Udgivet i Skriv en kommentar

Fiberklub marts ’19: Utah

Denne måneds farve hedder Utah, simpelthen fordi der i mit (ellers ret omfattende) farvekartotek ikke fandtes en eneste farveholdning der begynder med U. Brainstorm på potentielle farvenavne med U endte så ved Utah, den amerikanske midt-vest stat med de markante canyon-landskaber. Utah betyder på de oprindelige indbyggeres (Ute-folkets) sprog “folkene fra bjergene“.

Farverne i min “Utah” er dog slet ikke inspireret af Utah og dens smukke bjerge og kløfter, men af noget knap så eksotisk: et helt hverdagsagtigt line-up af små reste-garnnøgler i de helt rigtige farver.

Utah-inspiration

Uld-folkene i Fiberklubben får “Utah” på uldtypen Île-de-France. Det er en uld af merino-typen, relativt finfibret (23 – 30 micron) og med mange krusninger.
Île-de-France tager rigtig fint imod farve, og spundet op giver fiberen et elastisk, blødt og luftigt garn. Det er første gang jeg farver på denne fiber, så det var rigtig positivt at opdage at farverne bliver så smukke og dybe på den!

“Utah” på Île-de-France

Luksus-folkene får den helt fantastisk lækre fiberblend Merino/cashmere. Det er 70% fin merino og 30% hvid cashmere – blødt som en sky ..

“Utah” på Merino/cashmere

Thomas har igen været flittig ved rokken og strikkepindene. Hans fine strikkeprøve på Île-de-France ses herunder, i en lidt dårlig regnvejrs-belysning ..

Garn- og strikkeprøve. “Utah”, Île-de-France

Fiberklub 1. kvartal ’19 er nu komplet – 2. kvartals uld- og luksusklubber løber i april/maj/juni, og der er fortsat plads i begge klubber. Sidste frist for tilmelding er d. 20. marts – ellers kan jeg ikke nå det ..

En lille kavalkade: Her er alle farverne og fibrene fra 1. kvartal. “Etna” var februars farve og “Primula” var januars. Hver måned laver jeg en helt ny farveholdning til fiberklubben, og månedens farve kan ikke bestilles af andre end klubmedlemmer før der er gået et halvt år efter udgivelsen. Se mere om Fiberklub Uld og Luksus her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Januar – nyt år, nye fibre

Jeg har “afprøvet” en anden fiber-leverandør end min sædvanlige, sådan med enkelte nye fiberbaser. Og jeg må sige, jeg er ikke blevet skuffet. Lækre sager i top-kvalitet, ser det ud til.
Fibrene ankom lige før jul, så jeg har indtil videre kun farvet en enkelt portion, i farveholdningen “Bærmispel”.

De nye fiber-typer i Mikrofarveriet er:
Økologisk Falklandsuld – overraskende blød. Som i super-duper blød .
Íle de France – spændende (helt ny for mig) fiber, der også er helt utroligt blød, og med mange krusninger. Tager farven meget, meget flot og intenst.
Falkland Perendale – blødere end den Perendale jeg er vant til.
Corriedale – en uld med liv og struktur, men samtidig meget blød.
Oatmeal BFL – ikke ny som type for mig, men fra denne leverandør synes jeg den er finere og blødere end jeg er vant til ..
Soya – håndfarvede spindefibre til veganske spindere 🙂 Soya er den eneste ikke-animalske fibertype jeg kan farve med mine Lanasynfarver. Silkeagtig blød, finfibret og med en matte glans

Find dem i shoppen 🙂

Januar betyder også at en ny runde af Fiberklubberne skydes i gang. Pakkerne med januar-farven er netop sendt afsted til både Uld-klubberne og til Luksus-klubberne, men jeg vil ikke helt afsløre endnu hvordan farverne ser ud. Kun vil jeg sige at januar ’19-farven er inspireret af en farvestrålende forårsblomst, primulaen. Den er både smuk og hårdfør og kan ses i mange farvevarianter.
Fotos må I vente med til januar!

Tilgangen til 1. kvartal ’19 Fiberklubberne er i og for sig lukket, men der kan godt klemmes 2 mere ind i Luksus-klubben, hvis der er nogen der sidder og har fortrudt at de ikke nåede tilmeldingen ..
Ellers er der faktisk allerede åbent for tilmelding til 2. kvartal (april/maj/juni ’19). Mere om fiberklubberne her:
https://garngalleriet.dk/product-category/haandfarvedefibre/fiberklubber/

Jeg vil gerne ønske alle et forrygende godt 2019. Håber I får masser af dejlig spinde/strikke-tid, og husk nu at passe godt på hinanden, dyrene og klimaet.

Tango passer godt på Merino/cashmere Lace-garnerne 🙂