Udgivet i 3 kommentarer

Doodle Decks og sommerferie!

Nye Doodle Decks og noget færdigt ..

Der er mønster-kort på vej fra England.
Opfyldning af de temaer jeg har i forvejen, samt et par nye tema-kortsæt: “Woodland”, “Botanical”, “Cat”, “Dog”, “Garden” og “Farm”.

Jeg venter pakken næste uge, men kort-sættene ligger allerede nu i webshoppen:
https://garngalleriet.dk/product/doodle-decks-moenster-kort/

Når man køber et Doodle Deck får man, ud over de 51 mønsterkort i grundpakkerne eller de 26 mønsterkort i udvidelsespakkerne (expansion), en vejledning samt 2 kort med grundmønstre på halsedisser, så det er nemt at komme i gang 🙂
Det er så sjovt at strikke hønsestrik / doodle, og jeg har virkelig bare lyst til at strikke halsedisser (og andre ting) med alle temaerne! Meeen jeg må pænt holde mig i skindet og fokusere på at få strikket modellerne til min bog færdige. Det er nu også sjovt og farverigt, så jeg klager ikke 😉
Og jeg har jo leget lidt med “Summer”-sættet, da jeg fik kortene hjem første gang – kunne bare ikke lade være .. Jeg fandt en huemodel at gå ud fra, en posefuld Jamieson & Smith 2ply-rester, og så strikkede jeg denne “fiskerhue” (kep) til Thomas:

Den mangler blot en kvast, så er den klar til den kolde årstid!
Klar til den varme årstid – det er NU! – er denne her:

En skøn hæklet top af 2 nøgler Noro Ohajiki.
Den består af 2 store oldemorsfirkanter med lidt formhækling ved skuldre og hals. Meget enkel at hækle og virkelig dejlig at have på, enten som sommertop eller over en langærmet bluse på lidt kølige dage.
Der er ikke nogen opskrift endnu, men jeg kan måske lokkes ..

Sommerferie i sigte

Thomas og jeg holder sommerferie fra slutningen af juli til midt i august. Vi glæder os! For butikken betyder det, at sidste åbningsdag inden ferielukningen bliver lørdag d. 26/7. Der åbnes igen onsdag d. 20/8.
Se mine normale åbningstider her.

Sociale medier

Jeg har besluttet helt at droppe META-produkterne Instagram og FaceBook.
Grunden til den beslutning er, at jeg er ked af den måde algoritmerne styrer brugernes oplevelse på. Bestemmer, hvad vi skal se og læse. Alt er i øvrigt blevet meget uigennemsigtigt og besværligt at sætte op efter egne behov. Fordi jeg har en virksomhed er det en svær beslutning, men alligevel .. Jeg tror på, at jeg med alternative sociale medier, Ravelry, min YouTube-kanal og denne nyhedsblog alligevel er pænt dækket ind med synlighed på nettet.

Så jeg håber, at I har lyst til at følge mig på mit nye sociale medie, Pixelfed, som jeg synes er en fin erstatning for IG. App’en ligner meget Instagram fra tidligere, og min profil der hedder @garngal.
Øvrige steder på nettet:
Ravelry:
Mit profilnavn er BirtheP, og jeg har denne gruppe: https://www.ravelry.com/groups/garngalleriet-mikrofarveri
YouTube:
Min kanal, hvor jeg sender “Fibre i Farver” hver tirsdag kl 11: https://youtube.com/@birthepedersenfibreifarver?si=BEslUKN-0ApzHcA3
Og naturligvis min egen hjemmeside, med shop og blog: https://garngalleriet.dk/

TAK for at læse med helt herned i bunden .. Hvis jeg ikke får skrevet en nyhedsblog inden ferien, så GOD SOMMER!
P:S: Husk at Tour de Fleece starter d. 5. juli – smør rokken godt og gå ikke ned på fibre!! 🙂
Kærlig hilsen
Birthe P

FalkSilkPaca i farven “Neptun
Udgivet i 2 kommentarer

En hue ved navn Hundsø

Her på lillejuleaftens-dag, vil jeg gerne give jer en lille før-julegave, nemlig en gratis opskrift på denne dejlige hue. Jeg har kaldt den “Hundsø”, efter en dejlig skovsø ikke langt fra hvor vi bor.

Hent opskriften gratis på Ravelry

Huen strikkes med 2 garner sammen, nemlig mit eget Kidmohair/silke og J&S 2ply Jumper Weight shetlandsuld. Teknikken er forskudt retstrik – et meget nemt og anvendeligt mønster.
Der strikkes på rundpind og strømpepinde 4 mm.

Hundsø. En dejlig lille badesø, lidt gemt i skovens dyb ..

Mine cykelture går ofte hertil. Mange gange bliver det også til et lille dyp .. Hundsø er en rigtig skovsø med brunligt, nærmest te-farvet, vand på grund af højt humus-indhold (ikke hummus, naturligvis – det er en helt anden og delikat sag .. Læs mere om humus her )

Thomas og jeg ønsker alle en rigtig dejlig og glad jul og godt nytår, med masser af håndarbejde, kærlighed og gode ture ud i naturen 🙂