Udgivet i Skriv en kommentar

Sweater Weather!

I dag er sommerens sidste dag. September rammer os i morgen, med alt godt fra haven (bl.a æbler i massevis), skovbunden (svampe) og også typisk al slags vejr, både den gnistrende blå septemberhimmel og den ruskende regn. Det er tid til at forberede sig på lavere temperaturer og finde efterårs-trøjerne frem fra gemmerne.
I Garngalleriet efterspørger mange af kunderne nu de lidt tykkere uldgarner til efterårets projekter, og i det hele taget kan jeg mærke på mig selv at lysten til strik, varm suppe, ovnbagte rodfrugter samt hyggelig ild i brændeovnen stiger!

Temperatur-KAL

For en måned siden satte jeg gang i en Knit-Along, en samstrik, hvor temaet er temperaturstrik. Nærmere fortalt strikning af en valgfri model fra min bog “Temperaturstrik”, der udkom for et par måneder siden.
Der strikkes på livet løs, og blandt modellerne er det de to tæpper: Kvadrat-tæppet og Hexa-tæppet, Blæst-vesten, April Tempertur Tee og Uge-huen, der er valgt af samstrik-deltagerne.
Uge-huen, som jeg også selv har strikket her under KAL’en, er der blevet færdiggjort et par stykker af. De øvrige projekter er i fuld gang, og de kan følges i min gruppe på Ravelry, hvor jeg har en tråd med Temperatur-KAL’en. Tjek det ud – og deltag gerne, det er bestemt ikke for sent!
Her ses et par af Uge-huerne ..

Nyt garn fra Malabrigo

“Torzal”, hedder det nye garn.
Det har et håndspundet look, idet det er tvundet af to i forvejen håndfarvede tråde. Normalt farver Malabrigo-folkene deres garner efter tvindingen, men “Torzal” er en spændende undtagelse. Tvinding af farvede enkelttråde giver garnet et meleret udtryk, fordi farverne mikses; de to tråde har ikke samme farve, hvor de mødes i tvindingen. Det har de nok nogle steder, men mest er de forskellige.
Resultatet er et smukt, levende og interessant stykke strik – som sagt, næsten som at se noget håndspundet.

“Torzal” fra Malabrigo. Smukt meleret.

“Torzal” løber 146 meter på 50 gram, og er dermed kategoriseret som Sport- eller DK-weight. Malabrigo foreslår pindestørrelse fra 3,25 mm til 4,5 mm, meeeen .. jeg synes nu personligt, at det skal strikkes på max pind 3,5.
Fibrene er merinould, og det er superwash-behandlet.
Jeg har strikket en prøve. På pind 3,25, og den blev SÅ fin.

Garnet puffer noget op, når det bliver vasket, og overfladen er blød og blank. Et smukt garn, velegnet til beklædning til både børn og voksne, og det kan sagtens bæres direkte mod huden.
Jeg har tænkt over passende strikkeprojekter til det ..

Faktisk vil alt, hvad der bruges “Dyed in The Wool” fra Spincycles Yarns til, være fine bud på “Torzal”-projekter. De to garner ligner nemlig hinanden rigtig meget, både i tykkelse, struktur, fiberindhold og farveudtryk.

Der er indtil videre blot 5 farver på hylden af “Torzal”. Der har været rift om det hos min leverandør, nemlig ..

Garnet ligger i 50 grams bundter til en pris af kr. 125,- pr bundt. Find Torzal i webshoppen her!

Se “Fibre i Farver”!

“Fibre i Farver” er min podcast, som jeg sender på YouTube hver anden tirsdag kl 11, typisk som en live-podcast af varighed på omkring en times tid. Hos mig handler det om strik, spinding, farvning, garn, uld og alt andet håndarbejdsmæssigt, der måtte snige sig ind i mit kreative liv ..

Min kanal med FiF-podcasten og andet ..

Ud over Fibre i Farver (lad os blot forkorte det til FiF) har jeg lavet nogle kortere videoer med temaer som f.eks håndtensspinding, vores skov-projekt og et spindeprojekt (Ådal/Florida) med en særlig måde at organisere farverne på. Og disse små videoer kommer der flere af i fremtiden.
Der kommer også meget snart flere videoer til mine YouTube-kanalmedlemmer. Og hvad er så et “medlem” for noget? Jo, på YT kan man som bekendt abonnere på de kanaler, som man synes om. Det koster ingenting, er virkelig praktisk for abonnenten & meget vigtigt for den, der laver indhold til kanalen.
Så kan man også blive medlem af nogle kanaler, bl.a min. Jeg tilbyder 3 slags medlemskaber: Den ene, FiF-fan, er et støtte-medlemskab, hvor man som medlem betaler kr. 29,- pr. måned. Det næste niveau er også et støttemedlemskab, blot lidt dyrere og med lidt mere “fryns”: det hedder Super FiF-fan og koster kr 39,- pr. måned.
Det tredje niveau – som er nyt, eller rettere: genopstået – hedder “Spindecirkel Albatros” og koster kr. 49,- pr. måned. Her bliver man medlem af en virtuel spindeklub, hvor der er adgang til instruktionsvideoer, personlig spindeundervisning og workshops. Når der kommer folk nok til vil jeg lave online spindemøder, hvor vi kan spinde sammen samtidig med at jeg besvarer evt. spørgsmål, eller måske arbejder vi med et bestemt tema. Som sagt, dette niveau er nyt på YouTube, men der findes allerede en flok videoer fra tidligere, hvor jeg for ca. 4 år siden havde Albatros Spindecirklen kørende på Patreon. Kig på det, hvis det kunne have interesse 🙂

Spindecirkel Albatros-instruktionsvideoer

Jeg forklarer mere om det i næste udsendelse af FiF, #236 – det er d. 1. september kl 11, live. Husk, at alle afsnit kan findes på YouTube og ses når som helst man ønsker det.
Der vil jeg også fortælle om og vise et færdigt spindeprojekt, samt vise og tale kommende projekter, der ligesom de igangværende, hober sig op ..

Inden jeg afslutter dette nyhedsbrev, der vist allerede er blevet rigeligt langt, vil jeg lige minde om, at der om ganske få uger er STRIK BORNHOLM, hvor man vil kunne møde Thomas og mig i vores stand. Vi medbringer som sædvanligt et udvalg af både garner og spindefibre, spindegrej m.m. En kæmpe stak af “Temperaturstrik” kommer naturligvis med, og alle modellerne fra bogen.
STRIK BORNHOLM er d. 18 – 20. september i smukke Allinge. Vi glæder os! Læs mere her.

Men inden vi drager til Bornholm er der lige en omgang Strik-In i butikken i Brædstrup. Det er d. 10. september fra kl 13 – 17. Tilmelding er nødvendig (SMS, mail, tlf) af hensyn til indkøb, stole og plads i det hele taget ..
Håber vi ses!

Mange sensommer-snart-efterårs-hilsner,
Birthe P

Spindeprojekt “Ådal/Florida” i en tidligere fase ..