Udgivet i Skriv en kommentar

Aglais cardigan

For en uges tid siden blev jeg færdig med min cardigan, og jeg synes selv den er blevet rigtig god og flot! I hvert fald har den masser af dejlige farver og er bestemt ikke kedelig at kigge på .. 😉

Aglais cardigan. “Aglais” er første del af det latinske navn for sommerfuglen Nældens takvinge.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet lidt om selve tilblivelsen af “Aglais”: Spindeprocessen og tankerne bag designet med de store partier af de forskellige farver. Og teknikken: intarsia- eller gobelinstrik.

Jeg er ret vild med at strikke intarsia! Når man først får styr på virvarret af garnnøgler/dunter er det en fantastisk måde at “male” med farver på. Overgangene mellem farve-blokkene er ikke synlig eller mærkbar fra retsiden. På vrangsiden kan man se lænkerne der opstår når trådene snoes ved farveskift – men det kan ikke mærkes og det strikkede stof føles nøjagtig som var det ensfarvet glatstrik.
Den måde jeg har fordelt blokkene på, med alle farveskift lodret over hinanden hele tiden, er særdeles nem at strikke – det giver sig selv hvor farveskiftene skal være, og man behøver ingen diagrammer.

Aglais er ret enkelt konstrueret: Strikket oppefra-og-ned, og frem og tilbage, naturligvis. Bærestykket formes med raglanudtagninger, og siden deles strikketøjet så ærmemaskerne hviler mens kroppen strikkes. Kroppen er let tajleret.
Ærmerne strikkes til sidst og kantes med hækling.
Til slut hækles en kant hele vejen rundt forneden, langs forkanter og halskant. Til lukning kan man vælge knapper eller en lynlås – eller blot lade cardi’en stå åben.
Jeg har strikket en størrelse Small, og den sidder kropsnært, med ca. 2-3 cm frirum. Dvs. at cardi’en måler 2-3 cm mere i omkreds end jeg selv gør. Den vil også fungere superfint med lidt mere frirum – op til 8-10 cm vil være fint.

Jeg har jo strikket i håndspundet garn. Det løber (i snit – der er lidt forskel i tykkelsen på de enkelte bundter) ca. 200 meter pr. 100 gram, og på pind 4,5 mm fik jeg en strikkefasthed på 18 masker på 10 cm.
Forbruget til min størrelse var ca. 70 gram til hver af de 4 krops-farver, og 100 gram til hvert ærme. Dertil kom ca. 35 gram til ærmer. Så i alt lige godt 500 gram.
Der er flere fotos og oplysninger om modellen på Ravelry.

En opskrift er skrevet – i hele 7 størrelser: XS, S, M, L, XL, XXL og XXXL. Overvidde på den færdige cardigan: 82 / 92 / 102 / 112 / 122 / 132 / 142 cm.
Lige nu er teststrikningen i gang (ovre på Ravelry, i The Testing Pool), men jeg kunne godt bruge nogle dygtige danske teststrikkere til nogle af størrelserne.
Som teststrikker vælger man selv garnet. Det skal naturligvis passe til projektet og vigtigst: ramme strikkefastheden! Jeg beder om feedback i forhold til fejl og mangler i opskriften, og til slut i forhold til pasform, problemer undervejs, opskriftens kvalitet/nemhed generelt o.s.v.
Jeg har sat en deadline, 1. juli, og det burde sagtens kunne nås (ellers finder vi også ud af det ..). Jeg er ikke nogen hurtig strikker og jeg lavede den på 2 uger. Når testeren er færdig beholder han/hun naturligvis sin lækre Aglais-cardigan selv.
Jeg beder om et par gode fotos af det færdige arbejde, gerne på levende model, hvis det er muligt, og tilladelse til at bruge billederne her på bloggen, på Ravelry, Instagram og måske også i selve opskriften.
Et eksemplar af den færdige opskrift sendes til testeren.

Vil du teste “Aglais” for mig? Så send mig en besked på birthepry@gmail.com med oplysning om hvilken størrelse du gerne vil test-strikke 🙂

Alt for nu! Jeg er netop ved at lægge sidste hånd på en hæklet sommertop i Corriedale Twist. Skønt garn at hækle med!
Og så skal jeg i gang med endnu et intarsia-projekt: en kjole i mange lækre blå nuancer ..