Udgivet i 4 kommentarer

Færdige væveprojekter.

For et stykke tid siden modtog jeg en helt særlig bestilling på en babyvikle. Den skulle være 5 meter lang og gerne væves i bomuld og hør.
Mine tidligere vikler har jeg vævet udelukkende i bomuld, men jeg fandt frem til en passende bomuld/hør-kvalitet i en smuk petroleumsblå farve, der ville spille godt sammen med den orange/gul/beige/brune trend.
Min kunde kunne godt lide det 4-skaftsmønster jeg havde anvendt på den gule vikle som jeg færdiggjorde i efteråret, og på den orange som jeg netop var ved at være færdig med og som stadig sad på væven. Meget passende – trampesekvensen sad praktisk talt indprogrammeret i benene, så det mønster var jeg glad for at få lov til at køre videre med. Det er også smukt, især når der er god kontrast mellem trend- og islætsfarverne, så strukturen rigtig kan ses.

I væven.
I væven.

Jeg vævede fem og en halv meter for at opnå den færdige længde på 5 meter – der er jo en vis krympning der skal tages højde for.

5 meter stof ..
5 meter stof ..

Forleden dag klippede jeg ned, og kunne rulle stoffet af bommen – det er altid et magisk øjeblik! Først den “blå” stofbane i bomuld/hør og dernæst den orange, der et stykke tid havde ligget gemt inderst på stofbommen. Efter en efterbehandlingsproces med iblødsætning, vask og presning, kunne jeg sømme begge viklerne op og erklære dem færdige.
I dag har jeg så sendt den “blå” vikle afsted til min kunde og hendes barn – og jeg er så spændt på hvad hun synes om den!!

Der er et fint farvespil i mønsteret fra den mangefarvede trend.
Der er et fint farvespil i mønsteret fra den mangefarvede trend.

Den orange vikle er endnu ikke fotograferet, men så snart jeg har gjort det kommer den i webshoppen.

Den orange vikle, i væven.
Den orange vikle, i væven.
Udgivet i 4 kommentarer

Babyvikle – nu med baby! :-)

Den gule babyvikle, som jeg vævede på bestilling for en måneds tid siden, bliver flittigt brugt.

Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.
Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.

Min kunde har skrevet til mig at hun er rigtig glad for den, og hun har sendt mig dette billede af viklen i brug, og givet mig lov til at vise det frem her på bloggen:
Babyvikle med fint indhold :-)
Babyvikle med fint indhold 🙂

Når man sidder og væver er det nogen gang svært at forestille sig hvordan det færdige stykke tekstil vil blive anvendt. Selvom jeg jo godt ved hvordan viklerne bruges, er det alligevel lidt “stort” at se sin egen kreation i anvendelse, især med sådan en sød, sovende lille gut indeni! Tusind tak for fotoet og den positive tilbagemelding af viklen – det værdsætter jeg rigtig meget! 🙂

Der har ikke været så meget tid til vævning her de sisde par uger, og jeg er da stadig i gang med vikle nr. 2 på den meget lange trend. Den væver jeg med orange islæt, men ellers i samme mønster som den gule vikle. Lige nu er den godt 2 meter lang, og jeg tænker at jeg slutter så den kan blive ca. 4,2 meter – det er en størrelse 5. (Se dette link for størrelser og viklemetoder)

Næste vikle bliver orange
Næste vikle bliver orange

Når jeg engang er færdig med den orange vil der stadig være trend til 2 vikler på væven. Lige nu tænker jeg at de skal væves i et lidt andet mønster, og med mørkere islætsgarnn. Men vi får se – jeg er naturligvis åben for bestillinger, både på den aktuelle trend og også til nye opsætninger, når jeg når så langt.
I shoppen ligger der lige nu 2 færdige vikler, begge vævet på en blå trend (men forskellige p.g.a. forskellig islæt). Begge babyvikler er i størrelse 5, og vævemønsteret er krystalkipper. Jeg broderer gerne en lille midtermarkering på efter ønske – uden merpris. 🙂
Blå vikle, 71 x 413 cm
Blå vikle, 71 x 413 cm

Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.
Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.

Udgivet i Skriv en kommentar

Gul Happ-Inez :-)

Så blev den færdig.
Den gule babyvikle med arbejdstitlen “Gul Happ-Inez” er vævet på bestilling, og jeg er meget spændt på (læs: rystende nervøs for) hvad min kunde siger til det færdige resultat. Der mangler dog stadig en lille bitte detalje, nemlig en midtermarkering i form af et lille broderi.
Men her kommer et par billeder.

Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.
Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.
Målene er 69 x 326 cm.
Målene er 69 x 326 cm.
Vævemønsteret tæt på. Det er en fin lille struktur der væves på 4-skafter.
Vævemønsteret tæt på. Det er en fin lille struktur der væves på 4-skafter.
"Gul Happ-Inez" draperet på ginen.
“Gul Happ-Inez” draperet på ginen.
Udgivet i Skriv en kommentar

Klip.

Den første babyvikle på den lange trend blev færdig i går, og jeg besluttede at klippe den ned nu (for kundens skyld, så hun ikke skal vente i flere uger ..) og binde trenden til igen.
Sådan noget nedklipning og frembinding tager jo en pæn bid af trenden, så jeg tænkte at jeg ville prøve at bruge en trend-besparende metode, som jeg for nylig har læst om.

Færdigvævet babyvikle med frembindings-hjælpepind indvævet og forankret.
Færdigvævet babyvikle med frembindings-hjælpepind indvævet og forankret.

Lige efter vævningens slutning væves ca. 3 cm tæt vævning med et garn, der ikke er glat. Jeg fandt en rest brunt uldgarn der kunne bruges. Derefter lægges en hjælpepind ind i skellet, og derefter et par islæt med noget lidt tykt garn. Så er der klar til at klippe!

Klippet ned.
Klippet ned.

Den gule babyvikle er her trukket af væven og rullet op på en rundstok, klar til bad og oplægning. Resten af trenden, med hjælpepind, hænger i fri figur ned fra kammen.

Trenden med hjælpepind bundet på igen.
Trenden med hjælpepind bundet på igen.

Rest-trenden bindes på igen ved at trække en snor rundt om hjælpepinden og frembindingskæppen, i mindre sektioner mellem trendens tråde. Der bedes til Gudinden om at de 3 centimeters tætte uldvævning holder til trækket når trenden skal spændes op til vævning igen ..

Næste babyvikle: orange! :-)
Næste babyvikle: orange! 🙂

Og det gør den heldigvis!! Næste stykke baby-bærende stof bliver, som det ses, flot orange.

I morgen er der strikkecafé i min butik. Jeg glæder mig til et par timers strik, kaffe og squash-chokoladekage – men især til dejligt samvær og snak. Vi bliver 11 – 12 stykker 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Flaske.

Den nye farve i rækken af monokrome er en dyb og kølig grøn, og jeg synes navnet “Flaske” passer meget godt. Så det hedder den.
Den er i shoppen nu på disse 3 uldtyper.

Jeg farver naturligvis også gerne “Flaske” på andre uld- og fibertyper, samt på mine garner. Bare sig til!

Der væves jo på livet løs. Den første babyvikle på den lange trend er jo afsat, og det varer ikke længe før den er færdigvævet. Jeg er tiltagende begejstret for det fine mønster, og nu kan jeg tilmed trampe det næsten uden at tænke over det. Autopilot-væveren kan slås til og så går arbejdet jo som en leg!

Happ-Inez. Det kalder jeg trenden i de smukke orange, gyldne og brune nuancer :-)
Happ-Inez. Det kalder jeg trenden i de smukke orange, gyldne og brune nuancer 🙂

Måske klipper jeg ned når jeg har vævet den første babyvikle, selvom det giver lidt garnspild og det tager ekstra tid at lave frembinding en gang til. Men ellers skal min kunde jo vente et pænt stykke tid, og det synes jeg faktisk er lidt synd.

Udgivet i 4 kommentarer

Ind under huden.

En vævestruktur får man lært rigtig godt at kende mens man arbejder med den. I mit nuværende projekt (babyvikler igen) har jeg valgt at væve et fint lille mønster på 4-skafter. Trampningen er lige som sølningen, og mønsterrapporten er på 22 tråde.
Det gik rigtig fint og nemt med at sølle mønsteret. Ingen fejl, og vævningen er som sådan allerede i gang nu.

Først vævede jeg lidt i en restfarve for at teste at der ikke var fejl i sølning og ritning. Det var der ikke (hurra!), så jeg gik hurtigt videre med selve babyvikle-vævningen.
Trampningen falder mig dog ikke helt så naturligt som sølningen gjorde, synes jeg, på trods af at det egentlig er det samme .. Det er lidt svært at se hvor man er i mønsteret (men det lærer jeg vel efterhånden). Og fordi trampesekvensen spejlvender, jeg bruger begge fødder lidt skiftevis og oven i hatten er lidt højre/venstre-blind kommer jeg meget nemt til at løbe vild i det og trampe forkert .. Arrgh! Jeg har vævet lidt baglæns ind imellem, må jeg sige.

Men i løbet af de mange meters vævning skal jeg nok få sekvensen ind under huden. Rækkefølgen og rytmen skal komme til at sidde hardwired i fødderne, så de kan danse hen over tramperne uden at jeg behøver at tænke videre over det. Når den tilstand indtræffer bliver arbejdet næsten som en leg! Her i starten – not so much .. Jeg skal koncentrere mig. Kontrollere og tælle efter. Og >suk< nogen gang væve lidt baglæns ..
Men det bliver fint, synes jeg! Her er et par snapshots, fra begge sider af væven:

Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.

På lørdag er der strikkecafé i butikken. Så kan man jo komme og se hvor langt jeg er nået med projektet. Den dag vil jeg nok ikke væve, men hygge mig med et af mine strikketøjer. Helst et, som jeg ikke skal tænke til .. 🙂

I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry :-)
I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry 🙂

Alle er velkomne, men jeg vil gerne have at man tilmelder sig, på mail eller på anden vis, af hensyn til kage-mængder og siddepladser. Jeg beder desuden om 30 kr til kaffekassen.
Jeg håber vi ses!

Udgivet i 6 kommentarer

Bomme-hjælp

Så sad hun der, min dejlige veninde Mariann, og holdt tøjlerne – øh, trådene stramt.

"Hyp, alle mine heste!"
“Hyp, alle mine heste!”

Jeg havde indkaldt hende til bomme-hjælpetjeneste. Hun indvilligede, og det er jeg superglad for, for de godt 20 meter ville havde været en PITA at skulle håndtere selv.
Kæmpe-fletninger
Kæmpe-fletninger

Som sagt er min trend godt 20 meter, og selvom den kun er 78 cm i bredden og består af 704 tråde har jeg alligevel delt den op i to. Det er nemmere at styre, synes jeg. Nemmere at få alle tråde ordentligt udspændt under bomningen.
Her er trenden overført til væven, klar til at blive kørt på.
Klar.
Klar.

Det var hårdt arbejde at bomme den lange trend! Undervejs var der et mindre uheld med en tråd, der knækkede, men det var også det eneste der gik galt. Tråden blev repareret, arbejdet kunne fortsætte og endelig kunne jeg befri Mariann fra hendes lidt fastlåste position.
At være garnholder under bomningen er et tillidshverv!
At være garnholder under bomningen er et tillidshverv!

Resten kørte fint. Garnbommen har aldrig været tykkere, og vi trængte begge til vores bomme-kaffe m. hindbærsnitte. Normalt får man bomme-øl, men det var trods alt stadig formiddag ..
Næste trin er sølning. Et (for mig) nyt søllemønster skal afprøves i denne babyvikle-vævning. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at kaste skytten!
Tusind tak for hjælpen, Mariann 🙂

Udgivet i 6 kommentarer

Færdige babyvikler!

Babyviklerne er nu helt færdige: vasket, strøget, opsømmet, strøget igen, fotograferet og lagt i shoppen.
Jeg er tilfreds!

Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.
Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.

Smaragdgrøn vikle. 280 g/m2
Smaragdgrøn vikle. 280 g/m2
Blå vikle, 71 x 413 cm
Blå vikle, 71 x 413 cm

Blå vikle. 280 gram/m2
Blå vikle. 280 gram/m2

Jeg er nu *så* klar til at begynde arbejdet med næste væveprojekt: babyvikler igen, denne gang på en trend af varme farver: brændt orange, gule nuancer, brunlige. Og et nyt (for mig) og spændende vævemønster!

Udgivet i 1 kommentar

Godt stof.

Kan man blive forelsket i en stofrulle? Det er lige før jeg er det!
I fredags klippede jeg ned. 9 meter bomuldsstof i krystalkipper, som skal blive til 2 babyvikler hver på ca. 4,2 – 4,5 meter.
Jeg havde fået det gode råd at lægge stoffet i blød i koldt vand i et døgns tid inden den egentlige vask i maskinen, så det gjorde jeg. I aftes maskinvaskede jeg så stoffet på 40 grader og afsluttede med en let omgang centrifugering.
Den lange stofbane blev hængt til tørre under et håndværker-stillads vi har stående ved gavlen i disse uger. Meget praktisk anordning til tørring af lange stofstykker, og så endda med overdækning! – det stillads kommer jeg da til at savne, når tømrerne engang er færdige med huset!

Tørring i lange baner
Tørring i lange baner

Tørre-stillads
Tørre-stillads

Her til morgen har bomuldsstoffet så fået en omgang med det varme strygejern, så det nu er glat og fint, klar til at blive klippet i 2 stykker og sømmet op.
Nystrøget og klar til oplægning.
Nystrøget og klar til oplægning.

Så er det bare at jeg mangler sytråd i de rigtige farver .. Så i morgen formiddag må jeg ud at shoppe!
I mellemtiden tager jeg en lang løbetur, strikker videre på min Patchwork-sweater og planterfarver noget garn. Vente, vente ..

Udgivet i 2 kommentarer

Mere plantefarvning

Jeg har noget i gang i gryden. Men først bliver jeg lige nødt til at komme med en status-rapport over det lyserøde i solfarvningsglasset:

Dag 3. Mikro-midterblomst fra vild gulerod.
Dag 3. Mikro-midterblomstfra vild gulerod.

Som jeg skrev i indlægget for et par dage siden, så er det jo et eksperiment. Er det meste egentlig ikke det? Den lillebitte mørke blomsterdims i midten af skærmblomsten på vild gulerod havde jeg hørt kunne bruges til at farve med.
Indsamlingen af de ca. 2 gram (!) tog ret lang tid, så jeg håber virkelig garnet modtager og beholder den fine lyserøde kulør. Tænk, hvis det forsvinder ud med skyllevandet! Det er jo en af de meget spændende aspekter ved plantefarvning. You never know.
Men indtil videre ser det for så vidt fint ud. Et par gode soldage har ikke ændret nævneværdigt på farven i glasset. Jeg krydser fingre og venter tålmodigt.

Så hørte jeg også om et andet interessant farveemne: Frøstanden af almindelig syre. Syren står faktisk samme sted som den vilde gulerod, og det i stor mængde.

Almindelig syre i blomst.
Almindelig syre i blomst.

Denne her plante var noget nemmere at indsamle. 700 gram på et kvarters tid høstede jeg i morges. Jeg grov-ribbede stænglerne for blomster og frø og satte det over at koge i et par timer, lige som jeg plejer.
Her til aften har jeg så siet farvesuppen (gullig-brun) og sat gang i selve farvningen af 2 bundter uldgarn: 100 gram alun/vinsten-bejdset og 100 gram ubejdset.
Lige lagt i gryden.
Lige lagt i gryden.

Jeg slukker for varmen når det har simret i en times tid, og så får det lov til at stå og hygge sig i farvesuppen indtil i morgen.
Foreløbig ser det dog ikke ud til at give nogen særlig spændende farve, er jeg bange for. Men morgendagen vil vise det!

Henne på værsktedet sidder jeg og væver babyvikler. Det er super-hyggeligt. Dejligt at arbejde sig ind i rytmen ved væven – det er helt hypnotiserende. Men jeg kan godt mærke på mine arme og skuldre at det er lidt uvant at væve så meget.
Jeg har nu vævet halvdelen af den første vikle. Jeg glæder mig til at se dem færdige! Billedet her er fra i går, men det ser sådan set ligesådan ud i dag, bortset fra at stofbommen er blevet en smule tykkere. Ikke at det ville kunne ses på billedet.

Babyvikle i krystalkipper. Bomuld i en smuk blå gradient ..
Babyvikle i krystalkipper. Bomuld i en smuk blå gradient ..

Hvis du vil vide mere om babyvikler og hvordan man bruger dem, så læs her. Det er ikke så indviklet! 😉