Jeg havde bestilt 3, men der kom sørme 4 – sikke en service! 🙂 En stor, en mellem og to let-vægtere:
Den største af dem er en "Redwood Burl Top Whorl" og den vejer ca. 40 gram. Den mellemstore er en "Banksia Pod Top Whorl" på ca. 30 gram, og de to letvægtere er af Redwood og Amboyna Burl. Også disse to er med tenvægt foroven og de vejer ca. 15 – 20 gram.
De spinder rigtig fint, og de er jo også smukke at se på. Især medium-tenen af "Banksia Pod" (hvad det så end er for noget??) er flot og speciel med de markante fordybninger i træet. Den lille gullige Amboyna Burl er også fantastisk smuk. Nu har jeg bare brug for noget mere tid i mit liv så jeg kan spinde noget garn..
Tenene har jeg købt i denne Etsy-shop: 3gWoodWorks
Og disse her er også ankommet:
To "Russiske håndtene" fra Gripping Yarn. Den til venstre er af mexikansk bocote og den anden af valnøddetræ. Ja, de ser lidt anderledes ud.. Det er nemlig ikke tene der skal hænge i luften i det selvsamme garn man er i færd med at spinde, men derimod skal de støttes på et underlag under spindingen. Typisk har man en lille skål som man spinder tenen i. Med sådan en understøttet håndten har man kun en hånd til at strække sine fibre ud, altså må spindemetoden nødvendigvis blive med det lange træk, "langdraget", som jeg kalder det. Fordi tenens vægt ikke påvirker den tråd der er ved at blive spundet er den perfekt til at spinde fine, bløde garner. Korte fibre, som f.eks. bomuld, cashmere og andre typer af underuld, spindes fint på sådan en understøttet ten, netop fordi der er minimal vægtbelastning på de korte fibre, der så kan få tilført tilstrækkelig med sno til at holde sig sammen som et garn. Denne form for ten er nemlig også perfekt til at tilføre sno i en fart.
Wroom! De kan spinde hurtigt..
Nu er jeg på ingen måde verdensmester i at spinde på Russiske håndtene. Jeg prøvede det faktisk for første gang til Spindeforeningens Generalforsamling for en god uges tid siden. Vips havde medbragt sine "Russere" og jeg fik lov til at øve mig lidt. 🙂 Og det er ikke sådan lige til at gå til, må jeg indrømme. Der skal træning til. Men jeg synes, at allerede efter at have spundet lidt af den medfølgende smukke rødlilla merinould, er jeg blevet lidt bedre til det.
Så nu vil jeg gå videre med træningen.
De er bare så flotte, de spindepinde!