.. at Garngalleriet har eget håndspundet garn til salg? Det er ikke de store mængder, hvilket egentligt er ganske forståeligt, når man tænker på det høje tidsforbrug med at spinde garn. Og tvinde det. For slet ikke at tale om forarbejdet med at farve fibrene og forberede dem til spindingen.
Håndspundet garn er, af de ovennævnte årsager, ikke billigt. Men det er smukt, levende, eksklusivt og unikt kunsthåndværk, der gør de håndarbejdsprojekter, de indgår i, til noget helt særligt.
Jeg spinder garn af fibre (uld og luksusblandinger) som jeg selv har farvet. Er du selv spinder, så kender du måske mine primære produkter: uldhjulene og luksusfletningerne.
Et par uldhjul og en luksusfletning
Garnerne, som jeg spinder til butikken, er meget forskelligartede. Det kan være 1-trådet (singles), 2- eller 3-trådet, og tykkelsen kan være alt fra lace (500 – 800 m / 100 g) til super bulky (50/75 m / 100 g). Så er der også ART-yarns, eller effektgarner, som er helt specielle i deres udtryk og måske spundet/tvundet med usædvanlige materialer.
Jeg spinder på rok eller håndten, så det er virkelig go’ gammeldags “slow crafting” og håndværk hele vejen igennem. Min spinde-erfaring er stor, med ca. 30 års håndspinding i bagagen.
Lige nu har jeg ikke specielt mange håndspundne garner på hylden, men af og til lander der et par ny-spundne fed, ligesom der fra tid til anden er bundter, der “flytter hjemmefra”. Herunder ses et par eksempler:
Jeg spinder gerne garn på bestilling. I samarbejde med kunden finder vi frem til farve, fiberbase og tykkelse/struktur på garnet. Vi taler om mængde og ønsket anvendelse af garnet, og til slut laver jeg et prisoverslag. Jeg spinder udelukkende af egne håndfarvede fibre, så farve- og fibermulighederne er rigtig mange! Se mit farvekartotek for de multifarvede her og for de monokromatiske her. Alle fibertyperne kan ses her. Alle fibre er non-superwashed.
Hvis du har lyst til at høre nærmere om mulighederne for at få lavet håndspundet garn til dit projekt, så tag kontakt! Som sagt, mulighederne er nærmest ubegrænsede ..
Sådan her kan det håndspundne komme til at se ud, når det er strikket op:
Under Tour de Fleece spandt jeg 100 gram af luksusblandingen Polwarth/Rose/Cashmere (PRC) i farven Firenze Fiesta. Dette spindeprojekt handlede udelukkende om at spinde 3-trådet, med farvestyring i form af “op-op-ned”, som jeg kalder det ..
Framed Fiesta
De 100 gram var hurtigt spundet og tvundet, og jeg havde ingen strikkeplaner med det i begyndelsen. Men så skete der jo det, at designeren Andrea Mowry i juli måned udgav sin opskrift på årets Rhinebeck Sweater, en flot boxy-style sweater: “Framed“. Til den skal der bruges 2 mønsterfarver plus en kontrastfarve til kanter, og med det samme kunne jeg se, at mit “Fiesta”-garn ville være perfekt som den ene af mønsterfarverne. Blot havde jeg brug for dobbelt så meget, så jeg måtte i gang med håndtenene og en luksus-fletning mere .. Til de 2 andre farver i “Framed” valgte jeg, efter et par strikkeprøver, mit håndfarvede Falkland Lace i “Abrikos” og “Sailor”. Falkland Lace er et 1-trådet garn, som jeg kædetvandt til 3-trådet.
Til det sidste var jeg lidt i tvivl om der ville være kontrast nok mellem de farver, jeg har valgt. Kontrast mellem de 2 mønsterfarver er vigtig for at stjernemønsteret skal træde tydeligt frem, og der skal også være en god kontrast mellem mønsterfarverne og kantfarven. Et billede i sort/hvid har overbevist mig om, at kontrasten er okay .. I modsætning til de fleste af de mange hundrede Ravelry-strikkere, der er i gang (eller allerede er færdige) med deres “Framed”, har jeg valgt den lyseste farve som kantfarve. Tiden vil vise om det er en god idé (- men det tror jeg ..).
Tubular Cast On
I aftes var alt mit garn, håndspundet/håndtvundet, endelig tørt, og jeg slog op til min semi-håndspundne udgave af “Framed”. En ny lærdom fik jeg med mig, nemlig at mestre “tubular cast on”, også kendt som “italiensk opslagning”. Jeg var helt på bar bund her, for jeg har altid benyttet mig af almindelig krydsopslagning, eller når det handler om modulstrik, strikkeopslagning. Heldigvis har Mowry en rigtig fin lille YouTube-tutorial om tubular cast on. Nem at følge og forstå, og jeg fik uden de store problemer slået de 234 masker op, strikket opsætningspindene, samlet til rundstrikning – og så i gang med ribkanten.
Tubular Cast On og de første 5 – 6 omgange rib
Der er et par skønhedsfejl i min kant, og jeg aner ikke hvordan de er opstået .. Men helhedsindtrykket synes jeg er fint; kanten er smukt afrundet – det er bare virkelig pænt!
Jeg glæder mig nu til at få gang i mønsterstrikningen, og håber virkelig at der er kontrast nok .. Som tidligere skrevet, så har jeg gennemtrawlet folks Ravelry-projekter for at få ro i sindet. Men får man nogensinde det?? Hm. Tror bare jeg strikker min “Framed Fiesta” som planlagt. Her ses 3 af de mange, mange “Framed”, der allerede er produceret:
Alt det andet ??
Men hov! Hvad nu med alle UFO-strikketøjerne og spindeprojekterne der ligger og venter? Jo-jo, de skal nok få opmærksomhed, det lover jeg mig selv. “Argiope” i J&S 2ply Jumper Weight mangler et halvt ærme, samt kanter fortil og rundt i nakken. Mit kombi-spindeprojekt kører på sidste spole på Polonaisen. “Eldrige”-toppen i Noro Silk Garden Sock Solo Tweed er jeg over halvvejs med.
ArgiopeKombi-spindEldrigde
Så det går nok. Det kører. Ikke stresse .. Husk, der er jo også en vild-med-vilje-have at nyde, ture at løbe og kantareller at plukke .. Der er også “Fibre i Farver”, næste gang på tirsdag d. 13/8 kl 11. Der vil jeg blandt andet vise en ny flok håndtene, netop indleveret fra dygtige Peter Dejbjerg. Håber vi “ses” der! Mvh Birthe P
For en lille uge siden rundedes årets spinde-event “Tour de Fleece” af, efter 21 herlige, hyggelige og produktive uldne etaper. Tour de Fleece er jo i høj grad en individuel rejse, i og med at man selv fastsætter sine udfordringer og mål. Men det er også “holdkørsel” – hvis man vil – og i Spindeforeningen var der hver eneste etape-aften mulighed for at spinde virtuelt sammen med holdkammeraterne. Vi mødtes på Google Meet og spandt sammen en times tid. Vi viste frem undervejs til inspiration og beundring, og nogle aftener havde vi særlige emner oppe, f.eks om favorit-spindeteknik, yndlingsfibre m.m. Der er bestemt ikke gået spinde-blues i den efter Tour’en, derimod brænder ilden stadig og tene og rokke får ikke lov at stå stille ..
Mine TdF-resultater
Jeg havde 3 forskellige projekter til start: Den første var at spinde/tvinde et garn med katteuld, venligst doneret af Solo, vores søde (og kortpelsede) musefanger. Den ene tråd i det 2-trådede garn består at 100 % Solo-uld, den anden tråd af en fiberrulle, lavet af diverse fibre på blending board. Dette projekt var et lille og hurtigt projekt: jeg endte med et garn på 10 gram / 45 meter. Alt spundet og tvundet på håndtene.
Det næste projekt bestod af knap 200 gram corriedale-uld i farven “Firenze by Night“, der er den ene af mine to TdF-farveholdninger for i år. Jeg gik efter et 2-trådet ART-yarn, hvor kun den ene af trådene rent faktisk skulle spindes. På Majacraft Aura-rokken spandt jeg da en tyk/tynd tråd. Tvinde-“tråden” var en smal strimmel af silkestof, farvet samtidigt med fibrene. Jeg rev strimler af stoffet, ca. 1 cm brede. Jeg tvandt, også på Aura’en, ved skiftevis at holde den ene og den anden tråd stram. Under tvindeprocessen, der i øvrigt gik forbavsende nemt, forekom det mig at silkestoffet gjorde garnet ret stift og hårdt. Men efter vask er det virkelig blødt og lækkert, med et tungt fald. Der er ca. 140 gram / 108 meter skønt ART-yarn 🙂
Der var corriedale-fibre tilovers i “By Night”, og dem besluttede jeg at bruge til et 6-trådet garn. Frem med seks håndtene, alle Bosworth Mini’er. Jeg opdelte ulden i dens seks farver og spandt en farve på hver håndten. Næste step var en for-tvinding, hvor jeg parrede dem to og to i en let tvinding på rok, i samme retning som trådene var blevet spundet (Z-retning). Til slut tvandt jeg disse tre 2-trådede sammen, i S-retning, til et balanceret 6-trådet garn. 63 gram og 108 meter.
Mit sidste projekt handlede om at spinde den anden TdF-farveholdning her fra Garngalleriet Mikrofarveri, nemlig “Firenze Fiesta“, og det ville jeg lave til et 3-trådet garn med en lidt speciel farvestyring, nemlig det jeg kalder “op/op/ned-garn”. Jeg opdelte fiberbåndet (polwarth/rose/cashmere, 100 gram) i tre dele, hvor hver del indeholdt alle farverne. Der blev en lille tot tilovers, men ellers passer det praktisk talt altid med at en luksusfletning består af 3 fulde farveforløb. De to af trådene spandt jeg fra samme farveende (ens), og den tredje spandt jeg fra den modsatte farveende. Jeg spandt over fold på det samme hold Bosworth-tene som til det 6-trådede. Hver portion/tråd blev fordelt på 2 tene, som blev tydeligt opmærket (A1-A2, B1-B2, C1-C2). Til tvindingen lavede jeg en stor tvindebold med de 3 tråde liggende side om side i bolden. En tvindebold letter tvinding på håndten betydeligt, og gør det til en del af arbejdet som man nemt kan tage med sig rundt, ligesom spindingen. Jeg tvandt på en Bosworth Midi, og fik 2 bundter ud af det, hver på ca. 50 gram. I alt 100 gram og 255 meter. Fantastisk blødt og lækkert!!
Og det var det! Tour’en var fin og produktiv i år, og jeg fortsætter med at spinde endnu en portion “Fiesta”, magen til den første. Jeg har nemlig besluttet mig for et strikkeprojekt til dette umådeligt lækre garn, men mere om det når jeg engang er klar til at slå masker op! TUSIND TAK til alle mine holdkammerater for samkørsel, både i Spindeforeningsregi og deltagere i min Ravelry-tråd. Det var SÅ hyggeligt, inspirerende og lærerigt!
Forsyninger fra Shetland
Der er kommet et par kasser fra Shetlands-øerne, nærmere bestemt fra Jamieson & Smith. Jeg har gennem flere år lagerført deres 2-ply Jumper Weight shetlandsuldgarn, et garn, der (naturligvis) er særdeles velegnet til 2-farvet mønsterstrik (Fair Isle-tradition) og som findes i mere end 100 farver. Et klart favoritgarn her i huset! Forsendelsen denne gang er mest opfyldning af hylderne, men der er et par helt nye og friske farver med ..
Orange nr. 73 og Mauve nr 49. De nye farver (og alle de andre også) vil blive lagt i webshoppen så hurtigt som muligt .. Find garnet i shoppen her – og naturligvis i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup.
“Sommerferien” er nu ved at være ovre, og fra d. 1. august er vi tilbage med normale åbningstider: onsdag, torsdag og fredag fra 10 – 17 og lørdag fra kl 10 – 13. Strik-In (strikkecafé) starter igen lørdag d. 10. august. Det er fra kl 13 – 17 og koster kr. 50,- til kaffe/kage-kassen. Tilmelding er nødvendig pga. pladsforhold. Tilmeld pr. email, telefon. SMS eller lignende. TAK for læsning af Garngalleriets nyhedsblog, og fortsat god sommer!
Jeg blev færdig med den her i weekend’en. Og er godt tilfreds. Cardiganen blev lige nøjagtig som jeg havde forestillet mig, planlagt og håbet på! Måske nogle af jer kender til det dér med at man faktisk er en lille smule nervøs for at afslutte et projekt .. Især hvis man, som jeg har med “Monda” her, selv har skabt det hele fuldstændig fra bunden. Eller næsten så langt nedefra man kan komme uden selv at have klippet fårerne .. Jeg har farvet fibrene, spundet garnet, designet modellen og strikket den. Så der er lagt rigtig mange timers arbejde og kreative tanker i denne cardi, og jeg tror det er grunden til at jeg godt kan have lidt vanskeligheder med at få afsluttet projekter som dette. For hvad nu hvis det viser sig at det ikke er blevet helt godt nok??
Spinding ..
Færdigt garn ..
Strikning ..
Heldigvis blev den fin! Nu står jeg så tilbage med opgaven at få skrevet en fornuftig opskrift ud fra mine notater og finde nogle dygtige teststrikkere .. Og så kan opskriften forhåbentlig udgives her i efteråret engang.
Lidt mere om “Monda”: Cardiganen strikkes på tværs, fra ærme til ærme. Hele vejen strikkes det fine hul-ribmønster, der sammen med det farveskiftende garn giver en flot visuel effekt. Cardi’en står åben fortil, men man kan naturligvis være kreativ med knapper – eller blot vælge den nemme løsning med en nål/pin, hvis den skal holdes sammen foran. Der er en lille-bitte forhøjet halskant/kinakrave. Hul-ribmønsteret giver sig en del, og det bevirker at cardiganen smyger sig fint over kroppen og tilpasser sig de former, der nu måtte være ..
Det er naturligvis ikke muligt at strikke en “Monda” nøjagtig magen til min, da det håndspundne garn jo er unikt. Jeg ville ikke engang selv kunne lave en magen til .. Men du er meget velkommen til at lade dig inspirere, hvis du vil spinde selv! Garnet er 3-trådet og løber ca. 240 meter pr. 100 gram. Jeg har spundet de 3 tråde af hver sin farveholdning og i hver sin fiber: “Glittertind” på merino, “Onkel Kurt” på shetland og “Blåbær” på en uld/lama-blend. De to af trådene er spundet Z, men den tredje er spundet i S-retning. Tvinding til 3-trådet i S-retning. Det, at det er et “ZZS/S-garn”, tror jeg har den betydning at garnet er temmelig elastisk. S-tråden har fået tilført mere sno i tvindingen, og giver dermed energi til garnet, uden at det på nogen måde er i ubalance. Det har været et super-dejligt garn at arbejde med i strikketøjet, og det er absolut ikke sidste gang jeg laver ZZS/S-garn!
Har du lyst til at teststrikke? Se send mig en besked og jeg sender oplysninger om vilkår tilbage. 🙂
En af mine farveholdninger hedder “Master Yoda”. Det er grønne, brunlige og beige nuancer – otte i alt, og farvet i sekvenser på ca. 10 – 15 cm med hver nuance. På et 200 grams uldhjul giver det 6 – 7 gentagelser i løbet af fiberbåndets længde.
Master Yoda på BFL (bluefaced leicester-uld)
Jeg har fået et interessant spørgsmål i dag fra en relativt ny spinder. Hun har købt et “Master Yoda”-uldhjul og vil gerne vide lidt om hvordan det kan komme til at se ud, både som garn og i det strikkede.
Det er jo et vanvittigt godt spørgsmål – men ikke helt enkelt at svare på. Det kommer jo an på så meget ..
Min tanke er så at der sikkert er andre end spørgsmålsstilleren, der kunne sidde derude ved rokken og fundere over netop det: Hvordan kommer det her egentlig til at se ud når jeg har spundet og strikket det? Og hvilke muligheder har jeg som spinder for at kontrollere farverne?
Den måde “Master Yoda” er farvet på bruger jeg på de fleste af mine farveholdninger. Otte farver, lige store afsnit af hver farve, samme mønster i gentagelserne.
For at få et indtryk af hvordan et uldhjul er farvet kan man begynde med at løsne hele molevitten op og lægge det ud på gulvet eller et stort bord. Prøv at “line” farverne op så de ligger ud for hinanden, og aflæs på denne måde farverapporten.
Derefter skal beslutningerne tages: Hvordan ønsker jeg at mit garn kommer til at se ud? Skal der være maksimalt lange farvesekvenser, skal farveforløbene være korte, skal det være tilfældigt mikset eller helt kontrolleret – eller noget midt imellem.
Og hvad skal garnet bruges til? Hvis der er et bestemt projekt i kikkerten kan man overveje hvilken farvefordeling der vil komme til at passe bedst netop dertil. Intet projekt planlagt? Så vælg blot hvad der nu er lyst til!
Jeg vil gerne vise et par eksempler på hvad Thomas og jeg har leget lidt med, da Star Wars-kollektionen (som “Master Yoda” jo er en af) var under udvikling.
Jeg havde lyst til at spinde og strikke en prøve hvor alle farverne blev vist i rækkefølge. En håndten og ekstrafin merino blev fundet frem, og jeg spandt alle farverne fra en ende af.
Spinding af “Master Yoda” på ekstrafin merino – på en Bosworth-ten
Jeg navajo-tvandt (til et 3-trådet garn) på min rok for at bibeholde farverne rene og klare og også for at få lidt tykkelse på ..
3-trådet 🙂
Strikkeprøven ses herunder.
Strikkeprøve med alle Master Yoda-farver i rækkefølge
Thomas tog en lidt anden vej. Han ville spinde med meget korte farveskift, og efter spinding tvandt han garnet til et 2-trådet garn. Her ses hans fine strikkeprøve:
Thomas’ strikkeprøve med korte (og lidt miksede) farveforløb.
Jeg ville også gerne lege med det miksede, så jeg lavede et 4 trådet kabeltvundet garn med helt tilfældige farveforløb – ingen forsøg på at styre farverne hverken i spinding eller de 2 gange tvinding. Jeg har ikke strikket nogen prøve af garnet – blot spundet garnet.
Kabeltvundet.
Efterfølgende fik jeg lyst til at spinde noget mere med de lange farveforløb og navajo-tvinding, og det er sidenhen blevet til en halsedisse:
Halsedisse i “Master Yoda”-farver. Fiberen er South American-uld. Blød og lækker!
Jeg ville ønske at jeg havde flere prøver at vise. F.eks på noget med medium-lange farveskift, noget fraktalspundet eller noget 1-trådet farvemix-garn. Det har jeg desværre ikke (endnu). Hvis nogen af mine læsere har noget “Master Yoda” de gerne vil vise frem må I meget gerne sende fotos til mig – så laver jeg gerne en show-and-tell her på bloggen. Der kan også uploades fotos på min FB-side.
For nogle år siden designede og strikkede jeg en cardigan med et hul-ribmønster. Strikket fra ærme til ærme i garn, som jeg havde farvet med svampe. Meget flotte farver, hvis jeg selv skal sige det, men af en eller anden grund fungerer de ikke ret godt sammen på den måde jeg har sat dem sammen på i cardi’en. Jeg bruger den i hvert fald sjældent, og aldrig ude i offentligheden ..
Men jeg er ret vild med hul-ribmønsteret, så nu strikker jeg altså en ny version. Denne gang i håndspundet uld fra eget farveri 🙂
Jeg har fremstillet et 3-trådet garn af 3 forskellige (men lidt relaterede) farveholdninger: “Onkel Kurt” på shetlandsuld, “Blåbær” på grå merino/finsk/lama-blend og “Glittertind” på merino. De 2 af trådene (Onkel Kurt og Blåbær) har jeg spundet ganske almindeligt i Z-retning, mens Glittertind-tråden er spundet i S-retning. Jeg har tvundet de 3 tråde sammen i S-retning, hvilket betyder at Glittertind-tråden har fået ekstra meget sno mens de to andre på normalt vis har kunnet “slappe af”. Effekten på garnet er at det virker en smule mere spændstigt eller elastisk i forhold til et normalt 3-trådet garn. Ikke så meget at garnet er ubalanceret, det er det slet ikke. Fint at strikke med, og faktisk synes jeg at det er rigtig smukt med de 3 farveholdninger mikset sammen 🙂
Monda-cardigan in progress.
Jeg kalder den for min Monda-cardigan. Den første udgave strikkede jeg på under mit første Monda-besøg i 2014, og den nye version begyndte jeg faktisk på dernede her i april måned.
Shop-Update:
Jeg har netop lagt et par uldhjul på salgs-hylden. Det er to af mine monokrome farveholdninger, begge i den blå afdeling. “Blå Bæk” og “Sailor”.
Ellers er jeg på farvefronten travlt optaget af at kreere farveholdninger til min sprit-nye Fiberklub. Jeg kan ikke sige så meget mere om farve/fiber-kombinationer på nuværende tidspunkt, men lige omkring 1. juli løfter jeg sløret for klubbens første farve – samtidig med at fibrene lander hos modtagerne rundt om i landet. Jeg har allerede lavet juli-farven og er særdeles tilfreds med resultatet. Så håber jeg bare at mine “clubbies” også synes den er flot! 🙂
Læs mere om mine fiberklubber her.
– Nu er det vist tid at slippe tastaturet og nyde en lille gåtur i skoven. Og i aften er der spindetræf i Them – det bliver hyggeligt!