Hvor var der mange mennesker til Uldfestival i Saltum her i weekenden!
Især om lørdagen var teltene fyldt til bristepunktet af glade og interesserede – men også temmelig våde – uldfestivalgæster. Dette var i hvert fald udsigten fra min stand ved middagstid.
Dog blev det ud på eftermiddagen så rå-koldt at det nok trak lidt mere i folk at komme hjem til en varm kop kaffe, for efter kl 15 var der ganske fredeligt. Og ret så fodkoldt ..
Jette og jeg passede jo GarnGalleri-boden, og vi havde nok at se til! Inden det hele gik løs nåede jeg lige at knipse et par billeder, både af GarnGalleri-standen og af vores dejlige naboer, Spindeforeningens stand.
Ovre hos Spindeforeningen var der gang i den! Der var rigtig mange der gerne ville prøve håndspindingens kunst, og de fik sig en god, ulden snak med de glade spindepiger. Det bliver spændende at se om weekenden kommer til at resultere i medlems-boom til Verdens Bedste Spindeforening 🙂
Noget af det bedste ved at være ude til sådanne arrangementer er jo at man kommer til at møde fjern-kunderne. De håndarbejdsinteresserede der bor langt væk og som får sendt deres garn og fibre med posten har jeg så mulighed for at få sat ansigt på og få en rigtig snak med. Det er rigtig dejligt, selvom der dog ikke er særlig meget tid til at snakke med den enkelte. Der er jo gang i den!
Særlig skønt er det, når man pludselig ser sine egne farver i en smuk kreation. Som f.eks da Margaretha kom og viste mig sin håndspundne neverkont-sweater af fibre i farveholdningen “November”. Hun sagde ja til at blive fotograferet i sin smukke sweater, og nu kommer hun altså også på bloggen!
Efter lukketid holdt Jette og jeg til på campingplads sammen med Spindeforeningens team. Vi hyggede sammen i en af hytterne, med fælles aftensmad og så lidt spind, strik og snak indtil vi alle – totalt udmattede – kapitulerede og gik tidligt til køjs. Det er hårdt at være udstationeret – men også super-sjovt.
Søndag var festivallen mere stille, sådan rent publikumsmæssigt. Der blev tid til at gå lidt på opdagelse i teltene og se på alle de spændende boder, og selvfølgelig kom der også en lille festival-goodie med mig hjem .. Der var mange fristelser, men denne Isagermodel var helt uimodståelig.
Kittet fandt jeg hos vores standnabo til den anden side, Charlotte Tøndering. Jeg mistænker Tøndering-teamet for at have hængt Patchwork-trøjen i mit synsfelt med vilje, for at lokke denne svage sjæl til at foretage et tilsyneladende absolut nødvendigt indkøb .. Jeg er glad for at jeg købte det! Jeg trænger nogle gange til at strikke noget jeg ikke selv har farvet, spundet og/eller designet. Og Isagers stilfulde designs har jeg været stor fan af fra tidernes morgen, så det er vist på tide jeg får mig en Isager-model at rende rundt i! 🙂
Nu til strikke-sofahjørnet!
