Udgivet i Skriv en kommentar

Kompis Spinderen

Peter har gjort det igen: hånddrejet en samling håndtene, der ikke blot er smukke at se på og dejlige at røre ved, men også er tip-top i orden rent funktionelt. Alle tenene er fremstillet af håndskåret og/eller genanvendt træ, og i denne portion er der lavet små spinde-skønheder af mahogni, blommetræ og mirabelle. De fleste har skafter af birketræ, men der er også nogle med mahogniskafter.
Alle håndtenene er vurderet, testet og godkendt af Elisabeth, der er en kvalitetsbevidst spinder med stor erfaring.

Med denne samling er der også kommet et navn til tenene, nemlig Kompis Spinderen

Alle Kompis Spinderne er forskellige, unikke. Ikke blot er der brugt de forskellige nævnte træsorter; de har også hver især lidt forskellig udformning af tenvægten og naturligvis har de forskellig vægt.
Faktisk varierer vægten fra 15 gram til over 50 gram, hvilket giver mulighed for af vælge en håndten, der passer perfekt til den slags garn, man gerne vil spinde.

Kompis Spinderne er nu at finde i webshoppen.
Hvis man kommer en tur til butikken på Bredgade 43 i Brædstrup kan man prøvespinde nogle forskellige inden tenen vælges, hvilket jeg klart vil anbefale 🙂
Her kommer lige et par billeder af nogle af skønhederne – der er flere at se i webshoppen ..

Jeg har valgt en Kompis til mig selv. Den vejer 22 gram og er med tenvægt af mirabelletræ og skaftet er birk. Den spinder aldeles fantastisk!

Det var nyhederne for denne gang.
Se alle håndtenene live tirsdag d. 25. i afsnit #190 af Fibre i Farver. Det er kl 11 på min YouTube-kanal.

Happy spinning!
Mvh Birthe P

Udgivet i Skriv en kommentar

Klubfarven maj ’19

De fleste fiberklub-medlemmer har efterhånden fået deres “Ørn”, så nu er det vist tid at vise billeder 🙂

Ørnen, der inspirerede mig ..

Det var de bløde brune, grønlig-grå og blålige toner i ørnebilledet, samt det markant gule næb, der fangede mig. Jeg besluttede at farve fibrene på en lidt “random” måde, så farverne kunne mikse lidt som det nu faldt sig, og jeg synes det lykkedes rigtig fint!

Til Fiberklub Uld valgte jeg shetlandsulden. Jeg har fået et parti af denne uld hjem direkte fra Shetland, og kvaliteten er uovertruffen! Blød og luftig, perfekt i strukturen og praktisk taget uden dødhår. Glæd jer til at spinde den!

Luksusfiber-klubben har fået “Ørn” på den lækre blanding Polwarth/silke, der er 75% hvid polwarth-uld og 25% morbærsilke. Blødt, blødt, blødt …

Både Thomas og jeg har været i gang med spinde- og strikkeprøver denne gang. Vi har begge brugt shetlandsulden.

Ulden forberedt til spinding, som tejer.
1-trådet “Ørne-garn” på naturens egen vindepind ..
Vores 2 strikkeprøver, 1-trådet retstrikket og 2-trådet glatstrikket.

“Ørn” er 2. sending (ud af 3) til Fiberklubberne 2. kvartal. Hvis du har fået lyst til at være “Clubbie” i næste kvartal (juli – august – september) er der stadig ledige pladser, både i Uld- og Luksusklubben. Se mere om klubberne her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Håndspinding

Jeg er ret vild med at spinde på håndten. Jeg er også vild med at spinde på rok, men jeg tror nu nok, at det er håndtenen, der står mit hjerte nærmest som spindeværktøj.
Der er noget meget oprindeligt over håndtensspinding. Enkelhed. Historie. Tanker om, at håndtenen er et af menneskehedens allertidligste værktøjer, og at alt tekstil, indtil vingerokken kom til i senmiddelalderen, rent faktisk blev fremstillet med en simpel håndten: en pind med en vægt i den ene ende.
Og jeg gør det stadig på samme måde som de gjorde i stenalderen. Det er en lidt magisk beskæftigelse: at forvandle uld til garn, blot ved hjælp af en bette snurretop.

I disse dage spinder jeg en portion “uld-ruller” som jeg har blandet på en karteplade (blending board). Jeg har mikset mange forskellige fibre og farver, og lidt glimmer er der også i. Tenen er en Bosworth Midi med en tenvægt af rød cedertræ. (Love it!)

spindefiberrullerUldrullerne er skønne at spinde! De er nemme at håndtere og fibrene trækkes let og elegant ud fra enden. Det er, selv efter 20 års erfaring som håndtensspinder, utroligt  fascinerende .. 🙂

Hvis du har lyst til at lære at spinde, enten på håndten eller rok, har jeg et begynderkursus d. 23/3 – 2019. Læs mere om dette kursus og mine øvrige workshops her.

Nu videre med spindingen 🙂