Udgivet i Skriv en kommentar

Farvninger

Denne uges nyheds-blog her fra Garngalleriet Mikrofarveri kommer til at handle om mine seneste farvninger. Udover en masse uldhjul og luksusfletninger i den nye “Viborg”-farve, som jeg tidligere har vist, har jeg gen-indfarvet en god håndfuld af mine eksisterende farveholdninger – på både fibre og garn.
Lad mig vise dem fra en ende af.

Vores Kat

“Vores Kat” er en monokromatisk farveholdning, inspireret af en kær kat ved navn Rosa.

Nattehimmel

“Nattehimmel” er en dyb og mørk blå.

Kastanje

“Kastanje” er endnu en monokromatisk farve – varm rødlig-brun.

Lagune

En klar og lys turkisblå.

Rådhusvin

“Rådhusvin er en form for gradient, med 4 farver adskilt af sort. Dette giver spændende og lidt afdæmpede farver i overgangene.

Lathyrus

Til “Lathyrus” har jeg fundet farver i – ja – lathyrusblomsten. Det er en såkaldt random farveholdning, hvor farverne er placeret lidt tilfældigt.

Dette var seneste nyt fra Mikrofarveriet.
Der er mere end 180 forskellige farveholdninger i mit opskrifts-kartotek, og alle kan bestilles på den fiber (eller det garn) man ønsker – forudsat at jeg har det på lager, naturligvis.
Gå på opdagelse i mine farver her ..

Lad mig til slut råbe lidt højt for FiberFolk-messen i Aalborg, hvor Thomas og jeg vil være at finde med en stand. Denne garn- og fiberfest er med “small makers”, dvs. hovedsaligt med standeholdere, der enten farver, spinder, designer selv, eller på anden vis skaber skønne ting til vores hobby.
FiberFolk er søndag d. 3. november fra kl 10 til 16 og er bestemt et besøg værd!
Det var alt for denne gang!
Ha’ en dejlig efterårs-weekend.

Mvh Birthe P, Garngalleriet Mikrofarveri

Udgivet i 2 kommentarer

Oktober-farven på fibre

Jeg er sent ude med præsentationen af oktober måneds farve på spindefibre (uldhjul og luksusblends) denne gang. Det skyldes, at den først skulle vises til Spindeforeninges årlige spindeweekend, og så vises i “Fibre i Farver” i dag .. Desværre er jeg blevet syg med feber, hoste og hele balladen, så FiF er udsat til om en uge.
Alligevel vil jeg gerne nu vise farven her på bloggen:

Farvens navn er “VIBORG”.
Det er en classic med 6 farver: 2 røde, 2 blå, en grøn og en rav-farvet.
“Viborg” er i webshoppen nu, og hvis man anvender rabatkoden
VIBORG10
ved betaling får man 10%’s rabat på normalprisen, der er kr. 220,-. Koden gælder oktober måned ud, også på bestillinger af månedens farve.

Thomas’ spinde-/strikkeprøve, som viser farvefordelingen virkelig fint, kommer her:

Nu vil jeg krybe tilbage under tæpperne, bevæbnet med varm te og snotpapir .. Håber at være frisk til butikspasning i morgen og ugen ud, og ikke mindst til Strikkecafé – Strik-In – på lørdag.

Tak for at læse med og pas godt på jer selv derude! 😉
Kh Birthe

Udgivet i Skriv en kommentar

Stadig Fødselsdags-rabat – og ditto KAL

De 30%’s rabat gælder til og med søndag d. 29/9, og rabatkoden til webshoppen er:
SEPT24HURRA

Rabatten gælder på det meste i butikken/webshoppen, bortset fra spinderokke og grej fra Majacraft, de smukt drejede håndtene fra Peter, bøger, opskrifter, kurser samt varer, der i forvejen er nedsat.
Allerede nu vil jeg sige stort TAK til alle, der har benyttet sig af det gode tilbud, og også kæmpe TAK for de mange fødselsdagshilsner og gode ønsker jeg har fået i anledning af min 60-års fødselsdag.

Knit-Along

I lørdags blev Meretes ( @meretekdesign ) striksammen / knit-along skudt i gang! Vi strikker Meretes flotte design “Flowers Leaves Vest” (FLV), et lunt stykke tøj til at bære over en sweater, bluse eller kjole. FLV har fantastiske puf-ærmer, perlestrikket bærestykke og nedadtil er det 2-farvet patent.
Jeg strikker på pind 7. Garnet er faktisk 2 tråde holdt sammen: 1 tråd Noro Malvinas og 1 tråd Noro Silk Garden Sock, men jeg har valgt at tvinde de to garner sammen – ret oplagt når det nu er entrådede garner og man har en rok 😉

Og nu er selve strikningen i gang. Så småt. I hvert fald har jeg strikket halskanten – i rødt – og lige netop begyndt på bærestykke/puf-ærmer i det grønne garn.

Har du lyst til at strikke med, så kontakt Merete på Instagram. Der er ingen bagkant på KAL’en, og der er fuld support i Meretes IG-chatgruppe, oprettet til formålet.

Næste fredag slipper du for en nyheds-blog herfra .. Da kører Thomas og jeg nemlig til årets Spindeweekend og graver os ned i et par dages spinderi, snak og latter – og en hel masse uld og garn! Et skønt og helt igennem nørdet træf for Spindeforeningen! Vi glæder os rigtig meget 🙂

Til slut vil jeg lige vise min færdige Framed Fiesta – “Framed” af Andrea Mowry. Den var dejlig at strikke og jeg er vild med farverne og at have den på!

Tak for at læse med!
Husk Fibre i Farver #170 på tirsdag kl 11 på YouTube.
Mange hilsner, happy crafting og god weekend,
Birthe

Udgivet i Skriv en kommentar

Fødselsdags-rabat!!

Butikken her på Bredgade 43 i Brædstrup fylder snart 3 år, og om ganske få dage runder jeg de 60 .. Det skal da fejres!!

I hele uge 39 – dvs. fra mandag d. 23/9 til og med søndag d. 29/9 – gælder denne rabatkode i webshoppen:
SEPT24HURRA

Rabatten på 30 % gives på de fleste af varerne i både butik og webshop: garn, fibre, strikkepinde og grej – men dog ikke på Majacraft rokke og grej, Peters hånddrejede håndtene, håndspundet garn, bøger og opskrifter, kurser – samt varer, der i forvejen er nedsat / på udsalg.
Koden er som sagt gyldig hele ugen, og kan bruges 1 gang pr. kunde i webshoppen. Skriv den ved udtjekning i kassen.
Der tages forbehold for udsolgte varer, da jeg opdaterer webshoppen manuelt.

I den fysiske butik er rabatten også gældende ugen igennem – der er åbent onsdag, torsdag og fredag fra kl 10 til 17 samt lørdag fra 10 til 13.
Så velkommen her – kom og gør en god handel 🙂

På grund af min fødselsdagsfejring holder jeg lukket i butikken lørdag i denne uge, d. 21. september.

Meretes Fødselsdags-Knit-along

På lørdag, når gæsterne er gået, smækker jeg benene op og slår op til “Flowers Leaves Vest”, en helt vidunderlig vest / slipover i kraftigt garn. Designeren, Merete fra MereteKdesign, er også fødselar – stort tillykke! 🙂

“Flowers Leaves Vest” er fin som en slags dejligt lunt overtøj, ovenpå en bluse, sweater eller kjole. Den kan strikkes i mange forskellige slags uldgarn, men det er vigtigt at det strikkede har en vist fasthed og struktur, så de flotte ærmer holder deres facon og “puf”.
Den strikkes oppefra og ned. Efter den dobbelte halskant strikkes bærestykket i perlestrik, plus ærmerne samtidigt. Nedadtil strikkes med 2 farver garn i 2-farvet patent. Patent-delene strikkes sammen ved hjælp af paneler i siden.
Opskriften kan findes på Ravelry: Flowers Leaves Vest, og selvom man ikke behøver at betale noget for den vil jeg nu opfordre til at gøre det alligevel, for at støtte designeren (Merete) og det store arbejde det er at skrive en opskrift / strikkevejledning.
Opskriften giver rigtig fine anvisninger på hvordan man tilpasser modellen til sin egen størrelse, og naturligvis er der også vejledning i garnvalg. I det hele taget er det en virkelig god og gennemarbejdet opskrift – til og med på dansk.

Merete har lavet en Instagram chatgruppe, som man er velkommen til at deltage i. Link til Meretes IG-profil her.

Og – ups! Nyt projekt ..

Jeg kunne pludselig ikke styre min opslagnings-syge mere. Det smukke garn, Dyed in The Wool, fv. “Robin’s Egg” fra Spincycle Yarns, og mit eget håndfarvede Merino/silke i fv. “Creme” lå der på hylden og fristede, så for et par dage siden begyndte jeg på “Alpine Bloom”, en smuk bluse med mønstret bærestykke, designet af Caitlin Hunter.

Kun halskanten er strikket indtil videre. Det bliver fint! 🙂

Husk, at der er strikke-spinde-farve-podcast på YouTube (så godt som) hver tirsdag kl 11 .. Næste afsnit er nr. 169 og linket til live-podcasten “Fibre i Farver”, d. 24/9 kl 11, kommer her:


TAK for at læse med her på nyheds-bloggen, og husk nu at få anvendt rabatkoden SEPT24HURRA i webshoppen .. 🙂
Kærligst,
Birthe P

Udgivet i Skriv en kommentar

Kobberpinde fra LYKKE Crafts

NYHED på pindefronten!

Endelig er der kommet faste rundpinde i de flotte kobber-pinde – Cypra – fra LYKKE Crafts. Det er snart længe siden jeg begyndte at føre Cypra pindespidser (udskiftelige pindespidser) og de fine pinde-sæt, både de lange og korte spidser. – De faste rundpinde har dog ladet vente på sig, og de har været savnet – men nu er de her!

Jeg er derfor glad for nu at kunne tilbyde Cypra kobberrundpinde i 40 og 80 cm.
40 cm-pindene findes i 15 tykkelser, fra 2 mm til 9 mm, og 80’erne i 18 tykkelser, fra 2 til 12 mm. I intervallet 2 mm – 3,75 mm er der desuden kvarte numre.

“Hvorfor nu kobber?”, spørger nogen nok ..
Jo, for det første er kobber behageligt for hænderne (bruges ofte som smertelindrende materiale i f.eks kobberarmbånd eller handsker med kobbertråde) og jeg har ladet mig fortælle at materialet har en anti-bakteriel effekt.
For det andet er det både et stærkt og virkelig smukt materiale! Med tiden får metallet en naturlig patina, dvs. at det bliver lidt mørkere efterhånden. Hvis det lyse, blanke look foretrækkes kan pindene nemt poleres op, men man kan også vælge at lade dem oxidere / irre, hvorved de får et rustikt, let grønligt skær.
Som på alle pindene fra LYKKE er der 5 års garanti mod fabrikationsfejl.

Find Cypra-rundpindene her i webshoppen:
LYKKE Cypra rundpinde 40 cm
LYKKE Cypra rundpinde 80 cm

Aktuel UFO

Stort TAK til jer, der stemte på en af de tre hengemte strikkeprojekter, som jeg præsenterede i Fibre i Farver i sidste uge. I er bare gode!
Og I afgjorde (med et snævert flertal) at jeg skal se at blive færdig med “Malus”.

“Malus” er eget design, et modulstrik-projekt, og med tiden skal det blive til en sweater/tunika. Jeg har strikket bærestykket med de rødlige dominotern samt det meste af bagstykket, i paneler.
Alt garnet er håndspundet, Bluefaced Leicester-uld i farven “Discovery”, som jeg har opdelt i tre farvegrupper: rødligt til dominotern, gulligt/grønt/rosa til panelerne og gråligt/beige, måske til ærmerne.
Planen er ikke helt på plads endnu, og det var vel også derfor jeg gik død i strikningen dengang for 3 år siden ..
Alt garnet er ikke spundet, så det er der jeg har min gen-start. Det foregår på håndten, og garnet er 1-trådet. Mon jeg kan finde ud af at ramme samme tykkelse som dengang??
Der er kun en ting at gøre her: Sæt i gang, Birthe!

Eldrigde

Her på falderebet vil jeg lige vise et færdigt projekt, nemlig sommerblusen “Eldrigde”, designet af Annabelle Speer.

Jeg har strikket blusen i Noro Silk Garden Sock Solo Tweed, farve T12. Det er en enkel konstruktion og en nem bluse at strikke, og det fine snoningspanel midt for giver lige lidt ekstra! Jeg er meget tilfreds! Forbruget til størrelse small var ca. 225 gram.
Opskriften (der er på engelsk) kan købes på Ravelry, men køber man garn til den hos Garngalleriet får man opskriften med gratis.

Det var alt for denne gang! TAK for at læse med 🙂
OBS! Strik-In i morgen er desværre aflyst – næste gang bliver d. 12/10.

Udgivet i Skriv en kommentar

Argiope

En UFO mindre ..

Dette strikkeprojekt begyndte med at jeg en dag opdagede at der sad en flot, gul/hvid/sort-stribet edderkop på muren. Jeg tog straks et billede, googlede og fandt ud af at det var en hvepseedderkop, Argiope bruennichi.

Sådan en smuk skabning syntes jeg var et oplagt inspirationsemne til noget mønsterstrik, så jeg gik i gang med at tegne mønstre og finde farver fra Jamieson & Smiths store farvepalette i 2ply Jumper Weight-garn.
Derpå lavede jeg en strikkeprøve.

Strikkeprøven til cardiganen “Argiope”

Et par små-justeringer i mønstrene, nogle beregninger og en overordnet plan kom hurtigt på plads, og snart var jeg i gang med strikningen. Jeg strikkede nedefra, begyndende med en ensfarvet ombukningskant strikket frem og tilbage, inden selve den rundstrikkede og meget mønstrede bul med opklipningsmasker midt for tog over.
Da jeg var midt i det store edderkoppemønster gik jeg desværre kold i projektet. Jeg tror, at det skete fordi jeg kom i tvivl om hvordan jeg skulle fortsætte mønstringen efter det store motiv.
Alt dette er omkring fire år siden. “Argiope” blev gemt og glemt i en strikkepose, degraderet til en UFO ..

For et par måneder siden tog jeg så fat i “Argiope”-projektet igen. Med stor støtte, hep og opmuntring fra mine følgere/seere på YouTube-podcasten “Fibre i Farver” og på de forskellige sociale medier er jeg nu endelig kommet i mål med dette UFO-projekt!
Og jeg kunne ikke være mere tilfreds. Denne cardigan er blevet nøjagtig som jeg havde håbet og forestillet mig dengang jeg begyndte på den for så længe siden. “Problemet” med mønstervalget ovenfor det store edderkoppemotiv blev løst uden besvær og tvivl i mit sind – og nu er den færdig, klar til snart koldere dage ..

Som det er nu, er der ingen lukketøj i cardi’en, og det tror jeg heller ikke at jeg har brug for. Måske finder jeg en nål af en slags til at lukke den med fortil, men faktisk sidder den rigtig fint med kanterne pænt ned midt for, uden at “flappe” eller hænge ned. Eventuelt kunne jeg sætte hægter i, eller en lynlås.
Tilbage står nu at skrive en opskrift. Tegne diagrammer op. Beregne flere størrelser og udregne garnforbrug til disse. Lave en klar og tydelig strikke-beskrivelse. Sætte det hele pænt op med billeder. Og opskriften skal nok komme – det tager bare tid.

Næste UFO svæver i horisonten ..

Der er faktisk hele tre U-Færdige Projekter på banen. I tirsdags, i Fibre i Farver #167, viste jeg de tre frem og bad om hjælp til at vælge hvilken af dem jeg nu skal fokusere på.
UFO-kandidaterne kommer her ..

A: “Meleret Magi” (Stephen Wests “Marled Magic“):
Dette projekt har godt to år på bagen. Det er et restegarnsprojekt, hvor man holder to tråde sammen hele tiden for at skabe den melerede effekt. Jeg har valgt et hav af garner i forskellige kvaliteter, og farverne er mest holdt i det grønne, blå, rosa, pink og lilla.
Jeg er godt halvvejs med dette strikketøj, og kunne vældig godt tænke mig at få det færdigt snart, så jeg kan hygge mig i denne lune kæmpe-cardigan til vinter 🙂

B: “Kursus-cardi”
Her er der også tale om et restegarnsprojekt, men denne gang er det eget design. Cardigan’en strikkes oppefra og ned med rundt bærestykke, og jeg bruger alskens rester, mest håndspundne, samt små prøvespindinger fra mine kursus-forberedelser. Heraf navnet.
Jeg er ikke nået særlig langt på den, her halvandet år efter opslagning, og jeg tror egentlig bare at den er blevet overhalet af andre projekter .. Jeg er fortsat glad for strikketøjet og tror det bliver en virkelig skøn trøje!

C: “Malus”
Igen eget design. Garnet til “Malus” er håndspundet 1-trådet Bluefaced Leicester-uld i farven “Discovery”. I spindingen har jeg opdelt farverne til de enkelte dele af sweateren, der opbygges af moduler (firkanter og paneler). Røde nuancer til bærestykkets dominofirkanter. Gullig/grønne/rosa farver til kroppens paneler. Jeg husker, at jeg til ærmerne har tænkt på at spinde noget sandfarvet/beige – men det er endnu ikke sket ..
Jeg påbegyndte “Malus” for mere end tre år siden – så det er min ældste UFO nu, hvor “Argiope” er færdig.

Jeg har bedt mine følgere på Instagram, FaceBook og YouTube om at afgive deres stemme. Hvilket projekt skal være færdigt snart?
Giv gerne dit besyv med ved at skrive en lille kommentar – på forhånd tak! 🙂 Resultatet af denne lille afstemning offentliggør jeg i næste “Fibre i Farver”-podcast (10/9 kl 11). Jeg bliver lige henrykt uanset hvilke UFO der får flest stemmer – glæder mig bare over jeres engagement – og til at komme videre.

TAK for at læse med her på min nyhedsblog.
Nyd den skønne, sommerlige september – perfekt vejr til at hygge med håndarbejdet i det fri 🙂

Kærligst,
Birthe

Udgivet i Skriv en kommentar

Septembers farveholdning

Stillits

Til septembers farveholdning på spindefibre (og garn, hvis nogen ønsker det) har jeg taget udgangspunkt i et foto af den smukke, farvestærke fugl med det sjove navn, som staves ens både forfra og bagfra ..
“Stillits”-farven er i den kategori jeg kalder “classic”, hvilket betyder at der er 8 forskellige farver/nuancer, der gentages et antal gange i uldhjulets/fiberbåndets forløb. Hver farve fylder ca. 10 – 15 cm på fiberbåndet, så det er relativt korte forløb. Dette giver masser af interessante farveovergange, der først rigtigt viser sig under spindingen.

Jeg har farvet “Stillits” på en del forskellige uldtyper, og på to forskellige luksusblends.

Indtil udgangen af september er der en rabatkode på fri fod .. Den giver 10%’s rabat på både Stillits-uldhjul og Stillits Lux. Brug koden som den står her, uden mellemrum og med store bogstaver, ved betaling i webshoppen:
STIL10

Jeg farver gerne “Stillits” – eller en hvilken som helst anden af mine mange farver – op på lige nøjagtig den fiber der ønskes, forudsat at jeg har den på lager, naturligvis .. Bare send mig en forespørgsel, så finder vi ud af det.

Thomas’ spindeprøve.

Det bliver et relativt kort nyheds-indlæg i denne uge, men jeg kan da glædestrålende fortælle, at jeg i aftes lukkede sidste maske af på min mønstrede cardigan, “Argiope”. Det gør den jo på ingen måde færdig, da der er en del kanter, der skal syes til, samt opklipningskanter der skal trimmes og også syes ned. Ender skal hæftes, eller blot klippes til, og til slut skal cardi’en vaskes og tilpasses (i rette mål) på mit jumper board, hvor den skal tørre og blive glat og fin.
Jeg håber at kunne vise den i al sin færdig-hed i “Fibre i Farver #166” på tirsdag .. Samtidig vil jeg præsentere tre UFO-strikketøjer, som jeg vil bede jer derude om at hjælpe mig med at vælge imellem. Glæder mig!

TAK for at læse med!
Jeg ønsker jer en rigtig dejlig sensommerweekend, med skønt vejr, hygge og håndarbejde 🙂
Kærligst, Birthe

Udgivet i Skriv en kommentar

Meretes fødselsdags-KAL

Flowers Leaves Vest

Strikkedesigner Merete K ( @meretekdesign på Instagram ) slår op til den flotte “Flowers Leaves Vest” på sin fødselsdag, d. 21. september, og har indbudt alle der har lyst til at være med!
Jeg har i den grad lyst til at fejre fødselsdag med Merete, og udover at være deltager i KAL’en har jeg også fået lov til at foreslå en række garn- og farvekombinationer her fra min butik.
Men se lige først lidt på modellen. Merete har strikket den i flere fine versioner – her kommer et par stykker:

Opskriften kan downloades på Ravelry: Flowers Leaves Vest.

Der strikkes på pind 7 mm (eller den pind man nu skal bruge til den givne strikkefasthed), så det er et tidsmæssigt overkommeligt projekt. Det er oppefra-og-ned, først med en dobbelt halskant, derpå det perlestrikkede bærestykke samt pufærmerne. Nederst er det 2-farvet patent.
Som det ses, har Merete eksperimenteret med forskellige garnkvaliteter, og denne garn-leg fortsætter vi i fællesskab. Vi stak hovederne sammen her i butikken forleden og fandt frem til en hel masse smukke farvekombinationer i Noros lækre garnkvaliteter.

Opskriften angiver 2 størrelses-muligheder (med rigtig fin vejledning til modificering af størrelsen undervejs), baseret på strikkefasthed/pindetykkelse. Således er der en version, hvor der bruges pind 8 mm og 11 masker pr. 10 cm, og en anden, hvor der bruges pind 7 mm og 12 masker pr. 10 cm. Garntykkelsen til de to udgaver er lidt forskellige.
De 10 garn- og farveforslag, som kommer herunder er baseret på udgaven med pind 7 mm og 12 masker.

Noro altsammen, men forskellige kvaliteter, forskellige tykkelser ..
Der skal strikkes med 2 tråde sammen: en tynd i DK-tykkelse (Noro Silk Garden Sock) og en tyk i worsted-tykkelse (Noro Malvinas, Kureyon, Madara, Viola eller Haunui).
Der skal beregnes ca 600 meter af hver tykkelse, hvilket vil sige f.eks 2 ngl. Malvinas (150 gram / 300 meter pr. nøgle) + 2 nøgler Silk Garden Sock (100 gram / 300 meter pr. nøgle).
Dette skrives dog med et vist forbehold, da garnforbruget naturligvis afhænger af størrelsen på det strikkede.

Til min udgave af “Flowers Leaves Vest” har jeg valgt at bruge Malvinas farve 8 og 23 som det tykke garn, og 2 nøgler Silk Garden Sock farve S84 som det tynde.
Det tynde garn (Silk Garden Sock) er gennemgående. Det grønne Malvinas-garn skal bruges sammen med SGS-garnet til bærestykke, puf-ærmer og “baggrundsfarve” i den 2-farvede patent nedadtil. Det røde Malvinas skal bruges (også sammen med SGS-garnet) til halskanten og til “forgrundsfarve” i patentstykket.
De 2 tråde kan sagtens blot ligge side om side under strikkearbejdet, men jeg har valgt at tvinde dem sammen på forhånd.

At Noro-garnerne er 1-trådede gør dette valg oplagt! Det er selvfølgelig lidt ekstra arbejde, men faktisk tager det ikke ret lang tid at tvinde de relativt tykke tråde sammen på rokken .. Det tvundne garn vil så lette strikningen en smule, da der ikke er så mange nøgler garn at holde styr på.
Det ændrer også udseendet på det strikkede lidt. For at få et indtryk af hvordan det tvundne garn tager sig ud i forhold til 2 tråde, der blot strikkes sammen, kan jeg henvise til Meretes podcast fra torsdag d. 22/8. Her viser hun, ca. 14 minutter inde i videoen, en strikkeprøve der tydeligt viser forskellen.

Hvad man vælger at strikke med, er helt op til en selv. Det kan naturligvis også være helt andre garner end de her viste, måske endda noget håndspundet, eller restegarner bundet sammen i magiske nøgler.
Det vigtigste er, at strikkefastheden passer, og at det strikkede ikke er for “slasket” og blødt. Der skal være en vis substans i strikstoffet for at give ærmerne deres flotte puf!

Jeg glæder mig meget til at slå op til denne vest, som jeg på min Ravelry-projektside har døbt “Birthday Flowers”. For udover at fejre Meretes fødselsdag med denne samstrik kan jeg også fejre min egen ..

Billedet her er fra vores fantastiske farveleg. Det var faktisk svært at stoppe ..

TAK for læsning af min nyhedsblog og god strikkelyst!
Mvh Birthe P

Udgivet i 2 kommentarer

Håndtene med mere ..

Hånddrejede super-spindere

En ny portion af Peters smukke og yderst velfungerende håndtene er blevet leveret til butikken.

Alle tenene er fremstillet af lokalt “høstet” birketræ, alle er tophængte og alle er afprøvet for funktion af Elisabeth – og godkendt.
Tenene er dog alligevel allesammen forskellige. Der er lidt forskel på tenvægtens udformning, der er variationer i aftegningerne og farverne i træets overflade, og der er naturligvis forskel på vægten. Den letteste i flokken vejer 18 gram og den tungeste 38 gram.
Generelt kan man sige, at jo lettere håndtenen er, desto bedre er den som redskab til at spinde fine fibre, tyndt. Og modsat: de tungere håndtene er gode til når man ønsker at spinde en lidt tykkere tråd, hvis ulden er knap så finfibret, eller når man vil tvinde.
Men alle spindere er forskellige, og hvad der virker for mig (og Elisabeth) virker måske ikke for en anden spinder. Så hvis der er mulighed for det vil det være en god idé at afprøve forskellige håndtene inden køb. De er alle i butikken, så vær velkommen til at komme på afprøvnings-besøg 🙂
Håndtenene er naturligvis lagt i webshoppen også.

Jeg test-spinder selv en af dem lige nu. Det er en eminent hurtig og stabil lille spinder på 24 gram. Fibrene jeg spinder er også en afprøvning, nemlig en stump håndfarvet shetlandsuld fra en måske kommende leverandør ..

Både håndten og shetlandsuld er godkendt herfra!

Webshop-opdatering

I denne uge har jeg lavet følgende farveholdninger og lagt i shoppen: Fiskerihavn, Linum, Onkel Kurt og Firenze By Night.

De kan naturligvis alle findes i webshoppen. Fibrene ligger under “Håndfarvede fibre” i hhv. “Uldhjul” og “Luksus blends“.
Garnerne findes her:
Suave 400 – Linum
Paseo Sock – Fiskerihavn

Framed Fiesta

Uh, hvor jeg hygger mig med mit nye strikketøj! “Framed”, en sweater designet af Andrea Mowry, er nu under konstruktion på mine LYKKE-pinde, og jeg er virkelig positivt overrasket over hvordan det tager sig ud, her hvor jeg har strikket første mønsterrapport af stjernemønsteret.

Jeg havde virkelig mine tvivl angående kontrast .. Om mønsteret ville stå tydeligt nok frem i det håndspundne “Fiesta”-garn sammen med “Sailor”-farven, den mørke blå. Men det synes jeg det gør. Jeg har strikket første række stjerner med det mørkeste af de håndspundne fed, og allerede i næste række træder mønsteret fint og klart frem. Så jeg er foreløbig meget tilfreds med dette projekt.
Desuden er det bare såååå blødt!! Det håndspundne garn “Firenze Fiesta” består af Polwarth-uld, rosenfibre og cashmere, og de to andre er af det blødeste Falklandsmerino.
Jeg har ikke glemt min UFO, “Argiope” .. den får opmærksomhed, og det går fremad, stille og roligt. Den kommer der en update på i næste nyhedsblog.
Se også med i YouTube-podcasten “Fibre i Farver”, hvor jeg viser projekter, farvninger og andet frem. Den sendes som udgangspunkt hver tirsdag kl 11 – men kan naturligvis ses på et andet tidspunkt. Der er link til min playliste “Fibre i Farver” her.

Strik-In

Det er stadig sommer, ja, men her i august er den månedlige strikkecafé i Garngalleriet i Brædstrup genoptaget efter sommerpausen. I lørdags mødtes en hyggelig flok strikkere her med mig, og som sædvanligt var det super-inspirerende at få lov til at se (og mærke på) de forskellige projekter, færdige og igangværende, gæsterne havde med.

Næste gang er d. 14. september, og alle er velkomne, uanset “strikkeniveau”. Der er ingen købetvang. Strikkecaféen er fra kl 13 til ca. 17 og deltagelse koster kr. 50,- til kaffekassen.
Tilmelding til mig på en besked af en eller anden slags; dette af hensyn til pladsen og forplejningen (tjek lige kagen på et af billederne, nederst i højre hjørne – mums! Den er ovre fra vores fantastiske bager, Huusom’s).

Det var alt fra denne gang! TAK fordi du læste med. Hvis du ikke allerede har gjort det, så vil jeg opfordre til at du tilmelder din e-mailadresse til bloggen, så får du hvert nyt indlæg direkte tilsendt på email. Og jeg lover, at jeg ikke misbruger din adresse eller spammer en hel masse – maks. en gang om ugen .. 😉

Hygge til alle, og god weekend!
Kærligst, Birthe