farver – når vi kommer så langt .. 😉
Jeg svarer glad og gerne på alskens spørgsmål om projektet undervejs, og der vil komme opdateringer på projektsiden i takt med at min bog tager form.

Altså! Jeg er SÅ spændt på det hele! Jeg må hellere strikke et par pinde for at “køle lidt ned” ..

Udgivet i — 8 kommentarer

Januar-nyt

Først: Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her på Garngalleriets nyhedsblog.
Thomas og jeg har holdt en god lang juleferie. Vi har dog ikke ligget på den lade side, men haft travlt med at flytte alt vores habengut til vores nye hjem, der ligger i Gl. Slagballe, lidt nord for Brædstrup.
Vi er ikke færdige endnu, men det er tæt på! Vi er kommet så vidt, at vi nu har wi-fi i huset, så jeg kan genoptage min ugentlige live-podcast på YouTube, “Fibre i Farver”. Til gengæld er mit farveri endnu ikke på plads, så farvning af fibre og garner må vente en stund endnu.
Podcasten, Fibre i Farver #180, ruller over skærmen tirsdag d. 7. januar kl 11. Jeg håber vi “ses”, enten live eller senere .. Her er et link til min side på YouTube.

Kobber-strømpepinde

En nyhed i butikken lige nu er de smukke strømpepinde i kobber fra LYKKE Crafts. Cypra, hedder de.
Både i butik og webshop kan man finde fuldt sortiment af Cypra-strømpepindene i længderne 15 og 20 cm. De korte pinde på 15 cm starter ved 2 mm og fås op til 9 mm. De lange på 20 cm fås fra 3 mm og op til 9 mm. Der er 5 pinde i et sæt.
Materialet, kobber, er dejligt at arbejde med og smukt at se på. Farven er lys kobberfarvet og naturligvis metallisk glansfuld. Med tiden vil pindene dog blive mørkere og en smule mattere. Det skyldes at kobberet går i forbindelse med ilten i luften og derved oxiderer lidt. Hvis man ønsker det lyse, blanke udseende kan pindene nemt pudses op – man man kan også blot læne sig tilbage og nyde at opleve hvordan tidens tand – og ilten – stille og roligt forandrer overfladen på smukkeste vis.
Som alle de andre LYKKE-produkter gives der 5 års garanti mod fabrikationsfejl.

Link til 15 cm Cypra-strømpepinde
Link til 20 cm Cypra strømpepinde

Strik-In i januar

Garngalleriets strikkecafé, som jeg kalder Strik-In, holdes næste lørdag d. 11. januar. Det er fra kl 13 til 17 og foregår i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup.
Thomas og jeg disker op med kaffe, te, lækker kage og lidt snacks / frugt. Det koster 50 kr til kaffekassen at deltage – men så er der også strikkehygge for alle pengene 🙂
Af hensyn til indkøb og plads beder jeg om tilmelding på forhånd, på email, SMS, tlf eller lign. Afbud senest dagen før – igen af hensyn til indkøb.

Bogprojektet

Ja – det er rigtigt nok .. Jeg er i gang med at skrive (og strikke) en bog.
Endnu er det for tidligt at løfte sløret for indholdet og det vildt spændende tema, men jeg synes lige at I skal vide at det bliver en bog fyldt med farver!
Det er en bog med et helt særligt koncept, og der vil naturligvis være en række projekter / opskrifter foruden teknikbeskrivelser, garn-information og farveteori/-tanker. Desuden masser af idéer som læseren selv kan brygge videre på ..

Det er selvsagt et stort projekt, og jeg har ikke spor overblik over hvor lang tid det hele kommer til at tage, eller hvad det vil koste. Men jeg har et ønske – en målsætning – om at bogen udkommer sidst på året.
I løbet af de kommende måneder vil jeg sætte et crowdfundings-projekt op, så interesserede derigennem kan støtte mit bogprojekt økonomisk, mod at modtage en “reward” når bogen engang er færdig og klar. Størrelsen på denne reward/belønning vil afhænge af støttebeløbets størrelse, men endnu har jeg ikke fastlagt hverken de forskellige støtteniveauer eller de tilhørende belønninger. Men mon ikke det bliver noget i retning af en opskrift, en bog, et strikkekit?
Crowdfunding-konceptet er nyt for mig, og der er meget jeg skal have styr på i den forbindelse. Mere info senere!

Nu kalder frokost, en kop kaffe og måske en pind på et af de – indtil videre – tophemmelige projekter til bogen 🙂
TAK for at læse med!
Følg gerne med på Instagram, FB, Ravelrygruppen og Fibre i Farver.

Strikke-hilsen fra Birthe P

Udgivet i — Skriv en kommentar

Solhverv / Jul / Nytår

Jeg holder ferie fra butikken fra lørdag d. 21/12 kl 13 – helt frem til torsdag d. 2/1 kl 10, hvor jeg er top-klar til at tage hul på et nyt og kreativt år!

I dag er det vintersolhverv, årets korteste dag og længste nat. Nu vender det, og allerede i morgen vil dagen være tiltaget med 7 sekunder. Det er da en kæmpeglæde, værd at fejre med julehygge og nytårssjov sammen med familie og venner 🙂

I denne juleferie skal jeg, sammen med Thomas, forsøge at få lidt styr på vores nye hjem og alle vores sager og flyttekasser. Da vi flytter til et hus med færre kvadratmeter er det mildest talt lidt af en udfordring ..
Men vi skal også slappe af og lade op, naturligvis. Strikke- og spindestunder ved brændeovnen. Gåture i vores nye hood. Måske en løbetur også (det er længe siden sidst) og et dyp i søen ..

Her til morgen blev jeg færdig med at spinde “Viborg”-farven, 100 gram af luksusblandingen BFL/kidmohair. Jeg har spundet på min Moosie, og det har gennem længere tid været en fast aktivitet samtidig med at jeg har brygget morgenkaffe.

“Viborg” på BFL/kidmohair og min Moosie

Garnet er ikke færdigt. Det skal nu tvindes med noget silke og blive til en triple bouclé .. Håber det lykkes!

Jeg satser på at få tid til masser af kreative projekter udover dette i løbet af ferien. Vigtigst bliver den igangværende proces med at strikke modeller til min kommende bog – og også skrive, naturligvis!

Jeg håber alle får en hyggelig jule- og nytårstid. Jeg vender tilbage i det nye år med flere nyheds-blogs og ugentlige episoder af live-podcasten “Fibre i Farver”.
GOD SPINDELYST, GOD STRIKKEFORNØJELSE – OG GLÆDELIG JUL!!

Kærligst, Birthe P

Udgivet i — 1 kommentar

Farvning og flytning

Fra farveriet

Nyfarvede garner siden sidst:

Klik på billederne for at finde dem i webshoppen.
Der er også blevet farvet fibre:

Det er virkelig længe siden jeg sidst har farvet disse 3 farveholdninger. Især “Nældens Takvinge”, som jeg ikke tror jeg har farvet siden den var klub-farve tilbage i sommeren 2018. Dengang spandt jeg selv 600 gram af den, det meste på Bluefaced Leicester-uld og lidt på Merino/silke.
Jeg spandt garnet med henblik på at få 6 bundter 2-trådet garn á 100 gram, hver med forskellig farvefordeling. Jeg endte med disse: et bundt med maksimalt lange farveforløb, et med mellem-lange farveforløb, et med korte farveforløb, et med ultrakorte, et total mixet og et fraktal-spundet.
Af disse 6 garner strikkede jeg “Aglais”, en cardigan i gobelin-teknik, strikket oppefra og ned og med hæklede kanter.

Opskriften på “Aglais” ligger på Ravelry.

Ellers er meldingen herfra, at jeg midlertidigt sætter farve-bestillinger på pause. Dette skyldes, at Thomas og jeg flytter ind i vores nye hus, og der går nok et stykke tid før jeg har fået mit nye farveri gjort klar! Vi knokler lige nu med istandsættelse, pakning og flytning og vi glæder os vildt meget til vi kan flytte ind og vinke pænt farvel til huset i skoven.
Farvebestillinger, der er afgivet, bliver naturligvis lavet og sendt inden jeg pakker alt farvegrejet, ulden og garnerne ned ..

Af samme årsag (flytning) bliver der en pause i udsendelsesrækken af “Fibre i Farver”, som jo normalt sendes ugentligt, tirsdage kl 11. Jeg sender næste gang nu på tirsdag d. 10. og igen d. 17. december, men derefter hopper jeg lige ind i det nye år før jeg toner frem på YouTube igen. Det bliver d. 7. januar ’25.
Hvis du endnu ikke har set FiF fra i tirsdags, kan du klikke herunder:

Giv gerne min udsendelse et “like” og en kommentar med på vejen,og abonnér meget gerne på min kanal – det koster ikke noget og hjælper lidt med at påvirke algoritmerne .. 😉

TAK for at læse med helt til slutningen .. Snup en håndfuld pebernødder og en times spind eller strik som belønning 🙂
Fortsat god december.
Kærligst, Birthe

Udgivet i — 3 kommentarer

Spindekursus og “Fibre i Farver”

Spindekursus for øvede

Mange har ønsket det, og NU sker det endelig!
Thomas og jeg byder nemlig velkommen til et dags-kursus i spinding af karte- og kamgarn. Den eneste forudsætning er at man kan spinde og tvinde – det er altså ikke et kursus for begyndere – og meget gerne på egen rok.

Det kommer til at foregå i butikken i Brædstrup d. 22. februar 2025 fra kl. 10 til 16.
Se mere om kurset her:
https://garngalleriet.dk/product/spindeworkshop-for-oevede-2/

Dette blev besluttet i kølvandet på et spindeforløb forrige uge på Rødding Højskole, hvor jeg havde den store fornøjelse at guide et hold ny-spindere ind i en ny, spændende og kæmpemæssig verden af spindefibre, rokke, håndtene, karter, kamme og andet grej, teknikker og kreative idéer ..
Mit hold var entusiastisk, flittigt og lærevilligt, og opfordringen til at lave et opfølgende kursus kom da også derfra.

Fibre i Farver-podcasten

“Fibre i Farver” er en live-podcast, som jeg sender ugentligt på YouTube. Hver tirsdag kl 11, som hovedregel.
Podcasten handler om alt, hvad jeg går og laver af håndarbejde: strik, spinding, farvning, vævning – og hvad dertil hører. Desuden fortæller jeg om nyheder i butikken, nye kreative planer, strikkecafé-dage, spindeaftener m.m. Et fast indslag er også “jeres projekter”, som er et lille udpluk fra sociale medier af projekter som I seere har slået op. Mest projekter der anvender “mine” farver / garner, men også andet af interesse ..
Fibre i Farver er live, så i sagens natur er det fuldstændig uredigeret. Til gengæld kan I seere være med på chatten, hvor der kan kommenteres, stilles spørgsmål m.m. Det med live-chatten er virkelig superhyggeligt, og en af de væsenligste grunde til at jeg har valgt at sende mine podcast som live-udsendelser.
Det hele kan naturligvis ses efterfølgende, hvis man ikke lige har tid til at være med tirsdag formiddag, og her har I linket til playlisten med alle 176 afsnit:
Fibre i Farver-playliste

Screenshot fra FiF #175 🙂

Jeg bliver naturligvis mægtig glad for nye seere til min podcast, og vil gerne opfordre til at trykke på “Abonnér”-knappen – det koster ikke noget og det betyder virkelig meget for min kanal.
Næste FiF er afsnit #177, og det sendes tirsdag d. 3. december kl 11 – håber vi ses dér til en times tid med håndarbejdshygge 🙂

Tak for nu, og tak for at I læser med her på min nyhedsblog.

Med ønske om en god start på julemåneden,
– knus og (jule)knas fra Birthe P

Udgivet i — Skriv en kommentar

Farvninger

Denne uges nyheds-blog her fra Garngalleriet Mikrofarveri kommer til at handle om mine seneste farvninger. Udover en masse uldhjul og luksusfletninger i den nye “Viborg”-farve, som jeg tidligere har vist, har jeg gen-indfarvet en god håndfuld af mine eksisterende farveholdninger – på både fibre og garn.
Lad mig vise dem fra en ende af.

Vores Kat

“Vores Kat” er en monokromatisk farveholdning, inspireret af en kær kat ved navn Rosa.

Nattehimmel

“Nattehimmel” er en dyb og mørk blå.

Kastanje

“Kastanje” er endnu en monokromatisk farve – varm rødlig-brun.

Lagune

En klar og lys turkisblå.

Rådhusvin

“Rådhusvin er en form for gradient, med 4 farver adskilt af sort. Dette giver spændende og lidt afdæmpede farver i overgangene.

Lathyrus

Til “Lathyrus” har jeg fundet farver i – ja – lathyrusblomsten. Det er en såkaldt random farveholdning, hvor farverne er placeret lidt tilfældigt.

Dette var seneste nyt fra Mikrofarveriet.
Der er mere end 180 forskellige farveholdninger i mit opskrifts-kartotek, og alle kan bestilles på den fiber (eller det garn) man ønsker – forudsat at jeg har det på lager, naturligvis.
Gå på opdagelse i mine farver her ..

Lad mig til slut råbe lidt højt for FiberFolk-messen i Aalborg, hvor Thomas og jeg vil være at finde med en stand. Denne garn- og fiberfest er med “small makers”, dvs. hovedsaligt med standeholdere, der enten farver, spinder, designer selv, eller på anden vis skaber skønne ting til vores hobby.
FiberFolk er søndag d. 3. november fra kl 10 til 16 og er bestemt et besøg værd!
Det var alt for denne gang!
Ha’ en dejlig efterårs-weekend.

Mvh Birthe P, Garngalleriet Mikrofarveri

Udgivet i — 2 kommentarer

Oktober-farven på fibre

Jeg er sent ude med præsentationen af oktober måneds farve på spindefibre (uldhjul og luksusblends) denne gang. Det skyldes, at den først skulle vises til Spindeforeninges årlige spindeweekend, og så vises i “Fibre i Farver” i dag .. Desværre er jeg blevet syg med feber, hoste og hele balladen, så FiF er udsat til om en uge.
Alligevel vil jeg gerne nu vise farven her på bloggen:

Farvens navn er “VIBORG”.
Det er en classic med 6 farver: 2 røde, 2 blå, en grøn og en rav-farvet.
“Viborg” er i webshoppen nu, og hvis man anvender rabatkoden
VIBORG10
ved betaling får man 10%’s rabat på normalprisen, der er kr. 220,-. Koden gælder oktober måned ud, også på bestillinger af månedens farve.

Thomas’ spinde-/strikkeprøve, som viser farvefordelingen virkelig fint, kommer her:

Nu vil jeg krybe tilbage under tæpperne, bevæbnet med varm te og snotpapir .. Håber at være frisk til butikspasning i morgen og ugen ud, og ikke mindst til Strikkecafé – Strik-In – på lørdag.

Tak for at læse med og pas godt på jer selv derude! 😉
Kh Birthe

Udgivet i — Skriv en kommentar

Stadig Fødselsdags-rabat – og ditto KAL

De 30%’s rabat gælder til og med søndag d. 29/9, og rabatkoden til webshoppen er:
SEPT24HURRA

Rabatten gælder på det meste i butikken/webshoppen, bortset fra spinderokke og grej fra Majacraft, de smukt drejede håndtene fra Peter, bøger, opskrifter, kurser samt varer, der i forvejen er nedsat.
Allerede nu vil jeg sige stort TAK til alle, der har benyttet sig af det gode tilbud, og også kæmpe TAK for de mange fødselsdagshilsner og gode ønsker jeg har fået i anledning af min 60-års fødselsdag.

Knit-Along

I lørdags blev Meretes ( @meretekdesign ) striksammen / knit-along skudt i gang! Vi strikker Meretes flotte design “Flowers Leaves Vest” (FLV), et lunt stykke tøj til at bære over en sweater, bluse eller kjole. FLV har fantastiske puf-ærmer, perlestrikket bærestykke og nedadtil er det 2-farvet patent.
Jeg strikker på pind 7. Garnet er faktisk 2 tråde holdt sammen: 1 tråd Noro Malvinas og 1 tråd Noro Silk Garden Sock, men jeg har valgt at tvinde de to garner sammen – ret oplagt når det nu er entrådede garner og man har en rok 😉

Og nu er selve strikningen i gang. Så småt. I hvert fald har jeg strikket halskanten – i rødt – og lige netop begyndt på bærestykke/puf-ærmer i det grønne garn.

Har du lyst til at strikke med, så kontakt Merete på Instagram. Der er ingen bagkant på KAL’en, og der er fuld support i Meretes IG-chatgruppe, oprettet til formålet.

Næste fredag slipper du for en nyheds-blog herfra .. Da kører Thomas og jeg nemlig til årets Spindeweekend og graver os ned i et par dages spinderi, snak og latter – og en hel masse uld og garn! Et skønt og helt igennem nørdet træf for Spindeforeningen! Vi glæder os rigtig meget 🙂

Til slut vil jeg lige vise min færdige Framed Fiesta – “Framed” af Andrea Mowry. Den var dejlig at strikke og jeg er vild med farverne og at have den på!

Tak for at læse med!
Husk Fibre i Farver #170 på tirsdag kl 11 på YouTube.
Mange hilsner, happy crafting og god weekend,
Birthe