Udgivet i 2 kommentarer

Håndarbejde lige nu ..

Igangværende projekter

Som sædvanlig har jeg gang i en del projekter, og det vil blive for omfattende at liste dem alle op her. Jeg nøjes med at skrive lidt om de ting jeg arbejder med lige NU.
Jeg strikker Løndal slipover nr. 2. Den første lavede jeg i Jamieson & Smith Heritage Naturals + lidt håndspundet shetlandsgarn med farver på. Nr. 2 bliver i også i J&S-garn, men denne gang deres 2ply Jumper Weight. Garnerne har samme løbelængde, men 2ply Jumper Weight er en smule mere fyldig, så jeg tror slipover nr. 2 bliver en anelse større end den første. Det gør ikke noget – det er blot en erfaring der er god at have 🙂

“Løndal” i farver 🙂

Samtidig må jeg bryde sammen og tilstå at opskriften ikke er klar endnu til andre størrelser end Small .. Jeg har endda en test-strikker til en Medium stående parat, så jeg må vist hellere se at få det fikset ..

Ud over “Løndal” er der et lidt hemmeligt projekt i gang, i anledning af at det snart er jul.. Jeg har lige slået op for en time siden. Og så siger jeg ikke mere om det!

Spindeprojekter er der også et par stykker af. På en af Bosworth-håndtenene er der (stadig – det er slow going ..) “Uranus” i gang. Fiberen er top-lækker: en 80/10/10-blanding af Targhee-uld, tussahsilke og bambus.

Uranus var Fiberklub-farve i juli i år, og det betyder at den bliver “offentlig” her til nytår – så er den nemlig 6 måneder gammel og kan bestilles af alle, ikke kun fiberklubmedlemmerne.
Desværre har jeg ikke lige nogle billeder af selve spindingen – og nu er det for mørkt til at tage fornuftige fotos. Men jeg kan fortælle, at jeg spinder til et 3-trådet garn, tyndt og fint på en Bosworth Featherweight-ten. De 3 tråde spinder jeg med forskellig farvesekvens-længde: En tråd med hyppige farveskift, den næste med halvlange farveskift og den sidste med lange farvesekvenser – et såkaldt fraktalspundet garn.
Der bliver kun 100 gram og jeg ved ikke endnu hvad garnets videre skæbne bliver ..

På en anden Bossie spinder jeg islætsgarn til vævning. Jeg vil væve noget stof til beklædning af en slags, og trenden er tyndt uldgarn 17/2, så vidt jeg husker. Farven er mørk bordeaux.
Det håndspundne til islæt bliver 1-trådet, og fiberblandingen er South American-uld, mohair og tussahsilke, lige dele af hver. Det er en dejlig fiber at spinde, og tråden bliver tynd og blank.

Da garnet jo skal i en væveskytte og sagtens kan bruges uden foregående vask spinder jeg det simpelthen direkte på en lille håndrullet papirspole, som jeg sætter på tenens skaft. Der kan ikke være meget på hver spole, måske 5 – 7 gram – men det er også i orden! Farveholdningen hedder “Blomsterkrukke”.

Mere væv:
For nogle år siden anskaffede jeg mig en lille sømvæv. På den kan man væve firkanter på 10 x 10 cm – uden trendspild og siddende i sofaen 🙂 Det er et fint lille redskab, og her for nylig kom den så frem i lyset igen, inspireret af et søm-vævet projekt lavet af en af Spindeforeningens kreative medlemmer.

En diagonalvævet firkant på min lille sømvæv

Jeg fik blod på tanden og vævede ret hurtigt 24 diagonalvævede firkanter af rester af håndfarvet uldgarn. Dem syede jeg sammen og derpå valkede jeg stykket en smule sådan at det nu kan passe som nyt betræk til en sofapude, der virkelig trænger ..

Valket pudebetræk. Lettere “krøllet” i kanten, men det ordner sig nok under påsyningen 🙂

I mellemtiden er jeg så blevet den lykkelige ejer af en stor sømvæv! Den kan indstilles til at væve forskellige størrelser – supersmart! Så den er jeg i fuld gang med at lære at kende. Forskellige teknikker skal afprøves, og anvendelsesmuligheder overvejes. Sjovt at arbejde med, i hvert fald!

Prøvevævning på den store sømvæv. Jeg bruger en rest af håndspundet 1-trådet uldgarn.

Tiden føles for knap til alt det, jeg gerne vil nå! I min hverdag prioriterer jeg jo naturligvis farvning af fibre til webshoppen og Fiberklubben, så disse projekter halter ofte lidt bagefter .. Der skal jo også være tid til familie og mand, kattene, huset og skoven. Jeg er dybt taknemmelig! 🙂

Vinterstemning på en løbetur forleden i Løndal / Addit Skov.