Valkning og filtning, det er 2 forskellige ting: Valkning er når man vasker/behandler et stykke allerede vævet/strikket tekstil så at der sker en filtningsproces. Men når man arbejder på samme måde med uld, altså uldfibre som karteflor eller kæmmede bånd, ja så kalder man det at filte. Jeg har leget med begge dele i dag.
Fire valkeprøver ovenpå den endnu ubehandlede Ømark-kopi. De 2 øverste har været i maskinen ved hhv. 40 og 30 grader – og blev alt, alt for tætte. Jeg er jo ude efter en let valkning af stoffet. Prøven nederst til højre fik så en tur på uldvaskeprogram – men det gav for lidt. Den sidste prøve, længst til venstre, valkede jeg så med håndkraft. Den ønskede struktur opnåede jeg ved kun ganske lidt manipulation, som foregik i varmt sæbespånevand og lidt "kasteteknik" ned på bordet.
Men jeg har ikke rigtig haft mod på at tage mit store stofstykke under behandling endnu. I stedet for fandt jeg uld (brun bluefaced leicester-uld), mørkebrune alpaca-fibre, september-farvede silkehankies, rullemåtte og skolæster frem og gik i krig med at filte de støvler som jeg for meget længe siden lovede at lave til en af mine søde niecer.
Her står de til tørre, stadig med skolæsterne i. Jeg synes selv de er blevet kanon-fede – håber Mette synes det samme!
Birthe – jeg sad og tænkte på dig og dit stykke stof, da jeg cyklede på arbejde kl. 4.30 imorges;-) Var det ikke en ide at valke stoffet i en tørretumbler? Der kan du jo afbryde valkningen nårsomhelst og hele tiden tjekke status på stoffet undervejs. Det tror jeg i hvert fald, jeg ville vælge at gøre, når det sådan er et større stykke, der skal valkes.
Knus fra Karin