Garnet fra sidste indlæg, som jeg spandt på Them-tenen, blev til en hue til min søde pige.
Jeg fandt opskriften på den i Interweave Crochet Fall 2010, den hedder "Snow Queen Hat". Selve huen er jo strikket, helt enkelt på rundpind i glatstrikning og uden nogen som helst dikkedarer. Men så skulle der jo en hæklet kant på, og til det formål gravede jeg et bundt spelsau/angora-garn frem. Det er så længe siden jeg har spundet det at jeg næsten havde glemt det.. Men den lyse grå syntes jeg passede fint til de hæklede motiver.
Jeg fulgte opskriften til en voksen-hue, men da jeg brugte pinde der var en anelse tyndere end opskriften sagde kom den jo fint til passe til den 11-årige.. 🙂
Mit falklands-spindeprojekt går strygende! Jeg nyder virkelig processen med at spinde de enkelte farver fra det malede uldbånd på mine håndtene, og tvinde dem til lækkert klassisk 2-trådet garn. Jeg forestiller mig jo noget vildt flot fair isle strik til dette garn.. Det her billede er nogle dage gammelt og viser det første færdige bundt og spindingen af nr. to, og jeg er jo kommet noget længere. Faktisk er jeg halvvejs, og har spundet 4 af de 8 bundter.
Og så har jeg også leget lidt med fibre og farver. En ny palette har set dagens lys. Jeg kalder den for "Skumring". Her ses fire forskellige slags fiberbånd i farven, falklandsuld, merino/bambus, bfl/silke og bfl:
Alt det hele har forladt hylden igen allerede, så jeg skal snarest i gang med at farve "Skumring" igen..
Lidt strik:
Mine skønne stribede leggings er ved at ligne noget nu. Det kommer til at passe fint med den kolde årstid og færdiggørelsen af disse garanteret varme lange underbukser.. Garnet er Crazy Zauberball i to farveholdninger. Jeg har strikket 3 omgange med hver farve og synes det giver en spændende virkning med de evigt skiftende farver. De to garn-farver er godt nok forskellige, men ligner hinanden lidt. Det er farverne "Flussbett" og "Schokoladenseite". Nu tilbage til sofaen og strikkeriet!