Udgivet i 3 kommentarer

Decembers farveholdning

Klimakrise

Farveholdningen, som jeg sender ud til medlemmerne i Fiberklub Uld og Luksus i denne måned, har sit udspring i denne illustration af temperaturændringer på vores jord over en periode på 168 år. Tendensen er ikke til at tage fejl af, desværre.
Jeg håber at vi sammen – alle sammen – kan vende udviklingen, eller i det mindste bremse den, med de midler vi nu engang har at gøre brug af.
De data, der er baggrund for temperatur-striberne her, er hentet fra UK Met Office. ( https://showyourstripes.info/ )

Temperatur-striber for vores klode fra 1850 til nu

For at opnå vekselvirkningen mellem mange lyse og mørke nuancer har jeg forsøgt mig med en anden fremgangsmåde end jeg plejer. Jeg har indlagt en del hvide/lyse/ufarvede partier i fibrene, og det er mit håb at man på den måde kan opnå lys/mørk-effekten fra temperaturstriberne i spindingen.
Og det lykkedes da i hvert fald rigtig fint for Thomas, som I kan se her i hans smukke spinde/strikkeprøve. 🙂

Thomas’ “Klimakrise” på Île de France-uld

Han har spundet garnet til prøven af Île de France-uld, som er den fiber Uld-klubben modtager i denne måned.
Île de France er en ret fin-fibret uld, men med stor spændstighed og elasticitet. En rigtig fin uld til al slags beklædning.
Til Luksus-klubben har jeg valgt en Merino/tencel-blanding. 70% ekstrafin merino og 30% tencel. Tencel-fibrene tager ikke imod syrefarverne, så de ligger som skinnende hvide strøg ned gennem fiberbåndet. En smuk effekt!

”Klimakrise” er sidste klub-forsendelse i 4. kvartal.

Fiberklubberne Uld og Luksus foregår sådan, at man tilmelder sig kvartalsvis, altså for 3 måneder. Hvis man vælger Uld-klubben, modtager man ca. hver d. 1. i måneden en pakke med et uldhjul i månedens farve. Fibertyperne varierer fra gang til gang.
Luksus-klubben kører på nøjagtig samme måde, men her modtager man månedens farve på en 100 grams luksus-fletning – også her skiftende fibertyper fra gang til gang.
Månedens farve er eksklusiv for klubmedlemmerne i 6 måneder. Det betyder, at det kun er klubmedlemmer der kan bestille mere af den pågældende farveholdning – indtil den er et halvt år gammel. Herefter bliver den “offentlig” og tilgængelig for alle. I dag, 1. december, frigiver jeg således farven fra juni 2019: “Valmue”.

Der kan nu findes lidt “Valmue” i shoppen ..

Tilmelding til 1. kvartal 2020 bedes foretaget senest d. 20/12, så jeg kan nå at få alt klar til januar .. Man kan tilmelde sig enten via webshoppen eller direkte til mig i en besked af en slags.
OBS! Begrænset antal pladser ..
Priserne er som altid 600 kr for Uld-klubben og 550 kr for Luksus-klubben – det er inkl. 3 x forsendelse i DK.
Link til shoppen: https://garngalleriet.dk/product-category/haandfarvedefibre/fiberklubber/

Jeg ønsker alle Fiberklub-medlemmer rigtig god fornøjelse med spinding (eller filtning) af decemberfarven “Klimakrise”. Billeder af spind og strik/væv/filt samt kommentarer modtages med kyshånd i FaceBook-gruppen, i Ravelry-gruppen eller på Instagram (#garngal) 🙂
Og til alle, der læser med endnu: Hav en dejlig, glad og bæredygtig december – lad os skønne på de ting, der virkelig betyder noget: kærlighed, samvær med familie og venner, omsorg for dyr og mennesker, natur, fordybelse, nærvær – og håndarbejde. Giv lys i mørket – snart vender det.

“Klimakrise”-tejer klar til spinding


Udgivet i Skriv en kommentar

Fiberklub marts ’19: Utah

Denne måneds farve hedder Utah, simpelthen fordi der i mit (ellers ret omfattende) farvekartotek ikke fandtes en eneste farveholdning der begynder med U. Brainstorm på potentielle farvenavne med U endte så ved Utah, den amerikanske midt-vest stat med de markante canyon-landskaber. Utah betyder på de oprindelige indbyggeres (Ute-folkets) sprog “folkene fra bjergene“.

Farverne i min “Utah” er dog slet ikke inspireret af Utah og dens smukke bjerge og kløfter, men af noget knap så eksotisk: et helt hverdagsagtigt line-up af små reste-garnnøgler i de helt rigtige farver.

Utah-inspiration

Uld-folkene i Fiberklubben får “Utah” på uldtypen Île-de-France. Det er en uld af merino-typen, relativt finfibret (23 – 30 micron) og med mange krusninger.
Île-de-France tager rigtig fint imod farve, og spundet op giver fiberen et elastisk, blødt og luftigt garn. Det er første gang jeg farver på denne fiber, så det var rigtig positivt at opdage at farverne bliver så smukke og dybe på den!

“Utah” på Île-de-France

Luksus-folkene får den helt fantastisk lækre fiberblend Merino/cashmere. Det er 70% fin merino og 30% hvid cashmere – blødt som en sky ..

“Utah” på Merino/cashmere

Thomas har igen været flittig ved rokken og strikkepindene. Hans fine strikkeprøve på Île-de-France ses herunder, i en lidt dårlig regnvejrs-belysning ..

Garn- og strikkeprøve. “Utah”, Île-de-France

Fiberklub 1. kvartal ’19 er nu komplet – 2. kvartals uld- og luksusklubber løber i april/maj/juni, og der er fortsat plads i begge klubber. Sidste frist for tilmelding er d. 20. marts – ellers kan jeg ikke nå det ..

En lille kavalkade: Her er alle farverne og fibrene fra 1. kvartal. “Etna” var februars farve og “Primula” var januars. Hver måned laver jeg en helt ny farveholdning til fiberklubben, og månedens farve kan ikke bestilles af andre end klubmedlemmer før der er gået et halvt år efter udgivelsen. Se mere om Fiberklub Uld og Luksus her.

Udgivet i Skriv en kommentar

“Primula” – januarfarven 2019

Der er friske forårsfarver i Fiberklubbens januar-udsendelse. Gult, pink, lavendel og grønt. Det er klare pasteller, ikke de helt lyse sorbet-farer, men med lidt mere knald på! Fordi vinteren nu er på sit højeste, og lyset kun langsomt vender tilbage .. Jeg længes i hvert fald efter de lysende farver fra forårsblomsterne, og den længsel har da vist sneget sig ind i januar måneds farvning ..

Fibrene i Uld-klubben er merino. En naturbroget kæmning af hvide og grå merino-uldfibre. Det grå i uldbåndet dæmper de klare farver en smule, toner det lidt ned og giver et spændende spil til farveholdningen.

“Primula” på Naturbroget Merino

Merinoen er finfibret, blød og dejlig at spinde.

I luksus-klubben byder jeg på en kæmning af hvid merino og endnu hvidere tencel .. Tencel, der er en cellulosefiber, tager ikke imod mine Lanasyn-farver, og derfor ligger tencelfibrene som lysende hvide strøg hele vejen gennem fiberbåndet. En smuk effekt!
Thomas har prøvespundet “Primula” på merino/tencel. Han var ret vild med at spinde den, og den følgende strikkeprøve blev seriøst flot ..

“Primula” på merino/tencel og T’s spole med spindeprøven
Strikkeprøven i merino/tencel. Læg mærke til de hvide strejf af tencel, og også de lækre overgange mellem farverne ..

Thomas er i det hele taget en kæmpestor hjælp for mig i Mikrofarveriet. Han spinder/strikker prøver, hjælper med foto-shoots, foreslår spændende fiberkombinationer og inspirerer til nye farveholdninger. Blandt meget andet. Love-love-love!!!

Thomas med forskellige fibre i farven “Bærmispel”

De sidste par dage lige op til jul blev jeg dybt optaget af et strikkeprojekt. Heldigvis et lille og hurtigt et af slagsen, nemlig pulsvarmere til min søde datter, og jeg nåede også kun lige at blive færdig med dem inden d. 24ende ..

Pulsvanter til Tone

Pulsvanterne er strikket i forhåndenværende rester af Supersoft-garn. Mønsteret på vanterne tegnede jeg ud fra principperne i en meget interessant bog af Carla Meijsen. “Magic Motives” hedder bogen, og den forklarer og indfører læseren i en sjov og enkel metode til at skabe f.eks fair-isle mønstre ud fra “kodning” af navne, fødselsdatoer m.m.

Carla Meijsen er hollænder. Bogen jeg har lånt af Mariann (tak!!) er dog på engelsk og hedder “Magic Motives”

F.eks er mønsteret på min datters nye pulsvanter en strikket kode for navnet “Thomas” – men det ved hun jo ikke noget om .. Jeg ville lige afprøve mønsteret i forhold til fair-isle strik, med henblik på en kommende sweater til netop Thomas .. 🙂 Jeg er vild med sådan noget dogme-strik, forstået på den måde at der stilles regler og rammer op som man så kan udfolde sig inden for. Det lyder måske som en “snæver” og streng måde at arbejde kreativt på, men jeg synes faktisk at det udfordrer kreativiteten på en meget givende måde. Det er lidt som at finde et gammelt kort og finde den skjulte guldskat ud fra koder, tegn og mystiske anvisninger.

Om mønsteret her er en “guldskat” kan der jo være delte meninger om, men jeg tror i hvert fald at det bliver et rigtig udmærket “border pattern” iblandt andre motiver på en dejlig, håndspundet herresweater.

Det var alt for nu! Om lidt går jeg i gang med at skrive opskrift til februars Fiberklub-farve. Jeg håber den bliver lige så smuk i virkeligheden som den er i mit hovede .. 🙂
Godt, fredeligt og farverigt nytår ønskes I alle.

Udgivet i 1 kommentar

Citronsommerfugl

Inspirationen til juli-farven er citronsommerfuglen med sine lysende gule og syrligt gulgrønne farver. De rødlige og brunlige kontrastfarver fandt jeg i sommerfuglens krop og vingernes små pletter.
Citronsommerfuglen er en rigtig forårsbebuder, som man ofte ser de første solrige og lune dage tidligt på foråret. Den er ude for at parre sig og lægger sine æg på tørst eller vrietorn. Omkring juli flyver den nye generation af citronsommerfugle, og de kan ses langt ind i efteråret. Den voksne citronsommerfugls foderplanter er blomster af kåltidsel, rødkløver, mælkebøtte og andre kurveblomster.

citronsommerfugl
Citronsommerfugl – Gonepteryx rhamni

Fibrene blev sendt ud for en uge siden. De fleste har vist modtaget forsendelsen (selvom det var med PostNord), så nu tillader jeg mig at vise farveholdningen offentligt.

CITRONSOMMERFUGL

South American-uld til Fiberklub Uld.
citronsommerfuglsacloseupSouth American er en blød, glansfuld uld af merinotypen. Finheden ligger på omkring 25 my og længden af fibrene er 75 – 80 mm. South American er let at spinde og giver et blødt garn med god elasticitet. Uldtypen er velegnet til beklædning der skal bæres direkte på huden.

Her er den 100-grams fletning der er sendt ud til Fiberklub Luksus. Merino/tencel.
citronsommerfuglmerinotencelcloseup
70% blød merinould med 30% skinnende hvide tencelfibre. Tencel, der er en cellulosefiber, tager ikke imod syrefarver og danner derfor en smuk kontrasteffekt, både i farve og glans. Merino/tencel kan med fordel spindes fint og bruges til lette bluser eller sjaler. Blødt og glansfuldt.

Thomas er i gang med at spinde merino/tencel lige nu, og han synes fibrene er rigtig lækre at spinde – det bliver en fin, tynd og glansfuld tråd. Garnet skal være 2-trådet.

citronsommerfuglspole
Citronsommerfugl på Merino/tencel på Thomas’ spole

Herunder ses et bundt merinould i “Citronsommerfugl” – en prøvespinding. Jeg spandt over fold, hvilket giver en modificeret kartegarnsspinding. Blød og luftig tråd uden særlig meget sno. Til gengæld gav jeg det så en god del tvinde-sno, og resultatet er et luftigt, elastisk og meget blødt garn.

citronsommerfuglgarn
“Citronsommerfugl”-garn

Jeg glæder mig meget til at se hvad mine “clubbies” får spundet af citronsommerfuglen 🙂

Næste måneds fiberklub er stort set klar, og der er stadig enkelte pladser. Se mere her.