Der blev præcis 100 gram lækkert, blødt 2-trådet merino/angora/BFL-garn ud af mit karteflor. Løbelængde 280 meter.
Jeg har spundet det som kartegarn. Det vil sige at jeg har bestræbt mig på at spinde tråden så let og løst som muligt. Metoden jeg har brugt dertil der det "modificerede lange bagud-træk", hvor jeg med venstre hånd trækker fiberforsyningen baglæns væk fra rokken idet jeg tilfører sno. Ideelt set skulle jeg ikke behøve at bruge den anden hånd overhovedet, men jeg brugte nu alligevel min højre hånd til at styre det lidt med, og til at udjævne de største klumper.. Under spindingen anvendte jeg rokkens store trisse (jeg brugte min gamle Ribe-rok, den har kun to trissestørrelser) for at få godt med indtræk og minimalt sno på tråden. Under tvindingen brugte jeg så den lille trisse, da jeg her ønskede at tilføre garnet sin struktur i form af en tæt og blød tvinding.
Den opmærksomme læser (spinder) vil så nu bemærke at garnet på den måde temmelig sikkert bliver overtvundet. Og ja, det er helt rigtigt. Men ikke mere overtvundet end at en varm vask og hænge-tørring – uden vægt – gav mig et fuldstændigt afbalanveret garn.
Og nej, der er ikke to forskellige farver garn her selvom det kunne se sådan ud.. Det er samme garn på de to fotos, blot fotograferet under forskellige lysforhold..
Nu glæder jeg mig til at strikke vanter af dette garn. De bliver *så* dejlig varme.. 🙂
Ser rigtig godt ud:-)
Bliver til skønne varme vanter.
Knus
Susanne