Uranus
Til juli måneds klubfarve har jeg ladet mig inspirere af en illustration af planeten Uranus. Hvis man (som jeg) er til de kolde blå/grønne og violette farver er dette lige sagen!

Uranus er planet nr. 7 i vores solsystem. Det er en gasplanet og solsystemets tredjestørste, efter Jupiter og Saturn. Uranus har et spinkelt ringsystem og ikke mindre end 27 kendte måner.
Jeg har valgt at lave farveholdningen “Uranus” som en gradient, dvs. at der er 6 lange farveforløb, der kun optræder en gang hver i uldbåndets længde. Farverne/nuancerne er lys mintgrøn, mørkere mintgrøn, blåviolet, violet, medium blå og mørkere blå.
Som sædvanlig er der to forskellige fiberbaser, en uldtype til Fiberklub Uld og en luksusblend til Fiberklub Luksus.
Fiberklub Uld får denne gang et uldhjul af Naturbroget Merino. Det er en lækker, blød fiber der består af hvid og grå merinould kæmmet sammen. En fornøjelse at arbejde med og velegnet til beklædning der skal bæres mod huden.

Fiberklub Luksus får “Uranus” på en fletning af PolPaca. Denne blend består af 75% hvid Polwarth uld (superblødt!) og 25% sort Babyalpaca. Den sorte alpaca giver farveholdningen ekstra spil og dybde. Meget smukt!

Thomas har som sædvanligt været i gang med rok og med strikkepinde. Denne gang har han prøvespundet og -strikket af PolPaca’en. Det blev *så* fint! Jeg er ret vild med den måde de mørke alpacafibre melerer garnet.

Dette er første sending (ud af 3) i Fiberklubberne for 3. kvartal. Der er jo naturligvis lukket nu for 3. kvartal, men der er åbent for tilmelding til 4. kvartal ’19 og til 1. kvartal 2020 lige her!
