Udgivet i Skriv en kommentar

Januarfarven: Isbjørn

Isbjørn (Ursus maritimus) med to unger. Billedinspiration til januarfarven.

Isbjørnen er verdens største landlevende rov-pattedyr. Det er en stor, gullig-hvid bjørn, der kan opnå en vægt på op til 700 kg. Den lever i kystnære polar-områder og jager alle slags byttedyr.
Isbjørnen er desværre stærkt truet på grund af forurening, jagt og global opvarmning.

Billedet af isbjørne-mor med to unger blev min inspiration til januars farve. Faktisk har netop det billede ligget og rumsteret rundt i mit baghoved i flere år, med tanken om at omsætte de fine, lyse farver med kold/varm-kontrast til en farveholdning. Jeg har dog skubbet det lidt væk, fordi jeg egentlig troede det ville blive vanskeligt at matche farverne og stemningen.
Men nu oprandt tiden! Jeg skubbede al tvivl og tøven til side, analyserede billedet og fandt frem til 8 nuancer, eller rettere: 7 nuancer og hvid/ufarvet.
Farverne, 2 blåviolette, en grå, en gul, en cremefarvet, en gyldenbrun og en næsten sort, arrangerede jeg på en måde som jeg syntes fanger billedets opbygning bedst muligt. Jeg synes, at det lykkedes meget godt 🙂

Til Uldklubben har jeg farvet ”Isbjørn” på Targhee-uld. Denne amerikanske uldtype er utrolig blød og kan sagtens bruges direkte på kroppen.
Targhee-får er avlet ud fra Ramboulliet, Corriedale og Lincoln-får. Targhee-uld er finfibret, typisk omkring 22-25 my og med ca. 7,5 – 12,5 cms fiberlængde. Vores erfaring med targhee er, at det er en uld der tager rigtig godt imod farve, og så er det meget blødt og nemt at spinde. Masser af krusninger i ulden giver god elasticitet i garnet. Høj lækkerheds-faktor!

“Isbjørn” på Targhee, 200 gram

Luksusklubben får ”Isbjørn” på TTB, som er vores forkortelse for Targhee/tussahsilke/bambus. Der er 80% targhee-uld, 10% tussahsilke og 10% bambus. En rigtig dejlig blend at arbejde med, med et smukt og levende udseende.

“Isbjørn” på TTB (targhee/tussah/bambus), 100 gram

Bambus-fibrene tager ikke imod farve og giver derfor blandingen hvide strejf. Tussahsilken giver glans til den lidt matte targhee. TTB-blenden er utrolig dejlig at arbejde med, og kan spindes ekstremt tyndt.

Til den nye Garnklub er der også lækkerheder:

“Isbjørn” på Merino/silke Lace

Merino/silke lacegarn. Der er 100 gram og 600 meter. Garnet er 2-trådet og består af 50% fin merinould og 50% morbærsilke. Virkelig blødt, glansfyldt og med et flot fald.

Thomas har prøvespundet og -strikket lidt “Isbjørn” på Targhee:

”Isbjørn” er første klub-forsendelse 1. kvartal (jan-feb-marts).
Tilmelding til 2. kvartal 2021 (apr-maj-juni) bedes foretaget senest d. 20/3, så jeg kan nå at få alt klar til april .. Man kan tilmelde sig enten via webshoppen eller direkte til mig i en besked af en slags.

Husk at man som Garn- eller Fiberclubbie til enhver tid kan bestille mere af farverne (på alle fibertyper + garn) fra den periode man er medlem. Ikke-medlemmer må vente 6 måneder på at farveholdningerne frigives.

Januars “Isbjørn” på Merino/silke Lace, TTB og Targhee.

Jeg ønsker jer rigtig god fornøjelse med spind, strik – og tilværelsen i øvrigt – her i det nye år.

De, der er med i min gruppe på Ravelry, må meget gerne deltage i min SAL/KAL, som jeg har tænkt skal løbe hele året. Hvis vi bliver nok deltagere (5+) vil jeg lave lodtrækninger hveranden måned for de aktive deltagere.
Der er ikke mange regler: vis dit spind/strik/væv el. lign i gruppetråden. Det må gerne være et igangværende projekt, men også gerne nyt. Eneste krav er, at projektet skal indeholde – i hvert fald delvist – fibre eller garn fra Garngalleriet Mikrofarveri.
Jeg håber vi ses derovre! 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

“Montana” – en helt ny farveholdning

Frisk nyhed fra Mikrofarveriet .. Må jeg præsentere den nye farveholdning “Montana”.
Farvet “classic style”, med 8 nuancer af rødt, orange, grønt, brunt og lidt gråblåt. En varm farveholdning med masser af skønne muligheder for at spinde både vilde multifarvede og mere rolige garner.

“Montana” er i webshoppen på uldtyperne BFL, Targhee og Falkland Perendale. Jeg modtager naturligvis gerne bestillinger på andre fibertyper. Farveholdningen vil f.eks se knaldgodt ud på Naturbroget shetland eller på min luksus sock-blend, tænker jeg ..

Lækkert uldhjul i Targhee-uld. Farve: Montana.

Udgivet i Skriv en kommentar

Life on Mars?

Klubfarven “Mars” er faktisk ret livlig i sin farveholdning .. Jeg sendte pakker ud til fiberklub-medlemmerne for et par dage siden og nu, hvor de fleste har modtaget deres fibre, kan jeg vist godt afsløre hvordan min fortolkning af den røde planet Mars ser ud .. Her er billedet som jeg har fisket farver fra:

Mars. Den røde planet, nr. 4 fra Solen og vores nabo. Jeg valgte fire nuancer herfra til månedens farveholdning

Uld-clubbies har modtaget “Mars” på den (for Garngalleriet Mikrofarveri) helt nye uldtype Targhee (omtalt i sidste indlæg), og uldhjulet ser sådan her ud:

“Mars” på 200 g Targhee-uld

Jeg har fordelt de fire farver knapt så regelmæssigt som jeg plejer, hvilket giver mange spændende overgange og mix-farver. Gråviolet, brunviolet, brændt orange og rød – og så hvad deraf følger .. 😉 Jeg håber at folket synes lige så godt om “Mars” som Thomas og jeg gør (vi er ret vilde med den!)
Vi er også helt pjattede med uldtypen Targhee, der jo er fantastisk blød, luftig og elastisk ..
Luksus-clubbies har fået “Mars” på en superlækker blend af 80% Targhee, 10% tussahsilke og 10% bambus.

“Mars” på 100 g Targhee/tussah/bambus

Denne luksusblend er virkelig en fryd at spinde. Jeg spinder den p.t. på en Bosworth Featherweight-ten – det skal blive til et 3-trådet fraktalgarn.
Thomas har spundet den til et 2-trådet garn på sin gode gamle Ashford Traditional:

Spindeprøve af “Mars” på Targhee/tussah/bambus

.. og sådan her ser strikkeprøven ud:

Lidt skævt foto, men det gør jo ikke prøven ringere .. 😉

“Mars” var den sidste farve i Fiberklubberne for 3. kvartal. Man kan tilmelde sig 4. kvartal 2019 (og faktisk også 1. kvartal 2020) i webshoppen, eller ved at sende mig en besked. Sidste frist for 4. kvartal er d. 20. september. Der er begrænset antal pladser, men stadig er både uldklub og luksusklub åbne ..
Som tilmeldt får man en fiberpakke tilsendt omkring hver d. 1. i de pågældende 3 måneder. 4. kvartal er oktober, november og december. Klubfarverne er hver måned helt nye farveholdninger, der er eksklusive for klubmedlemmerne indtil der er gået et halvt år fra udgivelsen. Derefter kan de købes/bestilles af alle.

Jeg har allerede komponeret og prøvefarvet oktoberfarven, men hvordan den ser ud og hvilke fibre jeg laver den på vil forblive en hemmelighed indtil vi når oktober. Det eneste jeg vil afsløre nu er at det ikke er en af planeterne der er inspirationen denne gang. Tre planet-farver i træk, som jeg har udsendt her i 3. kvartal, må vist være nok ..

3. kvartals klubfarver på luksusblends: “Uranus”, “Saturn” og “Mars”
Udgivet i Skriv en kommentar

Targhee

Ny fiberbase!

Ja, faktisk to nye. Den ene er 100% targhee-uld – den anden en luksusblanding af 80% targhee, 10% tussahsilke og 10% bambus. De er *så* lækre, begge to!

Targhee-får er fremavlet ud fra et ønske om et får, der både er god kød- og uldproducent. Ophavet til Targhee-racen er Ramboulliet-væddere og Corriedale- og Lincolnfår, og hvad angår uldkvaliteten ligger Targhee da også ret tæt på Ramboulliet hvad angår fiberfinhed og elasticitet.
The Fleece and Fibre Sourcebook (det er fiber-bibelen ..) fortæller at fibertykkelsen ligger på omkring 22 – 25 my, og det er jo så absolut i den bløde/fine ende .. Hammen er ret tæt og ensartet i struktur med en vægt på omkring 4 – 5 kg for fårene og 7 – 10 kg for vædderne.

Jeg har desværre ikke haft råulden i hænderne, men udelukkende set/mærket/arbejdet med Targhee-uld som kæmmede tops, men jeg kan nikke genkendende til det med blødheden og ensartetheden.
Elasticiteten er også helt i særklasse, hvilket man opdager mens man spinder – og i særdeleshed når man tvinder og til sidst står med det færdige garn. Eftergiveligheden i ulden er så markant at jeg roligt kan sige at det er den mest elastistiske fiber jeg nogensinde har arbejdet med.
Blødheden er også i en klasse for sig selv. Lækkerhedsfaktoren er i top, og jeg vil tro at alle kan have Targhee-uld direkte mod huden uden af mærke nogen form for krads. Hvor som helst på huden. Det er en fiber til hverdags-luksus ..

Thomas og jeg har begge spundet både den rene Targhee og luksusblandingen med Targhee/tussah/bambus. Først 100% Targhee:

Thomas spinder en jævn og tynd tråd i farven “Oliven”
Kartegarnsspundet på støttet håndten. Et ekstremt blødt, luftigt og elastisk garn. Farven hedder “Strå”

Den rene Targhee har vi spundet på hver sin måde. Thomas spinder kamgarn, der bliver meget jævnt og tyndt. Jeg har spundet Targhee’en på en støttet håndten, med det lange bagudrettede træk – kartegarnsspinding. Det gav mig en særdeles luftig 1-trådet, som jeg så tvandt til en ret tæt 2-trådet på en af Bosworth-tenene. Min oplevelse af tvindingen var helt speciel: Der var så meget “bounce” i garnet mens jeg tvandt at det næsten føltes som et gummibånd ..
I strikkeprøven oplevede jeg at garnet blev endnu mere luftigt og fleksibelt. Overfladen er lidt mat og let lodden.

Targhee/tussah/bambus-fiberblenden er jeg i gang med at spinde på en af de helt lette Bosworth-håndtene. En fornøjelse at arbejde med – blødt, blødt, blødt og helt vildt smukt med silkens glans og bambusfibrenes hvide strejf.

“Glittertind” på Targhee/tussah/bambus
“Indigo”på Targhee/tussah/bambus
“Stedmoder” på Targhee/tussah/bambus

Thomas har prøvespundet blend’en i den nye Fiberklubfarve for september: “Mars”.

Hans umiddelbare reaktion på spindeoplevelsen var, at hvis man ikke undede sig selv at spinde Targhee, så ville man virkelig gå glip af noget.

Targhee/tussah/bambus i farven “Uranus”

I webshoppen kan man finde de uldhjul og luksus-fletninger jeg indtil videre har lavet på Targhee og Targhee/tussah/silke. Man kan naturligvis også bestille sin yndlingsfarve på denne lækre fibre – så fikser jeg det fluks!