I år er World Wide Knit-in-Public Day (WWKIP) udvidet til en hel uge, startende med denne weekend. Da jeg i butikken jo plejer at holde strikke-cafe den anden lørdag i måneden passer det jo normalt også med WWKIP-dagen. så selvom vejret var køligt og ret blæsende, holdt vi traditonen tro strikkedag på Ry Havn i går, denne anden lørdag i juni. Selvom man skulle tro det var oktober..
En lille flok gæve strikkedamer havde trodset vejr og vind og holdt modigt ud hele dagen under halvtaget ved vores udmærkede havnekiosk.
Vi var vel omkring 10 – 12 stykker, alle passende påklædt og med varme drikke på termokanden.
Det regnede næsten ikke, og vi sad i læ. Når solen tittede frem kunne vi ligefrem få varmen lidt hvis vi placerede os taktisk på bænken..
Dorthe er i gang med at strikke en "Petrine" i en ny farveholdning som jeg kalder "Stjernenat". Farverne er plukket ud fra Van Goghs velkendte maleri af samme navn. Glæder mig til at se Dorthes "Petrine van Gogh" når den snart er helt færdig! Dorthe er en smart kvinde. Læg mærke til terningerne i midten af de to garnnøgler ude til venstre. Når de sidder der kan hun nemt se hvor mange omgang hun skal strikke af hver farve, uden at ty til blyant og notesblok. Og herunder fægter hun lidt med sine smarte garnspyd, der holder orden på farverækkefølgen. Knit with The Force, Dorthe.. (ja undskyld, men det giver mig associationer til den gode gamle Stjernekrigs-klassiker med de spyd..)
Havnestrik er også lig med en stor og lækker havneis!
Det er faktisk en slags tradition.. Stor skal isen være, også selvom det i virkeligheden er for koldt til at spise is. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget: der var ingen kø ved kiosken..
Ligeså er udlodningen af en lille gave blevet en slags tradition, og det er jo skønt at se begejstringen i den glade vinders ansigt: "Hurra! Garn!!"
Tak til jer der var friske på en kold og blæsende havnestrikke-dag og som holdt ud til langt hen på eftermiddagen. Dejligt med jeres glade smil og gode humør. Jeg syntes det var rigtig hyggeligt og havde en herlig dag!
Vi ses til WWKIP til næste år: Lørdag d. 11. juni 2011 på Havnen i Ry. – Det bliver godt vejr.
Sikke nogle skønne billeder og smukke omgivelser, måske man skulle på langfart næste år.
Åh, hvor ser det hyggeligt ud!
Hvor er det bare skønt med mennesker, der igen og igen og igen kan blive så jublende glade for garn.