Udgivet i Skriv en kommentar

Nye garner i butikken

Nyt fra Noro

De japanske garnfirma Noro Yarns har gennem snart et halvt århundrede frembragt smukke og unikke garner. Jeg har kendt og elsket Noro-garnerne i ca. 20 år, og det er med største selvfølgelighed at jeg har taget en god håndfuld af de mange Noro-kvaliteter ind i butikken. Intet Garngalleri uden Noro!!
Et kig på webshoppens Noro-kategori afslører, at der nu er 9 forskellige slags Noro-garn på hylderne ..
De 2 nyeste skud på stammen ses på billedet ovenfor. Jeg vil gerne præsentere dem kort:

Noro Uchiwa

Uchiwa er et sommergarn.
Fiberindholdet er 50% bomuld, 30% viscose og 20% silke. Løbelængden er 500 meter i et 200 grams nøgle, og anbefalet pindetykkelse er 4 – 4,5 mm.
Jeg har lavet en strikkeprøve på pind 4 mm og fik en masketæthed på 20 masker og et rækketal på 32 på 10 x 10 cm.

Farverne, og den måde de forløber i garnet, er svære at beskrive med ord .. Smukke, blide overgange mellem farverne, der hver især har et langt forløb. Overalt er der piftet op med fantastiske farveklatter – tweed eller nister – i rigtig mange kulører. Tilsammen giver det et smukt og varieret farvespil, der er en fornøjelse at se på.

Jeg har Uchiwa i 7 farveholdninger, den ene smukkere end den anden! Se dem alle i webshoppen.
Idéer til strikkeprojekter kommer her. De 2 viste modeller er fra Noro magazine nr. 20.

Noro Viola

Viola har jeg ventet længe på. Det er et uldgarn, igen i velafstemte farveforløb med blide overgange. Viola er ikke et udpræget tweedgarn, men til gengæld roligt og afbalanceret i udtrykket.
100% uld, 1-trådet, og med en løbelængde på 400 meter i nøglet på 200 gram. Anbefalet pind er 4,5 til 5 mm. Min strikkeprøve på pind 4,5 mm gav en strikkefasthed på 16 masker og 25 pinde på 10 x 10 cm.

Viola-strikkeprøve, fv. 3. Pind 4,5 mm, 16 m på 10 cm.

Viola er kommet i 5 farver (indtil videre), og de kan ses her i webshoppen.
Forslag til strik i Viola, her fra Noro Magazine nr. 19:

Til Viola-garnet kan generelt bruges opskrifter, der egentlig er skrevet til Noro Kureyon, Noro Ito, Noro Madara – og flere andre. Mange af Noros garner har nemlig den samme løbelængde og strikkefasthed – så det er jo ganske praktisk!

Som skrevet er de nye garner på plads i webshoppen – men kom endelig ind i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup og se de smukke garner med egne øjne, hvis du har muligheden. Og mærk på dem ..

Udgivet i 4 kommentarer

Færdige væveprojekter.

For et stykke tid siden modtog jeg en helt særlig bestilling på en babyvikle. Den skulle være 5 meter lang og gerne væves i bomuld og hør.
Mine tidligere vikler har jeg vævet udelukkende i bomuld, men jeg fandt frem til en passende bomuld/hør-kvalitet i en smuk petroleumsblå farve, der ville spille godt sammen med den orange/gul/beige/brune trend.
Min kunde kunne godt lide det 4-skaftsmønster jeg havde anvendt på den gule vikle som jeg færdiggjorde i efteråret, og på den orange som jeg netop var ved at være færdig med og som stadig sad på væven. Meget passende – trampesekvensen sad praktisk talt indprogrammeret i benene, så det mønster var jeg glad for at få lov til at køre videre med. Det er også smukt, især når der er god kontrast mellem trend- og islætsfarverne, så strukturen rigtig kan ses.

I væven.
I væven.

Jeg vævede fem og en halv meter for at opnå den færdige længde på 5 meter – der er jo en vis krympning der skal tages højde for.

5 meter stof ..
5 meter stof ..

Forleden dag klippede jeg ned, og kunne rulle stoffet af bommen – det er altid et magisk øjeblik! Først den “blå” stofbane i bomuld/hør og dernæst den orange, der et stykke tid havde ligget gemt inderst på stofbommen. Efter en efterbehandlingsproces med iblødsætning, vask og presning, kunne jeg sømme begge viklerne op og erklære dem færdige.
I dag har jeg så sendt den “blå” vikle afsted til min kunde og hendes barn – og jeg er så spændt på hvad hun synes om den!!

Der er et fint farvespil i mønsteret fra den mangefarvede trend.
Der er et fint farvespil i mønsteret fra den mangefarvede trend.

Den orange vikle er endnu ikke fotograferet, men så snart jeg har gjort det kommer den i webshoppen.

Den orange vikle, i væven.
Den orange vikle, i væven.

Udgivet i 4 kommentarer

Babyvikle – nu med baby! :-)

Den gule babyvikle, som jeg vævede på bestilling for en måneds tid siden, bliver flittigt brugt.

Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.
Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.

Min kunde har skrevet til mig at hun er rigtig glad for den, og hun har sendt mig dette billede af viklen i brug, og givet mig lov til at vise det frem her på bloggen:
Babyvikle med fint indhold :-)
Babyvikle med fint indhold 🙂

Når man sidder og væver er det nogen gang svært at forestille sig hvordan det færdige stykke tekstil vil blive anvendt. Selvom jeg jo godt ved hvordan viklerne bruges, er det alligevel lidt “stort” at se sin egen kreation i anvendelse, især med sådan en sød, sovende lille gut indeni! Tusind tak for fotoet og den positive tilbagemelding af viklen – det værdsætter jeg rigtig meget! 🙂

Der har ikke været så meget tid til vævning her de sisde par uger, og jeg er da stadig i gang med vikle nr. 2 på den meget lange trend. Den væver jeg med orange islæt, men ellers i samme mønster som den gule vikle. Lige nu er den godt 2 meter lang, og jeg tænker at jeg slutter så den kan blive ca. 4,2 meter – det er en størrelse 5. (Se dette link for størrelser og viklemetoder)

Næste vikle bliver orange
Næste vikle bliver orange

Når jeg engang er færdig med den orange vil der stadig være trend til 2 vikler på væven. Lige nu tænker jeg at de skal væves i et lidt andet mønster, og med mørkere islætsgarnn. Men vi får se – jeg er naturligvis åben for bestillinger, både på den aktuelle trend og også til nye opsætninger, når jeg når så langt.
I shoppen ligger der lige nu 2 færdige vikler, begge vævet på en blå trend (men forskellige p.g.a. forskellig islæt). Begge babyvikler er i størrelse 5, og vævemønsteret er krystalkipper. Jeg broderer gerne en lille midtermarkering på efter ønske – uden merpris. 🙂
Blå vikle, 71 x 413 cm
Blå vikle, 71 x 413 cm

Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.
Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.

Udgivet i Skriv en kommentar

Gul Happ-Inez :-)

Så blev den færdig.
Den gule babyvikle med arbejdstitlen “Gul Happ-Inez” er vævet på bestilling, og jeg er meget spændt på (læs: rystende nervøs for) hvad min kunde siger til det færdige resultat. Der mangler dog stadig en lille bitte detalje, nemlig en midtermarkering i form af et lille broderi.
Men her kommer et par billeder.

Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.
Farverne går fra orange over forskellige gule nuancer over natur/beige til brun.

Målene er 69 x 326 cm.
Målene er 69 x 326 cm.

Vævemønsteret tæt på. Det er en fin lille struktur der væves på 4-skafter.
Vævemønsteret tæt på. Det er en fin lille struktur der væves på 4-skafter.

"Gul Happ-Inez" draperet på ginen.
“Gul Happ-Inez” draperet på ginen.

Udgivet i Skriv en kommentar

Klip.

Den første babyvikle på den lange trend blev færdig i går, og jeg besluttede at klippe den ned nu (for kundens skyld, så hun ikke skal vente i flere uger ..) og binde trenden til igen.
Sådan noget nedklipning og frembinding tager jo en pæn bid af trenden, så jeg tænkte at jeg ville prøve at bruge en trend-besparende metode, som jeg for nylig har læst om.

Færdigvævet babyvikle med frembindings-hjælpepind indvævet og forankret.
Færdigvævet babyvikle med frembindings-hjælpepind indvævet og forankret.

Lige efter vævningens slutning væves ca. 3 cm tæt vævning med et garn, der ikke er glat. Jeg fandt en rest brunt uldgarn der kunne bruges. Derefter lægges en hjælpepind ind i skellet, og derefter et par islæt med noget lidt tykt garn. Så er der klar til at klippe!

Klippet ned.
Klippet ned.

Den gule babyvikle er her trukket af væven og rullet op på en rundstok, klar til bad og oplægning. Resten af trenden, med hjælpepind, hænger i fri figur ned fra kammen.

Trenden med hjælpepind bundet på igen.
Trenden med hjælpepind bundet på igen.

Rest-trenden bindes på igen ved at trække en snor rundt om hjælpepinden og frembindingskæppen, i mindre sektioner mellem trendens tråde. Der bedes til Gudinden om at de 3 centimeters tætte uldvævning holder til trækket når trenden skal spændes op til vævning igen ..

Næste babyvikle: orange! :-)
Næste babyvikle: orange! 🙂

Og det gør den heldigvis!! Næste stykke baby-bærende stof bliver, som det ses, flot orange.

I morgen er der strikkecafé i min butik. Jeg glæder mig til et par timers strik, kaffe og squash-chokoladekage – men især til dejligt samvær og snak. Vi bliver 11 – 12 stykker 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Flaske.

Den nye farve i rækken af monokrome er en dyb og kølig grøn, og jeg synes navnet “Flaske” passer meget godt. Så det hedder den.
Den er i shoppen nu på disse 3 uldtyper.

Jeg farver naturligvis også gerne “Flaske” på andre uld- og fibertyper, samt på mine garner. Bare sig til!

Der væves jo på livet løs. Den første babyvikle på den lange trend er jo afsat, og det varer ikke længe før den er færdigvævet. Jeg er tiltagende begejstret for det fine mønster, og nu kan jeg tilmed trampe det næsten uden at tænke over det. Autopilot-væveren kan slås til og så går arbejdet jo som en leg!

Happ-Inez. Det kalder jeg trenden i de smukke orange, gyldne og brune nuancer :-)
Happ-Inez. Det kalder jeg trenden i de smukke orange, gyldne og brune nuancer 🙂

Måske klipper jeg ned når jeg har vævet den første babyvikle, selvom det giver lidt garnspild og det tager ekstra tid at lave frembinding en gang til. Men ellers skal min kunde jo vente et pænt stykke tid, og det synes jeg faktisk er lidt synd.

Udgivet i 4 kommentarer

Ind under huden.

En vævestruktur får man lært rigtig godt at kende mens man arbejder med den. I mit nuværende projekt (babyvikler igen) har jeg valgt at væve et fint lille mønster på 4-skafter. Trampningen er lige som sølningen, og mønsterrapporten er på 22 tråde.
Det gik rigtig fint og nemt med at sølle mønsteret. Ingen fejl, og vævningen er som sådan allerede i gang nu.

Først vævede jeg lidt i en restfarve for at teste at der ikke var fejl i sølning og ritning. Det var der ikke (hurra!), så jeg gik hurtigt videre med selve babyvikle-vævningen.
Trampningen falder mig dog ikke helt så naturligt som sølningen gjorde, synes jeg, på trods af at det egentlig er det samme .. Det er lidt svært at se hvor man er i mønsteret (men det lærer jeg vel efterhånden). Og fordi trampesekvensen spejlvender, jeg bruger begge fødder lidt skiftevis og oven i hatten er lidt højre/venstre-blind kommer jeg meget nemt til at løbe vild i det og trampe forkert .. Arrgh! Jeg har vævet lidt baglæns ind imellem, må jeg sige.

Men i løbet af de mange meters vævning skal jeg nok få sekvensen ind under huden. Rækkefølgen og rytmen skal komme til at sidde hardwired i fødderne, så de kan danse hen over tramperne uden at jeg behøver at tænke videre over det. Når den tilstand indtræffer bliver arbejdet næsten som en leg! Her i starten – not so much .. Jeg skal koncentrere mig. Kontrollere og tælle efter. Og >suk< nogen gang væve lidt baglæns ..
Men det bliver fint, synes jeg! Her er et par snapshots, fra begge sider af væven:

Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.

Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.

På lørdag er der strikkecafé i butikken. Så kan man jo komme og se hvor langt jeg er nået med projektet. Den dag vil jeg nok ikke væve, men hygge mig med et af mine strikketøjer. Helst et, som jeg ikke skal tænke til .. 🙂

I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry :-)
I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry 🙂

Alle er velkomne, men jeg vil gerne have at man tilmelder sig, på mail eller på anden vis, af hensyn til kage-mængder og siddepladser. Jeg beder desuden om 30 kr til kaffekassen.
Jeg håber vi ses!

Udgivet i 6 kommentarer

Bomme-hjælp

Så sad hun der, min dejlige veninde Mariann, og holdt tøjlerne – øh, trådene stramt.

"Hyp, alle mine heste!"
“Hyp, alle mine heste!”

Jeg havde indkaldt hende til bomme-hjælpetjeneste. Hun indvilligede, og det er jeg superglad for, for de godt 20 meter ville havde været en PITA at skulle håndtere selv.
Kæmpe-fletninger
Kæmpe-fletninger

Som sagt er min trend godt 20 meter, og selvom den kun er 78 cm i bredden og består af 704 tråde har jeg alligevel delt den op i to. Det er nemmere at styre, synes jeg. Nemmere at få alle tråde ordentligt udspændt under bomningen.
Her er trenden overført til væven, klar til at blive kørt på.
Klar.
Klar.

Det var hårdt arbejde at bomme den lange trend! Undervejs var der et mindre uheld med en tråd, der knækkede, men det var også det eneste der gik galt. Tråden blev repareret, arbejdet kunne fortsætte og endelig kunne jeg befri Mariann fra hendes lidt fastlåste position.
At være garnholder under bomningen er et tillidshverv!
At være garnholder under bomningen er et tillidshverv!

Resten kørte fint. Garnbommen har aldrig været tykkere, og vi trængte begge til vores bomme-kaffe m. hindbærsnitte. Normalt får man bomme-øl, men det var trods alt stadig formiddag ..
Næste trin er sølning. Et (for mig) nyt søllemønster skal afprøves i denne babyvikle-vævning. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at kaste skytten!
Tusind tak for hjælpen, Mariann 🙂

Udgivet i 6 kommentarer

Færdige babyvikler!

Babyviklerne er nu helt færdige: vasket, strøget, opsømmet, strøget igen, fotograferet og lagt i shoppen.
Jeg er tilfreds!

Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.
Smaragdgrøn vikle, 71 x 411 cm.

Smaragdgrøn vikle. 280 g/m2
Smaragdgrøn vikle. 280 g/m2

Blå vikle, 71 x 413 cm
Blå vikle, 71 x 413 cm

Blå vikle. 280 gram/m2
Blå vikle. 280 gram/m2

Jeg er nu *så* klar til at begynde arbejdet med næste væveprojekt: babyvikler igen, denne gang på en trend af varme farver: brændt orange, gule nuancer, brunlige. Og et nyt (for mig) og spændende vævemønster!

Udgivet i 2 kommentarer

Mere spindehygge, lidt farvning og lidt vævning

Sidste gang fortalte jeg om den dejlige spindedag vi havde i København i lørdags. Det var en skøn dag i godt selskab, men normalt behøver jeg jo kun at tage til Harlev for at være sammen med en herlig flok spindere. Vi mødes – i Spindeforenings-regi – sådan cirka hver 3. tirsdag aften og spinder, spiser lidt kage, viser frem og hygger.
I tirsdags var vi 9, så vidt jeg husker og kan tælle mig frem til – det var en hyggelig flok!
Mange havde gode sager at vise frem. Mary havde været på plantefarvningskursus og havde sådan et lækkert farvehjul med:

Marys farvekursusprøver
Marys farvekursusprøver

Mette havde været i gang med at spinde et af mine uldhjul, “Tsunami”, og havde opdelt farverne så hun har fået fem bundter i forskellige farver:

"Tsunami" på oatmeal BFL og silke (var det vist ..) plus en lille lækker Golding håndten.
“Tsunami” på oatmeal BFL og silke (var det vist ..) plus en lille lækker Golding håndten.

Hanne havde et par sweaters med. Denne her, “Field Study”, er røget direkte ind på min to-do-liste. Fantastisk smuk!

Field Study
Field Study

Spundet i hhv en af mine farver, "Musevikke" og noget naturfarvet.
Spundet i hhv en af mine farver, “Musevikke” og noget naturfarvet.

Desværre er der ingen billede af kagerne (der var dobbelt-op, Happy Hour, men både jordbærkage og chokoladekage var der ..) men her er dokumentation for at vi også arbejdede lidt ..

Hanne og Bodil spinder her
Hanne og Bodil spinder her

Mette laver trend på sit helt nye trendbord.
Mette laver trend på sit helt nye trendbord.

Som sædvanligt var det en superhyggelig aften – det giver ny energi og inspiration at være sammen med sådan en flok søde og kreative kvinder. 🙂

Herhjemme er der god gang i væven. Jeg er meget snart færdig med de to babyvikler i bomuld, krystal-kipper. Faktisk regner jeg med at kunne klippe ned i morgen, yay!
Næste projekt er allerede på tegnebrættet – garnerne er bestilt hjem.

Stof. Bare stof ..
Stof. Bare stof ..

Ude i haven står der lidt diverse plantefarvnings-halløj. Glasset med de 2,5 gram midterblomst fra Vild Gulerod har suget sol til sig i hele sidste uge, men nu er det vist snart slut! Jeg må hellere tømme glasset her en af dagene. Desværre tror jeg ikke der bliver nogen særlig farve på garnet ..

Lyserødt. Men sidder det nu også i garnet, og ikke kun i vandet?
Fint lyserødt. Men sidder det nu også i garnet, og ikke kun i vandet?

I gryden her står Kruset Skræppe, de rødbrune blomster-/frøstande. Det giver en flot rødbrun farvesuppe, der står og venter på at jeg får bejdset lidt garn. Det kommer nok her i weekenden, tænker jeg.

Kruset Skræppe, her netop sat over i gryden.
Kruset Skræppe, her netop sat over i gryden.