Sådan er det jo nogen gange.
Denne gang handler det om mit solfarvningsforsøg med den lille midterblomst fra Vild Gulerod. Den er lillebitte, så indsamlingen af ca. 2 gram tog ret lang tid. Det, og opstarten på solfarvningsglasset med den lille smule farvemateriale kan man læse om her.
I dag tømte jeg glasset. Dets udseende havde ikke ændret sig nævneværdigt siden jeg satte forsøget i gang for ca. 3 uger siden, og nu er sommeren ved at gå på hæld – solskinstimerne er færre og skyggerne længere.
Da jeg skyllede og vaskede garnet var der stadig lilla farvestof i både vand og de små blomster. Men der kom bare ikke rigtig noget på garnet, desværre. Meget svagt lyserødt, med lidt god vilje ..
Så ser det noget bedre ud med den aktuelle suppedas, som jeg har i gang på terrassen. Det er afkog af Kruset Skræppe, og garnet er lækkert spelsau til billedvæv.
Øj, hvorfor har jeg ikke set det her før. Jeg har forsøgt mig et par gange til. En gang blev garnet faktisk rosa, men så skete der noget (et barn) og så kogte garnet og blev svagt grønligt. En anden gang forsvandt garn og planter (mere børnemagi?). Til efteråret må jeg nok prøve igen, men så kommer det i henkogningsgryden, hvor det hverken kan koge eller forsvinde.