Udgivet den Skriv en kommentar

Citronsommerfugl

Inspirationen til juli-farven er citronsommerfuglen med sine lysende gule og syrligt gulgrønne farver. De rødlige og brunlige kontrastfarver fandt jeg i sommerfuglens krop og vingernes små pletter.
Citronsommerfuglen er en rigtig forårsbebuder, som man ofte ser de første solrige og lune dage tidligt på foråret. Den er ude for at parre sig og lægger sine æg på tørst eller vrietorn. Omkring juli flyver den nye generation af citronsommerfugle, og de kan ses langt ind i efteråret. Den voksne citronsommerfugls foderplanter er blomster af kåltidsel, rødkløver, mælkebøtte og andre kurveblomster.

citronsommerfugl
Citronsommerfugl – Gonepteryx rhamni

Fibrene blev sendt ud for en uge siden. De fleste har vist modtaget forsendelsen (selvom det var med PostNord), så nu tillader jeg mig at vise farveholdningen offentligt.

CITRONSOMMERFUGL

South American-uld til Fiberklub Uld.
citronsommerfuglsacloseupSouth American er en blød, glansfuld uld af merinotypen. Finheden ligger på omkring 25 my og længden af fibrene er 75 – 80 mm. South American er let at spinde og giver et blødt garn med god elasticitet. Uldtypen er velegnet til beklædning der skal bæres direkte på huden.

Her er den 100-grams fletning der er sendt ud til Fiberklub Luksus. Merino/tencel.
citronsommerfuglmerinotencelcloseup
70% blød merinould med 30% skinnende hvide tencelfibre. Tencel, der er en cellulosefiber, tager ikke imod syrefarver og danner derfor en smuk kontrasteffekt, både i farve og glans. Merino/tencel kan med fordel spindes fint og bruges til lette bluser eller sjaler. Blødt og glansfuldt.

Thomas er i gang med at spinde merino/tencel lige nu, og han synes fibrene er rigtig lækre at spinde – det bliver en fin, tynd og glansfuld tråd. Garnet skal være 2-trådet.

citronsommerfuglspole
Citronsommerfugl på Merino/tencel på Thomas’ spole

Herunder ses et bundt merinould i “Citronsommerfugl” – en prøvespinding. Jeg spandt over fold, hvilket giver en modificeret kartegarnsspinding. Blød og luftig tråd uden særlig meget sno. Til gengæld gav jeg det så en god del tvinde-sno, og resultatet er et luftigt, elastisk og meget blødt garn.

citronsommerfuglgarn
“Citronsommerfugl”-garn

Jeg glæder mig meget til at se hvad mine “clubbies” får spundet af citronsommerfuglen 🙂

Næste måneds fiberklub er stort set klar, og der er stadig enkelte pladser. Se mere her.