Udgivet i 1 kommentar

Monda-cardi’en

Jeg blev færdig med den her i weekend’en. Og er godt tilfreds. Cardiganen blev lige nøjagtig som jeg havde forestillet mig, planlagt og håbet på! Måske nogle af jer kender til det dér med at man faktisk er en lille smule nervøs for at afslutte et projekt .. Især hvis man, som jeg har med “Monda” her, selv har skabt det hele fuldstændig fra bunden. Eller næsten så langt nedefra man kan komme uden selv at have klippet fårerne ..
Jeg har farvet fibrene, spundet garnet, designet modellen og strikket den. Så der er lagt rigtig mange timers arbejde og kreative tanker i denne cardi, og jeg tror det er grunden til at jeg godt kan have lidt vanskeligheder med at få afsluttet projekter som dette. For hvad nu hvis det viser sig at det ikke er blevet helt godt nok??

Heldigvis blev den fin!
Nu står jeg så tilbage med opgaven at få skrevet en fornuftig opskrift ud fra mine notater og finde nogle dygtige teststrikkere .. Og så kan opskriften forhåbentlig udgives her i efteråret engang.

Lidt mere om “Monda”: Cardiganen strikkes på tværs, fra ærme til ærme. Hele vejen strikkes det fine hul-ribmønster, der sammen med det farveskiftende garn giver en flot visuel effekt. Cardi’en står åben fortil, men man kan naturligvis være kreativ med knapper – eller blot vælge den nemme løsning med en nål/pin, hvis den skal holdes sammen foran. Der er en lille-bitte forhøjet halskant/kinakrave.
Hul-ribmønsteret giver sig en del, og det bevirker at cardiganen smyger sig fint over kroppen og tilpasser sig de former, der nu måtte være ..

Det er naturligvis ikke muligt at strikke en “Monda” nøjagtig magen til min, da det håndspundne garn jo er unikt. Jeg ville ikke engang selv kunne lave en magen til .. Men du er meget velkommen til at lade dig inspirere, hvis du vil spinde selv!
Garnet er 3-trådet og løber ca. 240 meter pr. 100 gram. Jeg har spundet de 3 tråde af hver sin farveholdning og i hver sin fiber: “Glittertind” på merino, “Onkel Kurt” på shetland og “Blåbær” på en uld/lama-blend. De to af trådene er spundet Z, men den tredje er spundet i S-retning. Tvinding til 3-trådet i S-retning.
Det, at det er et “ZZS/S-garn”, tror jeg har den betydning at garnet er temmelig elastisk. S-tråden har fået tilført mere sno i tvindingen, og giver dermed energi til garnet, uden at det på nogen måde er i ubalance.
Det har været et super-dejligt garn at arbejde med i strikketøjet, og det er absolut ikke sidste gang jeg laver ZZS/S-garn!

Har du lyst til at teststrikke? Se send mig en besked og jeg sender oplysninger om vilkår tilbage. 🙂