Udgivet i 4 kommentarer

Karte, spinde, farve..

Det er længe siden jeg har skrevet noget på bloggen. Det er fordi jeg har haft hænderne og hovedet begravet i mange forskellige gøremål, heldigvis rigtig spændende ting!
Pinsedag (ja, det er jo snart længe siden) var jeg til Fåre- og ulddag på Berit Killerics's Lystbækgård ved Ulfborg. Jeg mødtes der med Karin, og sammen skulle vi sidde og spinde Lystbækgårds dejlige spelsau-uld og samtidig gøre opmærksom på Spindeforeningen (som vores hjerter jo banker for!)
Lystbaekkarin
Her har vi Karin i fuld gang med at organisere vores lille "udstilling", der mest af alt bestod i eksempler på vores egen håndspundne garner og ting og sager vi havde strikket deraf. Plus reklamemateriale om Spindeforeningen og vores fine CD-håndtene, naturligvis!
Men vejret var jo pragtfuldt, så vi trak udenfor på gårdspladsen for at spinde. Der mødte vi en anden spinder, Hanne fra Højer, som nød den dejlige dag med sin flotte Ribe-rok.
Lystbaekhanne
Udover hunde/fåreopvisning, lækker øko-mad i caféen, diverse små workshops og den generelle bondegårdsstemning var der naturligvis også mulighed for at købe lidt ting og sager.. Jeg tog mig voldsomt sammen og nøjedes med at tage en enkelt lammeulds-ham med mig hjem. På kassen stod at det var rød/hvid spelsau-lammeuld, og den var lækker, blød og ganske rigtigt 2-farvet.Spelsauuld
Her har jeg vasket og farvesorteret ulden, og planen er at det skal blive til en sweater til min kære mand. Men allerførst skal det jo lige kartes, og det foregår på min kartemaskine:

Spelsaukartes
Her er det første gennemgang. Jeg karter ulden to gange – så bliver fibrene så tilpas løsnet og udredt at det er nemt at spinde, men uden at det er fuldstændig perfekt friseret.. Jeg vil nemlig gerne bibeholde lidt af uldens naturlige, rustikke look.
Jeg var meget i tvivl om jeg skulle karte underuld og dækhår sammen eller om jeg skulle fjerne dækhårene. Det ville give et helt fantastisk blødt garn, men så ville jeg ikke få det flotte farvespil fra de lange rødbrune dækhår – så derfor valgte jeg at blande de to slags uld. Men næste gang jeg køber en spelsau-ham – og en næste gang bliver der helt sikkert – så vil jeg prøve at spinde de to slags uld hver for sig: den bløde fine underuld til et tyndt, blødt luksusgarn, og de lange glansfulde dækhår til perfekt billedvævsgarn!
Spelsauspole
Jeg har spundet et par spoler, men endnu ikke tvundet det. Det skal være et ganske almindeligt 2-trådet garn, og jeg håber det bliver blødt og ægtemands-venligt 🙂

For en uges tid siden havde jeg den fornøjelse at lave plante-farvning sammen med 3. klasse på vores lokale skole. Det var rigtig sjovt, selvom det stank forfærdeligt: nogle af planterne havde børnene indsamlet ugen inden og havde ladet stå i vand indtil de skulle bruges.. Men vi fik nogle fine farver ud af det alligevel: vi farvede med mirabel-blade, lyng, vild kørvel og birkeblade.
Farvning3kl
Cecilie kigger lige til birkeblade-gryden..
Ind imellem blev der også kartet og spundet. Især pigerne hyggede sig med at lave små multifarvede armbånd af deres håndspundne garn. Her er det Simone der karter:
Farvning3klkarte 

Andre projekter der lurer i aller-nærmeste fremtid: færdigvalkning af Ømarktekstil-kopien. Bejdsning af en hel masse garn til sommerens plantefarvning. Spinding af hørgarn til billedvævs-trend. Færdigstrikning af cardiganen "Hejnæs" og tunikaen "Petrine". Kemisk farvning af uldbånd. Plus det løse.. Det er sørme godt at det er noget jeg nyder..!

Udgivet i 1 kommentar

Er landet igen.

Pyha! Det var vel nok en weekend der krævede god fysisk form.. Vissenbjerg-messen er nu vel overstået og jeg vil bruge dagen i dag til at puste ud, slappe af og hygge mig i fred og ro.
Men det var en herlig weekend! Så mange søde mennesker, gamle venner fra nær og fjern, nye og gamle kunder (og en enkelt kleptoman som vi desværre ikke fik fat på – grrrr!) var forbi vores stand, der til tider var så overfyldt at Jette og jeg måtte klemme os helt ind i et hjørne eller ud på gangen.. Se et par billeder af GarnGalleriets stand:
Stand205vissenbjerg

Masser af modeller, diverse lækre garner, strikkekits og en Kromski Sonata.
Stand205vissenbjerg2
Vores største hit var uden tvivl Idas smukke model "Trekanterne", som ses på ginen i forgrunden til højre, stærkt forfulgt af Jettes håndlavede kina-maskemarkører, som hun her står og viser en gæst.
Ih, hvor er jeg glad for at Jette var med. Uden hende var jeg vist brændt sammen allerede fredag eftermiddag.. Alt i alt en herlig messe, med god salg og megen hygge 🙂
Hjemme igen lå der en tyk kuvert fra Janicke i Norge og ventede på mig. Så spændende at åbne den, det var nemlig mit rov i en fiberbytte-runde som det norske spindeforum Spinnerens Hjem har arrangeret. Og se lige noget guf jeg fik:
Colonialuld

Det er 100 gram kæmmet Colonial uld i fantastiske mørke farver. Det bliver et smukt, smukt tweedgarn når det har været en tur (eller tre) igennem piben på min rok 🙂 Colonial har jeg aldrig prøvet at spinde før, så jeg er rigtig glad for dette bytte. Oven i hatten var der så 2 stykker håndlavet sæbe. Gad vide hvordan Janicke vidste at jeg bare er totalt vild med den slags? 🙂
Apropos spinding, så har jeg lige nu ca. 300 gram 3-trådet angora/silke/uld-garn hængende til tørre i det friske solskinsvejr. Der kommer billeder når det er tørt (hvis det da ikke blæser væk..)