“Vinterhimmel” har jeg farvet igen, selvom det er kort tid siden sidst. Der kom et par bestillinger, nemlig 🙂
Et par dage endnu, så er fibrene klar til at blive bundtet op enten i fletninger (100 grams luksusfibrene) eller i de store 200 grams “uldhjul” og blive sendt ud til et par dygtige spindere.

Hvilket får mig til at tænke på en ting: Jeg kunne godt tænke mig at vise nogle af de garner eller færdige projekter folk laver af mine farvede fibre. Så hvis du har et billede at noget du har lavet i “Vinterhimmel” eller en af mine andre farveholdninger og du ikke har noget imod at jeg viser det her på bloggen, så send det meget gerne til mig, og gerne med en kort beskrivelse.
Næste gang jeg farver bliver det “Lys Fjeld”. Det er en af mine mange monokromatiske (altså ikke multifarvede) farveholdninger, som jeg har en bestilling på. Se resten af mine farveholdninger under “Farvning”.
I dag står den (udover arbejde i Ønskegarn) på spinding af Maine Coon-katten Tigermis’s bløde grå uld. Jeg har kartet katteulden med hvid polwarth-uld, og er snart færdig med at spinde sidste portion/spole. Måske bliver jeg færdig med projektet i løbet af weekenden og kan få garnet sendt afsted til Tigermis’s menneske.