Udgivet i 8 kommentarer

Januar-nyt

Først: Rigtig godt nytår til alle jer, der læser med her på Garngalleriets nyhedsblog.
Thomas og jeg har holdt en god lang juleferie. Vi har dog ikke ligget på den lade side, men haft travlt med at flytte alt vores habengut til vores nye hjem, der ligger i Gl. Slagballe, lidt nord for Brædstrup.
Vi er ikke færdige endnu, men det er tæt på! Vi er kommet så vidt, at vi nu har wi-fi i huset, så jeg kan genoptage min ugentlige live-podcast på YouTube, “Fibre i Farver”. Til gengæld er mit farveri endnu ikke på plads, så farvning af fibre og garner må vente en stund endnu.
Podcasten, Fibre i Farver #180, ruller over skærmen tirsdag d. 7. januar kl 11. Jeg håber vi “ses”, enten live eller senere .. Her er et link til min side på YouTube.

Kobber-strømpepinde

En nyhed i butikken lige nu er de smukke strømpepinde i kobber fra LYKKE Crafts. Cypra, hedder de.
Både i butik og webshop kan man finde fuldt sortiment af Cypra-strømpepindene i længderne 15 og 20 cm. De korte pinde på 15 cm starter ved 2 mm og fås op til 9 mm. De lange på 20 cm fås fra 3 mm og op til 9 mm. Der er 5 pinde i et sæt.
Materialet, kobber, er dejligt at arbejde med og smukt at se på. Farven er lys kobberfarvet og naturligvis metallisk glansfuld. Med tiden vil pindene dog blive mørkere og en smule mattere. Det skyldes at kobberet går i forbindelse med ilten i luften og derved oxiderer lidt. Hvis man ønsker det lyse, blanke udseende kan pindene nemt pudses op – man man kan også blot læne sig tilbage og nyde at opleve hvordan tidens tand – og ilten – stille og roligt forandrer overfladen på smukkeste vis.
Som alle de andre LYKKE-produkter gives der 5 års garanti mod fabrikationsfejl.

Link til 15 cm Cypra-strømpepinde
Link til 20 cm Cypra strømpepinde

Strik-In i januar

Garngalleriets strikkecafé, som jeg kalder Strik-In, holdes næste lørdag d. 11. januar. Det er fra kl 13 til 17 og foregår i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup.
Thomas og jeg disker op med kaffe, te, lækker kage og lidt snacks / frugt. Det koster 50 kr til kaffekassen at deltage – men så er der også strikkehygge for alle pengene 🙂
Af hensyn til indkøb og plads beder jeg om tilmelding på forhånd, på email, SMS, tlf eller lign. Afbud senest dagen før – igen af hensyn til indkøb.

Bogprojektet

Ja – det er rigtigt nok .. Jeg er i gang med at skrive (og strikke) en bog.
Endnu er det for tidligt at løfte sløret for indholdet og det vildt spændende tema, men jeg synes lige at I skal vide at det bliver en bog fyldt med farver!
Det er en bog med et helt særligt koncept, og der vil naturligvis være en række projekter / opskrifter foruden teknikbeskrivelser, garn-information og farveteori/-tanker. Desuden masser af idéer som læseren selv kan brygge videre på ..

Det er selvsagt et stort projekt, og jeg har ikke spor overblik over hvor lang tid det hele kommer til at tage, eller hvad det vil koste. Men jeg har et ønske – en målsætning – om at bogen udkommer sidst på året.
I løbet af de kommende måneder vil jeg sætte et crowdfundings-projekt op, så interesserede derigennem kan støtte mit bogprojekt økonomisk, mod at modtage en “reward” når bogen engang er færdig og klar. Størrelsen på denne reward/belønning vil afhænge af støttebeløbets størrelse, men endnu har jeg ikke fastlagt hverken de forskellige støtteniveauer eller de tilhørende belønninger. Men mon ikke det bliver noget i retning af en opskrift, en bog, et strikkekit?
Crowdfunding-konceptet er nyt for mig, og der er meget jeg skal have styr på i den forbindelse. Mere info senere!

Nu kalder frokost, en kop kaffe og måske en pind på et af de – indtil videre – tophemmelige projekter til bogen 🙂
TAK for at læse med!
Følg gerne med på Instagram, FB, Ravelrygruppen og Fibre i Farver.

Strikke-hilsen fra Birthe P

Udgivet i 5 kommentarer

Knitsonik Stranded Colourwork Playbook

Jeg er voldsom stor fan af strikdesigner Felicity Ford.
Felix, som hun også kaldes, strikker, synger, observerer, leger og skriver i Reading, England, og har netop udgivet sin anden bog:
Knitsonik Stranded Colourwork Playbook
Playbook_Cover

Felix arbejder ikke helt som andre strikkere. Hendes bog fordyber sig ikke i modeller og opskrifter (jo, der er et par stykker, og de er ret fede!!!) men mere i metode. Inspiration fra hverdagen. Leg med mønsterdesign, farver og former.

vimpler
Fra bogen: Strikkeprøve-vimpler 🙂

Bogen er et festfyrværkeri af vidunderlige farvesammensætninger og mønsterfortolkninger af hverdagens inspirationskilder, om det så er murværk, blomster eller asfalt!

knitsonikbricks
Fra bogen: Tørklæde inspireret af murværk.

Felix’ første bog, Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook, som udkom i 2016, er en af mine absolut yndlingsstrikkebøger – et værk som jeg vender tilbage til gang på gang. Sådan bliver det også med 2’eren, kan jeg allerede fornemme. En værdig opfølger!

Jeg har købt et meget begrænset parti hjem som jeg tilbyder til salg til kr. 199,- pr stk plus forsendelse. Send mig en besked (mail, SMS el. lign) hvis du bare må eje denne fabelagtige og stærkt inspirerende bog om farver, mønsterstrik og kreativ leg 🙂

knitsonikdandelionsjal
Fra bogen: Halvcirkelformet sjal med mælkebøtter

Udgivet i Skriv en kommentar

Knitsonik – den sjove vej til mønsterstrik!

Jeg er rigtig glad for at kunne fortælle at der i dag er landet en kasse med “Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook”-bøger fra Reading i England!

Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook af Felix Ford
Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook af Felix Ford – 2. oplag

Denne bog, skrevet af den sprudlende strikker og lyd-entusiast Felicity Ford (Felix), har været en af mine absolut favorit-strikkebøger siden jeg stiftede bekendtskab med den i efteråret 2014 (Tak, Dorthe).
Felix giver en let tilgængelig, logisk – og alligevel meget anderledes – metode til hvordan man ved hjælp af enkle teknikker kan trylle sine dagligdags inspirationskilder om til de smukkeste strikkemønstre.
Bogen har primært fokus på dette: at se, at begejstres, at tegne/skitsere, at finpudse og ikke mindst strikke fabelagtige og farverige strikkeprøver. Hun giver talrige eksempler på egne mønstre, alle med smukke fotos og gennemarbejdede instruktioner. Af egentlige strikkeopskrifter er der 2: en på pulsvarmere og en på benvarmere.

Felix har en underholdende og spændende fortællestil, og hendes begejstring for strikkehåndværket, farverne og mønstrene kommer helt tydeligt til udtryk. Detaljen er i fokus. Man bliver uundgåeligt smittet og inden man får set sig om står man selv og  nærstuderer brombærbusken (eller kaffekoppen, eller Lillebæltsbroen – whatever!) med kamera, ternet papir, blyant og garnkort.

Knitsonik bloggen er et besøg værd hvis man vil se fantastiske strikkeprøver i Knitsonik-style, og ligeledes bør man kigge på Felix’ Ravelry-gruppe Knitsonik. Hun har KnitAlongs 🙂

Køb “Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook” i GarnGalleriets webshop. Pris kr 199,- 🙂

Mine elskede "pulsere", strikket efter Knitsonik-metoden. Inspiration: Røn i november :-)
Mine elskede “pulsere”, strikket efter Knitsonik-metoden. Inspiration: Røn i november 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Eventyrvotter

Det norske “Vottelauget” – en sammenslutning af vantestrikkere – har tidligere udgivet et par e-bøger med deres skønne mønstrede votter/vanter.
Nu er der så kommet en egentlig bog: “Eventyrvotter” – og jeg har i dag fået den på hylden!!

Eventyrlig vantebog!
Eventyrlig vantebog!

Der er 20 forskellige vanteopskrifter i bogen, foruden generelle instruktioner i hvordan man konstruerer en vante – og masser af flotte, inspirerende fotos af vanterne, ofte i flere varianter.
Mønstrene på vanterne er inspireret af vores elskede og kendte folkeeventyr, bl.a. Askepot, Grantræet, Hans og Grete og selvfølgelig mange flere.
På Ravelry kan man se alle designs fra bogen via dette link.
Jeg er sikker på at mine læsere, lige som jeg, vil synes at det er en lækker og indbydende strikkebog med gode projekter – lige til at gå i gang med fra en ende af!
Jeg har lyst til at strikke dem alle, men begynder måske med et af disse designs:
Tre nødder til Askepot
Tre nødder til Askepot

Ræveenken
Ræveenken

Bogen, der er indbundet, koster kr. 299,-.
Se den i webshoppen! 🙂

..hmm.. overvejer om ikke jeg skulle begynde med Blåbærskoven, Nattergalen eller Soria Moria-vanterne i stedet for. Svært at vælge!!

Udgivet i Skriv en kommentar

Vild med tvebinding!

Måske kalder det lidt på mine skandinaviske rødder, min indre svensker.. I hvert fald er jeg blevet ret vild med at sidde og nørde med tvebinding, som er en gammel og næsten glemt skandinavisk strikketeknik.
Det der gør tvebinding / tvåändstickning / twined knitting til noget særligt i forhold til almindelig strikning, er først og fremmest at man hele tiden strikker med 2 tråde. Også når det skal være ensfarvet. De 2 tråde snos for hver maske, hvilket gør det strikkede fast og varmt. Og så holdes og styres trådene med højre hånd, ikke venstre. Det tager lidt tid at lære teknikken, men når den først er indarbejdet er det faktisk ret behageligt at strikke med trådene i højre hånd, også selvom det går lidt langsommere.

Nu er jeg snart færdig med mit første tvebindingsprojekt, et par helt simple vanter.
Jeg har spundet garnet selv, for til tvebinding får man det bedste resultat hvis man strikker med Z-tvundet garn. Normale strikkegarner (næsten alle!) er S-tvundne, og hvis man bruger S-tvundet garn vil det blive snoet yderligere under strikningen og bliver alt for hårdt og ubehageligt at arbejde med. Det Z-tvundne garn bliver derimod lidt løsere under strikningen. Det er behageligt at arbejde med og det strikkede bliver blødt, tæt, lunt og loddent 🙂

Første vante færdig / first mitten done!
Første vante færdig / first mitten done!

Jeg spandt garn i 2 farver til enkle, stribede vanter. Rødt og hvidt shetlandsuld. For så at have bedst mulig styr på de to garner under strikningen vandt jeg det op i et og samme nøgle på min vindepind (man kan også bruge en tommeltot, en tyk sprit-tusch, hæklenål nr 15 eller lignende hvis man ikke lige har en vindepind), først det røde, så det hvide udenpå. Jeg strikker med det røde garn hentet inde fra midten og det hvide udefra, trækker en armslængde frem, forankrer dem med en “løbeknude” (hvad hedder det??) så der er styr på nøglet og så man nemt kan vikle garnerne op undervejs (for de snor sig).
Det fungerer rigtig fint!

Garnnøglet med bege farver: rødt indeni og hvidt udenpå. Yarn ball with the red indside and the white on the outside.
Garnnøglet med bege farver: rødt indeni og hvidt udenpå. Yarn ball with the red inside and the white on the outside.

Når jeg er færdig med vanterne vil jeg strikke noget lidt mere avanceret. Noget med vrangmasker, måske, eller med de dér “krogmasker” som jeg har læst om.
I løbet af et par dage modtager jeg en helt ny tvebindingsbog med posten. Den kan sikkert give mig en masse idéer!

"Lekker Warm - So Warm" tvebindingsbog / book on twined knitting
“Lekker Warm – So Warm” tvebindingsbog / book on twined knitting

Bogen er af hollandske Carla Meijsen og hedder “Lekker Warm! So Warm!”. Den er skrevet på både hollandsk og engelsk. Jeg har købt et par stykker til videresalg i GarnGalleriet, hvis det skulle have interesse .. Den kommer til at koste kr. 256,-.
Her er nogle af projekterne i bogen:

Mere ned 30 projekter - more than 30 projects!
Mere ned 30 projekter – more than 30 projects!

Jeg glæder mig meget til at arbejde videre med denne fantastiske, gamle strikkemetode!