Udgivet i Skriv en kommentar

“Sailor”, “Blå Bæk”, Fiberklub og lidt strik ..

For nogle år siden designede og strikkede jeg en cardigan med et hul-ribmønster. Strikket fra ærme til ærme i garn, som jeg havde farvet med svampe. Meget flotte farver, hvis jeg selv skal sige det, men af en eller anden grund fungerer de ikke ret godt sammen på den måde jeg har sat dem sammen på i cardi’en. Jeg bruger den i hvert fald sjældent, og aldrig ude i offentligheden ..

Men jeg er ret vild med hul-ribmønsteret, så nu strikker jeg altså en ny version. Denne gang i håndspundet uld fra eget farveri 🙂
Jeg har fremstillet et 3-trådet garn af 3 forskellige (men lidt relaterede) farveholdninger: “Onkel Kurt” på shetlandsuld, “Blåbær” på grå merino/finsk/lama-blend og “Glittertind” på merino. De 2 af trådene (Onkel Kurt og Blåbær) har jeg spundet ganske almindeligt i Z-retning, mens Glittertind-tråden er spundet i S-retning. Jeg har tvundet de 3 tråde sammen i S-retning, hvilket betyder at Glittertind-tråden har fået ekstra meget sno mens de to andre på normalt vis har kunnet “slappe af”. Effekten på garnet er at det virker en smule mere spændstigt eller elastisk i forhold til et normalt 3-trådet garn. Ikke så meget at garnet er ubalanceret, det er det slet ikke. Fint at strikke med, og faktisk synes jeg at det er rigtig smukt med de 3 farveholdninger mikset sammen 🙂

strikketøjmondacardigan19juni18
Monda-cardigan in progress.

Jeg kalder den for min Monda-cardigan. Den første udgave strikkede jeg på under mit første Monda-besøg i 2014, og den nye version begyndte jeg faktisk på dernede her i april måned.

Shop-Update:
Jeg har netop lagt et par uldhjul på salgs-hylden. Det er to af mine monokrome farveholdninger, begge i den blå afdeling. “Blå Bæk” og “Sailor”.

Besøg min salgshylde her 🙂

Ellers er jeg på farvefronten travlt optaget af at kreere farveholdninger til min sprit-nye Fiberklub. Jeg kan ikke sige så meget mere om farve/fiber-kombinationer på nuværende tidspunkt, men lige omkring 1. juli løfter jeg sløret for klubbens første farve – samtidig med at fibrene lander hos modtagerne rundt om i landet. Jeg har allerede lavet juli-farven og er særdeles tilfreds med resultatet. Så håber jeg bare at mine “clubbies” også synes den er flot! 🙂
Læs mere om mine fiberklubber her.

– Nu er det vist tid at slippe tastaturet og nyde en lille gåtur i skoven. Og i aften er der spindetræf i Them – det bliver hyggeligt!

Leave a Reply