Udgivet i Skriv en kommentar

Fibre på udsalg og Korsnäs-projektet

Udsalg og nye farveholdninger

Jeg har været i gang med at rydde op og organisere mine hylder med spindefibre – uldhjul og luksus-blends – og har sorteret lidt fra, som jeg har sat ned i pris.
Det er uldhjul og fletninger af test-farvninger eller på fibre/blends som jeg ikke længere bruger i farveriet.

Kig ind i webshoppens fiber-afdeling og se, om der skulle være noget fristende ..
Ellers kan jeg måske friste med et par helt nye farveholdninger, farvet på en lidt anderledes måde end jeg plejer. Jeg kalder denne serie af farver (ja, serie, for jeg har planer om mange af denne slags ..) for duet-farver, da de består af to farveblandinger, som jeg påfører på en bestemt måde. Resultatet bliver farver med bløde variationer og overgange i nuance og lys/mørk-kontrast.
Indtil videre har jeg lavet 3 duetter:

Smuk25 (specielt kreeret til Spindeforeningens årlige spindeweekend, der i år afholdtes i Skanderborg), Solstorm og Aroma.
Som sagt, der er flere duet-farver undervejs; netop nu hænger en ny til tørre ..

Korsnäs-KAL

I en lille by i det vestlige Finland, Korsnäs, hæklede og strikkede man i 1800-tallet de smukkeste farverige sweatre, huer, vanter m.m. med en helt særlig kombination af hæklede borter og strikkede dele, alt med traditionelle mønstre og knald på farverne. Ofte brugte man klare farver som rød, gul og grøn samt hvid, men der blev også brugt blå, orange og pink, altsammen i friske, mættede nuancer.
Jeg begyndte på min Korsnäs-sweater 1. november, og inviterede samtidig til en KAL (knit-along, strik-sammen) i min Ravelrygruppe. Vi er ikke så mange, og der er plads til flere! Kig over: https://www.ravelry.com/discuss/garngalleriet-mikrofarveri/4380292/1-25#20
Jeg hækler fortsat på den nedre mønsterbort og har lavet 2 korte videoer (ca et kvarter hver) om min Korsnäs-rejse indtil videre. Den første handler om historien bag, om garnvalg, farver og selve opstarten på sweateren med den mønstrede hæklede nederste bort.

Video #2 handler specifikt om hækling med 3 farver på omgangen.

Jeg laver min Korsnäs-sweater i Tukuwool Fingering i 4 traditionelle farver: rødt, gult, grønt og hvidt. Snart når jeg til den strikkede del (kroppen), hvilket sandsynligvis kommer til at gå lidt hurtigere end hæklingen.

Det var alt for denne gang!
Følg gerne med på min YouTube-kanal, hvor jeg sender podcasten “Fibre i Farver” og desuden har uploadet et par temavideoer.
God fornøjelse med strik, hækling, spinding mm ..

Med venlig hilsen
Birthe P

Udgivet i 1 kommentar

Florida

Florida er navnet på august måneds farveholdning.
Jeg har glædet mig meget til at præsentere den, og det skete så forleden i min live-podcast “Fibre i Farver #161”. I podcasten viste Thomas og jeg farven på de mange foskellige fiberbaser den er blevet farvet på, og her i nyhedsbloggen vil der også blive vist en del af dem.

Men først vil jeg linke til webshoppen, hvor “Florida” nu kan købes / bestilles, både som 200 grams uldhjul og 100 grams luksusfletninger:
Florida uldhjul
Florida Lux fletninger
– hele august måned kan man få 10%’s rabat på farveholdningen ved brug af rabatkoden AUG10, og kommer man og handler i butikken er der naturligvis den samme rabat.

Florida uldhjul og lux-blends

Der er flere i shoppen, og hvis de er udsolgt på den fiberbase der ønskes, farver jeg gerne flere. Dog kan jeg ikke klare ramboulliet og perendale lige for tiden .. 😉

Florida” er en farveholdning i kategorien som jeg kalder “hovedfarve/kontrast”. Der er 4 dominerende farver, nemlig lilla/violet, rødviolet/pink, lys orange og lys mintgrøn. De er så peppet lidt op med en turkis kontrast, der blander sig i større eller mindre grad med de andre farver, med spændende blandingsnuancer til følge.
Andre kontrastfarver ville gøre nogenlunde det samme, men især den turkise har det med at “vandre” – hvilket giver virkelig flotte overgange.

Florida-farven, spundet og strikket

Thomas har været i gang ved rokken, og har spundet en fin prøve af farven på BFL/silke. Tyndt, tyndt og som sædvanligt virkelig smukt arbejde!

Frem med pind 2,5 mm, og derefter gik der ikke lang tid før der var en strikkeprøve parat til farvemappen.

Der er MANGE af disse små, smukke håndspundne farveprøve-firkanter i den fysiske mappe nu – men det ikke alle, der har fundet derind endnu. Det arbejdes der på, stille og roligt.
Jeg vil også se at få opdateret farvekataloget på hjemmesiden – det er et stykke tid siden sidst, og der mangler nogle af de nye farveholdninger. Se kataloget her.

Strik-In d. 10/8

Og – vupti! – så er sommerferien lige pludselig history .. Med august begynder de forskellige sociale strikke- og spindeaktiviteter igen, og jeg inviterer til Strik-In (strikkecafé) i butikken, Bredgade 43 i Brædstrup, lørdag d. 10. august fra kl 13 til ca. 17.
Tilmelding er nødvendig, da jeg har begrænset med siddepladser, og jeg har også brug for at vide nogenlunde hvor meget forplejning der skal til .. Vi plejer at købe lækkert bagværk ovre fra vores gode bager, Huusom’s, samt at byde på lidt frugt og nødder. Der er naturligvis kaffe og te hele eftermiddagen. Pris kr. 50,-, og der er ingen købetvang eller forventninger om noget sådant ..
Medbring strikketøj, spinderi, broderi, og hav gerne noget med til at vise frem – det er super-inspirerende at se og høre lidt om hvad der arbejdes med.
Tilmelding kan ske i en besked af en slags, eller personligt til mig i butikken. Håber vi ses til en dejlig håndarbejds-eftermiddag!

TAK fordi du læste med helt til slutningen! Jeg sender næste nyhedsblog ud om en uges tid, hvis alt går efter planen.
Håber også du har lyst til at følge med i min YouTube-podcast “Fiber i Farver”, der sendes live hver tirsdag kl 11 – også for podcasten gælder: hvis alt går som planlagt ..
Hvis man ser med live er der mulighed for at deltage aktivt på chatten – men alle afsnit kan naturligvis også ses senere. Her er et link til hele playlisten Fibre i Farver.

Mange farveglade hilsner,
Birthe P

“Florida” på forskellige baser ..