For et stykke tid siden modtog jeg en helt særlig bestilling på en babyvikle. Den skulle være 5 meter lang og gerne væves i bomuld og hør.
Mine tidligere vikler har jeg vævet udelukkende i bomuld, men jeg fandt frem til en passende bomuld/hør-kvalitet i en smuk petroleumsblå farve, der ville spille godt sammen med den orange/gul/beige/brune trend.
Min kunde kunne godt lide det 4-skaftsmønster jeg havde anvendt på den gule vikle som jeg færdiggjorde i efteråret, og på den orange som jeg netop var ved at være færdig med og som stadig sad på væven. Meget passende – trampesekvensen sad praktisk talt indprogrammeret i benene, så det mønster var jeg glad for at få lov til at køre videre med. Det er også smukt, især når der er god kontrast mellem trend- og islætsfarverne, så strukturen rigtig kan ses.

Jeg vævede fem og en halv meter for at opnå den færdige længde på 5 meter – der er jo en vis krympning der skal tages højde for.

Forleden dag klippede jeg ned, og kunne rulle stoffet af bommen – det er altid et magisk øjeblik! Først den “blå” stofbane i bomuld/hør og dernæst den orange, der et stykke tid havde ligget gemt inderst på stofbommen. Efter en efterbehandlingsproces med iblødsætning, vask og presning, kunne jeg sømme begge viklerne op og erklære dem færdige.
I dag har jeg så sendt den “blå” vikle afsted til min kunde og hendes barn – og jeg er så spændt på hvad hun synes om den!!

Den orange vikle er endnu ikke fotograferet, men så snart jeg har gjort det kommer den i webshoppen.

Hejsa
Hvad koster sådan en vikle ? 🙂
Mvh Sandie Collin
Hej Sandie.
Det kommer lidt an på materialerne og meget på længden 🙂 Hvis du er interesseret i nærmere oplysninger kan vi lige tage den på mail: birthepry@gmail.com
Uh, jeg vil også gerne starte med at væve mine egne vikler. Hvordan vil du anbefale mig at starte ud? Hvilken væv skal jeg bruge?
Hej Katrin. Det er et stort spørgsmål .. Nu ved jeg ikke hvor meget du har vævet indtil nu, men ellers vil jeg da anbefale dig at læse nogle gode vævebøger og i det hele taget søge information rundt omkring, ikke blot i forhold til vikler, men væveteknik og garn- og stofkvaliteter i det hele taget.
Hvilken væv? Også et vanskeligt spørgsmål at besvare, men en solid stor skaftevæv er at foretrække 🙂
God fornøjelse!