Jeg vil prøve at spinde Silk Carrier Rod-fibrene (der er ultra-korte) kartet sammen med uld. Min oprindelige plan var at forholdet skulle være 50/50, men i praksis viste det sig at det var nemmere at arbejde med en del mere uld end silkefibre. Jeg tror at forholdet nærmere er blevet 35/65.
I hvert fald vejede jeg 26 gram SCR-fibre af til at begynde med, og lige så meget hvid shetlandsuld. Hurtigt tog jeg dog omtrent en trejdedel mere shetland og kom i blandingen – ellers kunne jeg simpelthen ikke få de korte silkefibre til at blive på plads..
Jeg blandede først fibrene løseligt ved at lave sandwiches, med uld øverst og nederst, og de let tesede silkefibre i midten. Så kom hele molevitten igennem kartemaskinen.
Bats'ene blev delt på langs og blandet igen. I alt tre gange blev de kørt igennem kartemaskinen, og jeg endte op med 7 fine fluffy uld/silke-bats, klar til at spinde!
Nu er problemet så at jeg ikke lige kan finde flere tomme spoler til Ashford-rokken herhjemme.. Så enten må jeg gå i gang med at lede seriøst (= rydde op) efter de spoler som jeg *ved* ligger et eller andet sted, helt tomme og parate.. – eller jeg må spinde det igangværende projekt på rokken færdigt eller jeg må simpelthen tage det med op til Kromski'erne i butikken og altså vente til i morgen med at prøvespinde..
Hm. Jeg må vist i gang med lidt oprydning!
Det er absolut et MEGA-HIT at blande nogen lidt “umulige” fibre sammen med noget god, gedigen uld. Og kartemaskinen er altså bare som skabt til den slags projekter. Glæder mig til at se det færdige garn;-))
Knus Karin