Udsalg og nye farveholdninger
Jeg har været i gang med at rydde op og organisere mine hylder med spindefibre – uldhjul og luksus-blends – og har sorteret lidt fra, som jeg har sat ned i pris.
Det er uldhjul og fletninger af test-farvninger eller på fibre/blends som jeg ikke længere bruger i farveriet.


Kig ind i webshoppens fiber-afdeling og se, om der skulle være noget fristende ..
Ellers kan jeg måske friste med et par helt nye farveholdninger, farvet på en lidt anderledes måde end jeg plejer. Jeg kalder denne serie af farver (ja, serie, for jeg har planer om mange af denne slags ..) for duet-farver, da de består af to farveblandinger, som jeg påfører på en bestemt måde. Resultatet bliver farver med bløde variationer og overgange i nuance og lys/mørk-kontrast.
Indtil videre har jeg lavet 3 duetter:



Smuk25 (specielt kreeret til Spindeforeningens årlige spindeweekend, der i år afholdtes i Skanderborg), Solstorm og Aroma.
Som sagt, der er flere duet-farver undervejs; netop nu hænger en ny til tørre ..
Korsnäs-KAL
I en lille by i det vestlige Finland, Korsnäs, hæklede og strikkede man i 1800-tallet de smukkeste farverige sweatre, huer, vanter m.m. med en helt særlig kombination af hæklede borter og strikkede dele, alt med traditionelle mønstre og knald på farverne. Ofte brugte man klare farver som rød, gul og grøn samt hvid, men der blev også brugt blå, orange og pink, altsammen i friske, mættede nuancer.
Jeg begyndte på min Korsnäs-sweater 1. november, og inviterede samtidig til en KAL (knit-along, strik-sammen) i min Ravelrygruppe. Vi er ikke så mange, og der er plads til flere! Kig over: https://www.ravelry.com/discuss/garngalleriet-mikrofarveri/4380292/1-25#20
Jeg hækler fortsat på den nedre mønsterbort og har lavet 2 korte videoer (ca et kvarter hver) om min Korsnäs-rejse indtil videre. Den første handler om historien bag, om garnvalg, farver og selve opstarten på sweateren med den mønstrede hæklede nederste bort.
Video #2 handler specifikt om hækling med 3 farver på omgangen.
Jeg laver min Korsnäs-sweater i Tukuwool Fingering i 4 traditionelle farver: rødt, gult, grønt og hvidt. Snart når jeg til den strikkede del (kroppen), hvilket sandsynligvis kommer til at gå lidt hurtigere end hæklingen.
Det var alt for denne gang!
Følg gerne med på min YouTube-kanal, hvor jeg sender podcasten “Fibre i Farver” og desuden har uploadet et par temavideoer.
God fornøjelse med strik, hækling, spinding mm ..
Med venlig hilsen
Birthe P




















