Udgivet i Skriv en kommentar

Targhee

Ny fiberbase!

Ja, faktisk to nye. Den ene er 100% targhee-uld – den anden en luksusblanding af 80% targhee, 10% tussahsilke og 10% bambus. De er *så* lækre, begge to!

Targhee-får er fremavlet ud fra et ønske om et får, der både er god kød- og uldproducent. Ophavet til Targhee-racen er Ramboulliet-væddere og Corriedale- og Lincolnfår, og hvad angår uldkvaliteten ligger Targhee da også ret tæt på Ramboulliet hvad angår fiberfinhed og elasticitet.
The Fleece and Fibre Sourcebook (det er fiber-bibelen ..) fortæller at fibertykkelsen ligger på omkring 22 – 25 my, og det er jo så absolut i den bløde/fine ende .. Hammen er ret tæt og ensartet i struktur med en vægt på omkring 4 – 5 kg for fårene og 7 – 10 kg for vædderne.

Jeg har desværre ikke haft råulden i hænderne, men udelukkende set/mærket/arbejdet med Targhee-uld som kæmmede tops, men jeg kan nikke genkendende til det med blødheden og ensartetheden.
Elasticiteten er også helt i særklasse, hvilket man opdager mens man spinder – og i særdeleshed når man tvinder og til sidst står med det færdige garn. Eftergiveligheden i ulden er så markant at jeg roligt kan sige at det er den mest elastistiske fiber jeg nogensinde har arbejdet med.
Blødheden er også i en klasse for sig selv. Lækkerhedsfaktoren er i top, og jeg vil tro at alle kan have Targhee-uld direkte mod huden uden af mærke nogen form for krads. Hvor som helst på huden. Det er en fiber til hverdags-luksus ..

Thomas og jeg har begge spundet både den rene Targhee og luksusblandingen med Targhee/tussah/bambus. Først 100% Targhee:

Thomas spinder en jævn og tynd tråd i farven “Oliven”
Kartegarnsspundet på støttet håndten. Et ekstremt blødt, luftigt og elastisk garn. Farven hedder “Strå”

Den rene Targhee har vi spundet på hver sin måde. Thomas spinder kamgarn, der bliver meget jævnt og tyndt. Jeg har spundet Targhee’en på en støttet håndten, med det lange bagudrettede træk – kartegarnsspinding. Det gav mig en særdeles luftig 1-trådet, som jeg så tvandt til en ret tæt 2-trådet på en af Bosworth-tenene. Min oplevelse af tvindingen var helt speciel: Der var så meget “bounce” i garnet mens jeg tvandt at det næsten føltes som et gummibånd ..
I strikkeprøven oplevede jeg at garnet blev endnu mere luftigt og fleksibelt. Overfladen er lidt mat og let lodden.

Targhee/tussah/bambus-fiberblenden er jeg i gang med at spinde på en af de helt lette Bosworth-håndtene. En fornøjelse at arbejde med – blødt, blødt, blødt og helt vildt smukt med silkens glans og bambusfibrenes hvide strejf.

“Glittertind” på Targhee/tussah/bambus
“Indigo”på Targhee/tussah/bambus
“Stedmoder” på Targhee/tussah/bambus

Thomas har prøvespundet blend’en i den nye Fiberklubfarve for september: “Mars”.

Hans umiddelbare reaktion på spindeoplevelsen var, at hvis man ikke undede sig selv at spinde Targhee, så ville man virkelig gå glip af noget.

Targhee/tussah/bambus i farven “Uranus”

I webshoppen kan man finde de uldhjul og luksus-fletninger jeg indtil videre har lavet på Targhee og Targhee/tussah/silke. Man kan naturligvis også bestille sin yndlingsfarve på denne lækre fibre – så fikser jeg det fluks!

Udgivet i 2 kommentarer

Monda-cardi’en

Jeg blev færdig med den her i weekend’en. Og er godt tilfreds. Cardiganen blev lige nøjagtig som jeg havde forestillet mig, planlagt og håbet på! Måske nogle af jer kender til det dér med at man faktisk er en lille smule nervøs for at afslutte et projekt .. Især hvis man, som jeg har med “Monda” her, selv har skabt det hele fuldstændig fra bunden. Eller næsten så langt nedefra man kan komme uden selv at have klippet fårerne ..
Jeg har farvet fibrene, spundet garnet, designet modellen og strikket den. Så der er lagt rigtig mange timers arbejde og kreative tanker i denne cardi, og jeg tror det er grunden til at jeg godt kan have lidt vanskeligheder med at få afsluttet projekter som dette. For hvad nu hvis det viser sig at det ikke er blevet helt godt nok??

Heldigvis blev den fin!
Nu står jeg så tilbage med opgaven at få skrevet en fornuftig opskrift ud fra mine notater og finde nogle dygtige teststrikkere .. Og så kan opskriften forhåbentlig udgives her i efteråret engang.

Lidt mere om “Monda”: Cardiganen strikkes på tværs, fra ærme til ærme. Hele vejen strikkes det fine hul-ribmønster, der sammen med det farveskiftende garn giver en flot visuel effekt. Cardi’en står åben fortil, men man kan naturligvis være kreativ med knapper – eller blot vælge den nemme løsning med en nål/pin, hvis den skal holdes sammen foran. Der er en lille-bitte forhøjet halskant/kinakrave.
Hul-ribmønsteret giver sig en del, og det bevirker at cardiganen smyger sig fint over kroppen og tilpasser sig de former, der nu måtte være ..

Det er naturligvis ikke muligt at strikke en “Monda” nøjagtig magen til min, da det håndspundne garn jo er unikt. Jeg ville ikke engang selv kunne lave en magen til .. Men du er meget velkommen til at lade dig inspirere, hvis du vil spinde selv!
Garnet er 3-trådet og løber ca. 240 meter pr. 100 gram. Jeg har spundet de 3 tråde af hver sin farveholdning og i hver sin fiber: “Glittertind” på merino, “Onkel Kurt” på shetland og “Blåbær” på en uld/lama-blend. De to af trådene er spundet Z, men den tredje er spundet i S-retning. Tvinding til 3-trådet i S-retning.
Det, at det er et “ZZS/S-garn”, tror jeg har den betydning at garnet er temmelig elastisk. S-tråden har fået tilført mere sno i tvindingen, og giver dermed energi til garnet, uden at det på nogen måde er i ubalance.
Det har været et super-dejligt garn at arbejde med i strikketøjet, og det er absolut ikke sidste gang jeg laver ZZS/S-garn!

Har du lyst til at teststrikke? Se send mig en besked og jeg sender oplysninger om vilkår tilbage. 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

G – farver

Glittertind

Glittertind har jeg farvet et utal af gange. Det er en af mine ældste farveholdninger, inspireret af en sommerferietur til Jotunheimen i Norge, hvor der var den smukkeste udsigt til fjeldtoppen Glittertind.

Gløgg

Gløgg er en klubfarve fra december ’14. Halv-lange farveskift mellem 2 røde og 2 grå nuancer. En rigtig julet farveholdning.

Grotte

Grotte er en monokromatisk farve, ny fra efteråret ’18. Dyb, mørk petrol.

Guirlande

Guirlande er fra december ’12, hvor den var fiberklubfarven. Det er en farvestærk gradient, fra grøn over diverse violette toner til rødt og orange.

Guldåre

Guldåre er en smuk, varm, gylden monokromatisk.

Gungan City

Gungan City er en af farverne i StarWars-kollektionen. Helt korte farveforløb med temmelig mørke nuancer sammen med gul, rosa og blå.

Gurkemeje

Gurkemeje. En varm orange-gul monokromatisk.

Grul

Grul er en sammentrækning af “grå” og “gul”. På engelsk bruges ordet “Grellow” om samme farvesammensætning. Grul var klubfarve i februar ’15.

Græs

Græs er endnu en monokromatisk farve. Varm mellemgrøn.

Gypsy

Gypsy er en af de gode gamle .. En farveholdning med friske, glade farver, der har god kontrast og livlighed.

Udgivet i 1 kommentar

Spindeprojekter

Jeg har gang i en del forskelligt på spindefronten for tiden. Lidt for meget, måske, men alle de skønne Bosworth-håndtene jeg har, og al den fine fiber i flotte farver, bliver jeg jo ligesom nødt til at gøre lidt ved det ..

På min nyeste erhvervelse, en Bosworth Midi Black Locust, spinder jeg fibre i farveholdningen “Magnolia”. Jeg har mikset en del forskellige fibertyper ved at pre-drafte dem sammen således at farverne ikke blandes. Planen er at spinde 2-trådet garn med lange farveforløb.

IMG_4669 2
“Magnolia” og Bosworth Midi Black Locust

Så har jeg en Bosworth Featherweight i Bird’s Eye Maple. På den spinder jeg det fineste tussahsilke, farvet i “Glittertind”:

IMG_4756
Bosworth Featherweight Bird’s Eye Maple og tussahsilke i “Glittertind”

Tussahsilken er SÅ skøn at spinde!

På en tredje Bosworth, en Midi Swiss Pear, spinder jeg “Master Yoda” på South American-uld.

IMG_4754
“Master Yoda” og Bosworth Midi Swiss Pear

South American er en slags merinould. I hvert fald er den fin og blød som merino, men den har noget mere struktur, mere liv og elasticitet.
Portionen jeg spinder er vel på 75 – 80 gram, så det er jo ikke så meget. Planen er at navajotvinde for at bibeholde lange farveskift.

Så har jeg en støttet håndten. En tibetaner, og det er ikke en Bosworth, for en gang skyld. Det er en Aaes-ten, og den er en fabelagtig spinde-djævel!

IMG_4755
Støttet håndten fra N.E. Aaes, og tilhørende spindeskål. Fiberen er ramboulliet fra Hilltop Cloud

For en gangs skyld er det ikke en af mine egne farver jeg spinder. Dette er en såkaldt Fade Pack fra Hilltop Cloud Fibres, og ulden er ramboulliet. Superblødt, også dette en slags merino, men med mere bounce og liv end merino som oftest har.
Jeg spinder 2-trådet garn med henblik på en cardigan engang i fremtiden. Der er 500 gram uld og jeg har indtil videre spundet de 150.
Men det går ret godt med at spinde dette her. Man kan sidde mageligt tilbagelænet i sofaen og spinde på sådan en støttet ten, så det er et oplagt projekt når energiniveauet ikke er helt på toppen. Restitutions-spind efter lange løbeture, f.eks ..

Fire projekter i gang må være nok. Dog må jeg indrømme at jeg er voldsomt fristet til at spinde noget mere af dette garn:

IMG_4752
The Dark Side. På BFL

Det er tykt 2-trådet garn spundet som prøvespind af min nye farve “The Dark Side”. 100 gram med den fulde gradient, d.v.s orange-rødt-brunt-lilla-blåt-lyst fra ende til anden. Løbelængden er 125 meter, så det er et garn der passer til pind 5 – 6, cirka.
Jeg spandt det på min Ribe-rok, og jeg må sige at jeg pressede rokken til dens yderste. Ribens pibehul er ikke specielt stort, krogene heller ikke, så denne garntykkelse er nok det maksimale på den rok.
– Jeg er nu officielt på udkig efter en rok der er mere egnet til tykt garn, og ART-Yarn ..

Nu tilbage til spinderiet. “Master Yoda” bliver det i aften!

Udgivet i Skriv en kommentar

Spindeforeningens Spin-Along

Verdens bedste forening, Spindeforeningen, er lige nu vært for en Spin-Along (SAL). Projektet blev lige efter nytår søsat af to af medlemmerne, Mariann og Thomas, og det går i korthed ud på at alle deltagerne spinder noget garn af samme slags fibre i samme indfarvning. Det blev besluttet at fibrene skulle være BFL, og min indfarvning “Glittertind”.

Se, det var jeg jo superglad for, og gik straks i gang med farvningen. Vi havde regnet med at der nok ville være omkring 10 – 12 deltagere, men til vores store overraskelse er der nu mere end 30 spindere med på vores Glittertind-SAL. Jeg har farvet som en gal! 🙂

Friskfarvet “Glittertind” på BFL, klar til at komme ud i verden til SAL-deltagerne 🙂

Der er som sådan ingen startdato og heller ingen deadline på SAL’en – folk skal have lov til at arbejde i deres eget tempo. Så sker der jo det, at der af og til popper nogle lækre og interessante projektfotos op inde på Spindeforeningens FB-side, og det er jo ligesom det, der er hele idéen med det! Tanken er nemlig studere de vidt forskellig garner som sådan en flok spindere kan få ud af samme bunke fiber. Og ved at se de mange skønne billeder og læse om folks tilgang til opgaven kan andre spindere måske hente inspiration og idéer til kommende spinderier.

Jeg vil tillade mig at vise et par af billederne her. Det er fra forskellige spindere.

Fiberbåndet udfoldet

Opdeling i farvebunker

Spoler spundet med hver sin farve

Spundet med korte farveforløb

Færdigt garn – 3-trådet

Det er planen at samle billeder og beskrivelser fra alle deltagerne i “Glittertind”-SAL’en og udgive en PDF til Spindeforeningen – til forhåbentlig gavn og glæde for alle medlemmerne!

Men lige nu gælder det noget andet, nemlig forberedelserne til årest FiberFest i Ry. Denne endags festdag i håndarbejdets tegn er i år d. 10. marts. Konceptet er som sædvanlig masser af workshops, spændende salgsboder og et centralt caféområde hvor folk kan hygge sig med venner, strik, mad og drikke.
Jeg har en salgsbod i år, og det er tanken at den skal fyldes med mine håndmalede fibre – så jeg arbejder hårdt på at få en masse skønne farver og fibre klar.
Jeg håber vi ses til FiberFest!

Udgivet i Skriv en kommentar

Masser af Glittertind

Godt nytår!
Lige inden 2017 blev til 2018 fik Mariann og Thomas en god idé, og sammen med resten af Spindeforeningens lokalgruppe i Harlev fik de sat gang i et meget spændende projekt.

En Spin-along.

Det går i sin enkelhed ud på at deltagerne i Spin-along’en hver især køber en portion ens spindefibre, spinder dem på hver sin (valgfri) måde og sender lidt fotos og beskrivelse til Spindeforeningens FB-gruppe.
På den måde kan vi alle studere hvordan garnet bliver når det er forberedt og spundet på mange forskellige måder. Og der bliver mange! Over 30 spindere har meldt sig til Spin-alongen.

Det betyder travlhed i mit lille køkken, for det blev besluttet at fibrene til projektet skal være BFL (Bluefaced Leicester) i min go’e gamle farveholdning “Glittertind”. Et uldhjul på 200 gram til hver deltager.
Så der er blevet farvet. Og farvet igen. Og farvet lidt mere ..

IMG_4507
Farven påført og fibrene er klar til fiksering

IMG_4510
Skylning

IMG_4509
Et bjerg af Glittertind i svagt morgenlys ..

I de kommende uger bliver alle deltagerne forsynet med deres uldhjul og det sjove starter. Jeg er meget spændt på at se alle de forskellige garner som spinderne kan fremtrylle – og måske også færdige projekter, selvom det primært er spindingen det handler om nu.
Nogle deltagere vil måske, helt klassisk, spinde uldhjulet fra ende til anden og tvinde til 2-trådet. Andre vil navajo-tvinde eller lade garnet være 1-trådet. Vi vil komme til at se fine, tynde garner og også mere bulky garner med struktur og fylde. Nogle vil splitte uldbåndet op i tynde strimler inden spinding, andre vil måske opdele ulden i enkeltfarver og spinde en række forskelligtfarvede garner. Måske kommer vi til at se noget fraktalspinding. Og bouclégarn, kabelgarn, core-spundet eller andet effektgarn.
En ting er sikker: det bliver et lærerigt og omfangsrigt materiale som alle Spindeforeningens medlemmer kan få glæde af.

Nej, jeg skal ikke selv være med .. 🙂 Jeg skal snarest i gang med at farve og spinde noget helt andet – og helt nyt!

Jeg ønsker et farverigt og spindende nytår til alle!

 

Udgivet i Skriv en kommentar

Nye farvetiltag!

Nå, men så har jeg i min store visdom (ahem ..) besluttet at det nu er slut med “Månedens Farve på Fiber”.
Jeg var egentlig glad nok for konceptet, og det er jo på alle måder sundt for kreativiteten at skulle udvikle en ny farveholdning hver måned, men faktisk synes jeg ikke interessen har været stor nok til at jeg synes det er sjovt at fortsætte med at gøre det på den måde.
I stedet kommer der så noget andet ..

Nemlig 2 farve-kollektioner, som jeg vil bestræbe mig på til stadighed at have farvet op og på hylderne / i webshoppen.
Den ene kollektion, som jeg kalder “Classic Collection”, består af mine mest populære farveholdninger gennem tiden. 12 forskellige – simpelthen Toppen af Poppen!
Det har været svært at vælge fra, for jeg har lavet rigtig mange forskellige farveholdninger gennem tiden. Det kan da også godt være at der kommer udskiftninger i rækken af de gamle klassikere hen ad vejen.
Classic Collection er disse oldies but goodies: Ikaros, Glittertind, Rosenblad, Bærmispel, Aborre, Hede, Visne Asters, Onkel Kurt, Fjord, Efterår, Stedmoder og Blomsterkrukke.

Den anden kollektion består af 6 farveholdninger, og det er “Den GarnGales Gradienter”. Som navnet antyder er det allesammen paletter med lange farveforløb – typisk 4 – 6 farver, der ikke gentages på fiberbåndet.
Den GarnGales Gradienter er: Bærbusk, Tang, Fiskerihavn, Tulipanmark, Tsunami og Casino.

Se begge kollektioner, med fotos, under menupunktet “Farvning” og så “Multifarver”.

En tredje kollektion vil komme til efterhånden. Den kommer til at bestå af helt nye farveholdninger – jeg har nemlig overhovedet ikke tænkt mig at gå i stå med at sætte farver sammen .. 🙂

Alle mine monokrome farver (der er 35 forskellige) vil jeg først og fremmest farve op på mine nu fem forskellige garnkvaliteter: Opus, BFL-Steps, Serenade, Cantate og Rapsodi.
Men alle disse farver vil naturligvis også kunne laves på fibre – det er bare at sige til med ønskerne, så kommer de i Den GarnGales Farvekø!
Se alle mine monokrome farver her. (Menupunkt “Farvning” og dernæst “Monokrome”.

Jeg håber I synes om ændringerne!
Husk, jeg er altid modtagelig for forslag til nye, spændende og smukke farvekombinationer, så sig endelig til hvis der mangler noget, og send gerne et billede med farverne til mig.
Peace out!