Udgivet i 1 kommentar

M – farver

Farveholdninger, der begynder med M:

Magnolia

Magnolia er en skøn forårsagtig farveholdning med lyserøde, lyseblå og grønne nuancer. Naturligvis inspireret af et blomstrende magnoliatræ.

Malurt

Malurt er en monokromatisk farveholdning, en lidt dunkel grågrøn.

Mariannes

Mariannes består af intense og kontrastrige farver: gule, røde, pink, aubergine, brune og sorte. Det er en af mine tidligste farverholdninger, og den kom til verden på bestilling af .. ja, rigtigt gættet: Marianne 🙂

Master Yoda

Master Yoda, Jedi-mesteren fra StarWars-filmene, inspirerede til denne farveholdning. Den er naturligvis en del af StarWars-kollektionen, der indtil videre tæller 7 farver.

Mon Petit Chou

Mon Petit Chou betyder “min lille kål” og er egentlig navnet på en rose .. Dejlige kolde røde og varme grønne samt lidt gråt og brunt. Klubfarve i februar ’14.

Monster

Monster er også en klubfarve, fra oktober ’14. Syregrønt, kraftig violet, græskar-orange og sort – en giftig cocktail! Inspireret af Hellowen ..

Musevikke

Musevikke er opkaldt efter den fine, violette grøftekants-blomst, som jeg kender så godt fra min barndom. En monokromatisk farve.

Mørk Fuchsia

Mørk Fuchsia er endnu en monokromatisk farveholdning. Dyb og mørk rødviolet.

Månesten

Månesten er en monokromatisk farveholdning – ret variabel i udtrykket. Lys aqua, lys lilla, lys grågrøn ..




Udgivet i Skriv en kommentar

Projekter og gulerødder

Som sædvanligt har jeg mange projekter i gang på samme tid. Jeg er for længst holdt op med at have dårlig samvittighed over det, og har med tiden lært at acceptere at det er sådan jeg arbejder bedst. Og mange har det som mig, ved jeg – det trøster mig lidt og det er jo altid godt at have “lidelsesfæller” .. 🙂
Dog mister jeg af og til overblikket, og glemmer hvad og hvor meget jeg lige har gang i. Det er et dårligt tegn, synes jeg – og ikke særlig praktisk. Så jeg er begyndt at organisere det lidt. Hver måned laver jeg en strikke-Top 3 og en spinde-ditto. De består af de 3 igangværende projekter jeg helst vil/skal have færdig – og når det sådan står sort på hvidt er der langt større sandsynlighed for at jeg i virkeligheden får gjort noget ved det. I teorien, altså.
Nedenunder Top 3’erne skriver jeg hvad jeg godt kunne tænke mig at begynde på i takt med at der bliver plads til det. Det er et udmærket gulerods-system, som giver en slags belønning i form af et nyt, spændende projekt når der er sat flueben ved noget på Top 3-listen.

Faktisk er det en form for Bullet Journal. De fleste har sikkert hørt om fænomenet, der bedst kan beskrives som en kombineret kalender, to-do liste, dag- og skitsebog – alt efter ens behov.
I min journal (der er ganske enkel og består af en notesbog i A5-størrelse) har jeg, udover mine Top 3’er og gulerødderne, også en måneds- og en ugekalender, min træningsplan samt sider med noter til de enkelte projekter jeg har gang i.

Min strikke-Top 3 i januar ser sådan ud:
– Monda-trøjen (den er halvfærdig)
– Tones sweater (den er ikke halvfærdig ..)
– Addit-sweater #2 (ikke påbegyndt)

Og her er kæden så allerede hoppet godt og grundigt af! Ingen af delene har jeg nemlig givet opmærksomhed i denne måned – endnu. Til gengæld er jeg startet på noget nede fra “gulerodsbunken”, nemlig en kortærmet cardi i mit nye garn, Merino/cashmere Lace.

“Wray”-cardigan strikkes oppefra.

Jeg er ikke kommet særlig langt. Garnet er helt vildt tyndt (600 meter pr 50 gram) og her i starten foregår det på pind 3 mm. Men det bliver fint, synes jeg!
Modellen hedder “Wray” og er en gratisopskrift, som jeg har fundet på Ravelry. Opskriften angiver garnforbruget til under 1200 meter i min størrelse – det er jo perfekt!
Da jeg jo strikker med håndfarvet garn er der lidt forskel på de to bundter – selvom de er farvet i samme parti. Sådan er det jo med håndfarvet .. For at udligne forskellen og for at undgå at der kommer en brat og uskøn overgang et sted midtpå, har jeg valgt at strikke med begge nøgler på en gang. Skiftevis, selvfølgelig. 1 pind med hvert nøgle, sådan at jeg strikker 2 pinde fra retsiden (først nøgle A, så tilbage til start og strikke med nøgle B) og 2 pinde fra vrangsiden (samme: først A, så B). Det fungerer rigtig fint og giver et smukt farvespil, men det har også givet lidt udfordringer i forhold til udtagningspinde, som jeg tilfældigvis kom til på en vrangpind. Her har jeg “fiflet” lidt med opskriften for at undgå at skulle strikke nye masker drejet vrang op i lænkerne efter hver 3. maske ..

Garnet er som sagt mit relativt nye Merino/cashmere Lace 24/2, 600 meter pr 50 gram. Se det i shoppen 🙂

Merino/cashmere Lace til Wray-cardigan

I kan nok forstå, at jeg jo bliver nødt til at strikke en fin ting i mit nye garn, ikke? Så må Top 3 vente lidt .. Men Addit-sweater #2 skal jeg altså også i gang med. Garnet er netop farvet og klar ..

BFL/alpaca i røde, pink og brændte orangebrune nuancer. Den matchende kidmohair/silke er også klar.

Den anden hitliste, nemlig spinde-Top 3, går det lidt mere planmæssigt med. Den hedder:
– Nældens Takvinge (projekt med spinding af 600 g til en sweater)
– Magnolia-garn
– Det med angora (400 gram kartebatts med angora i. Til en flor-let sweater)

Magnolia-garnet er jeg færdig med! Det er et håndtens-projekt, påbegyndt for næsten et år siden. Jeg har nærmest udelukkende spundet på det uden for hjemmet. Håndtenen er jo så nem at have med, så det har været et rigtig fint “ud-af-huset”-projekt.

Fibrene er diverse (uld, silke, alpaca, babykamel), men alt i farveholdningen “Magnolia”. Jeg arrangerede farverne så alle 8 bolde, hver på ca. 25 gram, havde samme farveforløb. Derved kom farverne til at matche i tvindingen, og jeg har fire ca. 50-grams bundter med ens farveforløb.
Løbelængden er 5000 m/kg. I alt er der 210 gram og 1050 meter. Garnet er til salg – se det i shoppen.

Efter færdiggørelsen af Magnolia-garnet hev jeg en dejlig gulerod op: En test-spinding af en ny farve, som bliver præsenteret til FiberFest i Ry d. 9. marts. Jeg spinder og tvinder garnet på Ashford Elizabeth-rokken, som jeg skrev lidt om for nogle dage siden.

Test af en ny farveholdning, her på naturbroget merino. Denne farveholdning, og et par stykker mere, bliver præsenteret til FiberFest i Ry til marts.

Jeg spinder jo også “Tigermis-garn“, forresten. Det er faktisk det jeg primært spinder nu, da det jo er en bestilling.

Ellers er der jo mange goodies at fiske op fra gulerodsbunken. På listen over ønske-projekter er f.eks en sweater i patent i kidmohair/silke, et sjal i Thomas’ håndspundne garn i “Citronsommerfugl”-farven, at spinde en af mine egne gradient-sæt, spinde noget ART-Yarn og at strikke en lækker Fair Isle til Thomas.
Så sådan ligger håndarbejds-landet her i skovkanten! Til februar ser det måske anderledes ud. Lister og planer skal jo blot tages som et udgangspunkt – nye idéer og behov kan opstå, og alt kan ændres! .. 😉

Udgivet i Skriv en kommentar

What’s cooking? – dyeing? spinning? knitting?)

Rosenblad.
Det er en af mine tidlige farveholdninger, men ikke desto mindre en jeg (og I) vender tilbage til med jævne mellemrum. Der var en bestilling på “Rosenblad” på ekstrafin merino, og så tog jeg lige et par andre fibertyper med nu jeg var i gang. Lidt naturbroget shetlandsuld og ditto merino. Og så lige lidt af denne luksusblanding: merino/babyalpaca/silke/camel.

rosenbladmerinoalpacacamelsilkecloseup
“Rosenblad”

Det er en fantastisk lækker og blød blanding, og en farveholdning som “Rosenblad”, med sine analoge harmonier, gør sig rigtig godt på sådan en varieret blanding.
Den og de øvrige “Rosenblad”-fibre kommer på hylden snarest.

Der er som sædvanligt gang i en del forskelligt på spindefronten. Lige nu arbejder jeg  mest med en portion på 200 gram mixede fibre i farven “Magnolia”.

magnoliablacklocust3april18
“Magnolia”

Tenen jeg spinder på er en Bosworth. En lækker og smuk Midi med tenvægt lavet af Black Locust (falsk akacie). Det er min seneste Bossie, en destash som er rejst hertil helt ovre fra Portland, Oregon.

“Master Yoda” blev jeg færdig med at spinde for nyligt.

masteryodagarn
“Master Yoda”

Også “Master Yoda” (på South American) spandt jeg på en håndten fra Bosworth. En Midi af Swiss Pear. Men jeg tvandt på rokken, og det blev navajotvundet for at bevare de lange farveskift i garnet. Der er ca 80 gram garn og de otte farver optræder kun en gang hver i garnets forløb.
Jeg forvandler det til en halsedisse med en lille rundpind nr. 3,5.

Jeg er også i gang med at strikke en sweater. Det er en raglan, nedefra-og-op, og opskriften er fra Sandnes hæfte 1715. Dog bruger jeg noget andet garn end opskriften siger: 1 tråd tynd forårsgrøn mohair fra lageret og en tråd håndspundet uld/silkegarn, også mest i lysegrønne farver men spicet lidt op med orange, røde og gyldne toner.

raglangenser
Ærme nr. 2 på raglangenseren

Bullen og første ærme er strikket, Ærme #2 er næsten fuldbragt, og så mangler der kun bærestykket med den flotte rib-detalje på skuldrene. Jeg vil have den færdig NU – det er jo forårsfarver.

Netop færdig er denne sweater i tweed-uldgarn:

stjernetweedsweater
Stjerne-tweed

Det er eget design, og jeg vil døbe den Stoubjerg. Stoubjerg er en bakke, der ligger ved Sejs (Silkeborg), og i går løb jeg der for første gang. Løb er måske så meget sagt .. det er en høj, stejl bakke .. men i hvert fald blev den besteget og det kan godt mærkes i benene i dag!

Opskriften på Stoubjerg er på vej. Den strikkes på pind 4, oppefra og ned, og den er pærelet! Og tilmed meget dejlig at have på 🙂

Nu vil jeg brygge en kop te til Thomas og mig og så ellers komme videre med Raglangenseren.

Udgivet i 1 kommentar

Spindeprojekter

Jeg har gang i en del forskelligt på spindefronten for tiden. Lidt for meget, måske, men alle de skønne Bosworth-håndtene jeg har, og al den fine fiber i flotte farver, bliver jeg jo ligesom nødt til at gøre lidt ved det ..

På min nyeste erhvervelse, en Bosworth Midi Black Locust, spinder jeg fibre i farveholdningen “Magnolia”. Jeg har mikset en del forskellige fibertyper ved at pre-drafte dem sammen således at farverne ikke blandes. Planen er at spinde 2-trådet garn med lange farveforløb.

IMG_4669 2
“Magnolia” og Bosworth Midi Black Locust

Så har jeg en Bosworth Featherweight i Bird’s Eye Maple. På den spinder jeg det fineste tussahsilke, farvet i “Glittertind”:

IMG_4756
Bosworth Featherweight Bird’s Eye Maple og tussahsilke i “Glittertind”

Tussahsilken er SÅ skøn at spinde!

På en tredje Bosworth, en Midi Swiss Pear, spinder jeg “Master Yoda” på South American-uld.

IMG_4754
“Master Yoda” og Bosworth Midi Swiss Pear

South American er en slags merinould. I hvert fald er den fin og blød som merino, men den har noget mere struktur, mere liv og elasticitet.
Portionen jeg spinder er vel på 75 – 80 gram, så det er jo ikke så meget. Planen er at navajotvinde for at bibeholde lange farveskift.

Så har jeg en støttet håndten. En tibetaner, og det er ikke en Bosworth, for en gang skyld. Det er en Aaes-ten, og den er en fabelagtig spinde-djævel!

IMG_4755
Støttet håndten fra N.E. Aaes, og tilhørende spindeskål. Fiberen er ramboulliet fra Hilltop Cloud

For en gangs skyld er det ikke en af mine egne farver jeg spinder. Dette er en såkaldt Fade Pack fra Hilltop Cloud Fibres, og ulden er ramboulliet. Superblødt, også dette en slags merino, men med mere bounce og liv end merino som oftest har.
Jeg spinder 2-trådet garn med henblik på en cardigan engang i fremtiden. Der er 500 gram uld og jeg har indtil videre spundet de 150.
Men det går ret godt med at spinde dette her. Man kan sidde mageligt tilbagelænet i sofaen og spinde på sådan en støttet ten, så det er et oplagt projekt når energiniveauet ikke er helt på toppen. Restitutions-spind efter lange løbeture, f.eks ..

Fire projekter i gang må være nok. Dog må jeg indrømme at jeg er voldsomt fristet til at spinde noget mere af dette garn:

IMG_4752
The Dark Side. På BFL

Det er tykt 2-trådet garn spundet som prøvespind af min nye farve “The Dark Side”. 100 gram med den fulde gradient, d.v.s orange-rødt-brunt-lilla-blåt-lyst fra ende til anden. Løbelængden er 125 meter, så det er et garn der passer til pind 5 – 6, cirka.
Jeg spandt det på min Ribe-rok, og jeg må sige at jeg pressede rokken til dens yderste. Ribens pibehul er ikke specielt stort, krogene heller ikke, så denne garntykkelse er nok det maksimale på den rok.
– Jeg er nu officielt på udkig efter en rok der er mere egnet til tykt garn, og ART-Yarn ..

Nu tilbage til spinderiet. “Master Yoda” bliver det i aften!

Udgivet i Skriv en kommentar

FiberFest 2016 og forårsfriske pulsvarmere á la Knitsonik

I går var der for femte gang FiberFest på Mølleskolen i Ry.
Jeg var med – som jeg plejer – både med en salgsbod og en workshop. Mens jeg underholdt 14 dygtige strikkere om formiddagen passede min kære veninde Jette GarnGalleriets stand – og hun havde vildt travlt, skulle hun hilse og sige bagefter!! 🙂

Jette gør klar - inden åbning
Jette gør klar – inden åbning

Min workshop handlede om mønsterstrik efter de traditionelle Fair Isle-traditioner. Foruden lidt snak fra mig om mønsterstrikketeknik, farver, garner, mønsteropbygningsprincipper, inspirationskilder, tekniske hjælpemidler og hvad har vi, handlede workshoppen mest om at strikke den dér berømte prøve, som man jo kan lære sig mangt og meget af!
Jeg havde forberedt mønstre til 2 prøver, og præsenterede folket for to nemme måder at lave Fair Isle-strikkeprøver på. Opfordringen til selv at tegne mønstre var der ikke nogen der fulgte – men jeg håber da at de har fået mod på at prøve det efterfølgende.
Jeg havde jo snydt lidt og strikket prøverne hjemmefra:

Prøve med "de små mønstre" med rapport på max 12 masker
Prøve med “de små mønstre” med rapport på max 12 masker

Prøven med "de store mønstre". Rapport på 26 masker.
Prøven med “de store mønstre”. Rapport på 26 masker.

Her ses mine kursister i fuld gang med opgaven, og jeg fik også lov til at kaste et nærgående iPhone-blik på nogle af strikkeprøverne. Der var forøvrigt ikke nogen der nåede at blive færdig. Så jeg tænker at de alle 14 sidder dybt koncentreret med garn, pinde og diagrammer denne fine forårssøndag og laver strikkeprøverne færdig. Måske 😉

Dygtige strikkere i fuld gang med udfordringen.
Dygtige strikkere i fuld gang med udfordringen.

Koncentreret arbejdsindsats.
Koncentreret arbejdsindsats.

Smukt og roligt farvevalg her.
Smukt og roligt farvevalg her.

Smukt farvevalg!
Forårsagtigt farvevalg!

En "hestesko" af dygtige kursister :-)
En “hestesko” af dygtige kursister 🙂

Efter workshoppen gik jeg i “butikken” og Jette fik velfortjent frihed til at hyggestrikke med veninderne i det store café-område. Er du vimmer, der var mange mennesker! Og sådan en dejlig, afslappet og hyggelig stemning.
Jeg fik hilst på gamle og nye venner, og især sidst på dagen, hvor det begyndte at tynde lidt ud i folkemængden, fik jeg også tid til at snakke og “networke” lidt.

Strikkecafé-hygge ved FiberFesten. Udsigt fra min bod :-)
Strikkecafé-hygge ved FiberFesten. Udsigt fra min bod 🙂

Det var en skøn dag – men hold op hvor var jeg smadret bagefter!! 🙂

Men jeg havde også haft små-travlt lige op til. På den hyggelige måde – men alligevel! Foruden at skulle forberede selve workshoppen, lave skriftligt materiale, konstruere mønstre og strikke prøver, nåede jeg også lige nøjagtigt at blive færdig med mine Magnolia-forårspulsvarmere.
De var naturligvis med på workshop og blev fremvist i boden bagefter, og det lod til at folk syntes de var rigtigt fine. Det synes jeg også, selvom jeg var meget skeptisk mens jeg strikkede dem!
Her er en lille billedserie om Magnolia-pulsvarmerne og deres tilblivelse som den del af en Knitsonik-Mitt-Knit-Along som stadig pågår ovre på Ravelry:
Knitsonik Mitt-Along

Inspriationskilden, som Felix sendte ud: billedet af blomtrende magnolier. Indbegrebet af forår.
Inspriationskilden, som Felix sendte ud: billedet af blomtrende magnolier. Indbegrebet af forår.

Mønstre tegnet, garnfarver fundet: Klar til start!
Mønstre tegnet, garnfarver fundet: Klar til start!

Den første halve pulsvarmer.
Den første halve pulsvarmer.

Magnolia-pulsvarmere
Magnolia-pulsvarmere

Magnolia-pulsvarmere
Magnolia-pulsvarmere

Dejlige at have på :-)
Dejlige at have på 🙂

Magnolia-pulsvarmere
Magnolia-pulsvarmere

Det er forår nu :-)
Det er forår nu 🙂

De to nederste mønstre: Begge fortolkninger af små "indviklede" kviste.
De to nederste mønstre: Begge fortolkninger af små “indviklede” kviste.

De midterste mønstre: magnoliaflomsterknopper og kviste igen, med små lysegrønne bladknopper.
De midterste mønstre: magnoliaflomsterknopper og kviste igen, med små lysegrønne bladknopper.

Gentagelse af det første mønstre, men lidt andre farver. Magnoliablomster igen, spejlet omkring midtlinjen for at gøre motivet lidt større.
Gentagelse af det første mønster, men lidt andre farver. Magnoliablomster igen, spejlet omkring midtlinjen for at gøre motivet lidt større.

Nu kalder foråret udenfor, kan jeg høre .. Fuglene er helt vilde og solen bryder snart igennem disen. Krokus blomstrer uden for mit vindue. Løbetur. På bare tæer 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Knitsonik igen, og Åben Spindecafé

Knitsonik-bogen
Knitsonik-bogen

Felicity Fords “The Knitsonik Stranded Colourwork Sourcebook” blev jo nærmest revet væk da jeg fik den hjem til butikken for et par uger siden. Nu har jeg fået en ny bunke hjem, så nu kan du også få en! 🙂
http://shop.garngalleriet.dk/knitsonik-stranded-colourwors-sourcebook.html

Det er en særdeles inspirerende bog, og den engelske forfatter, Felix, er et spændende menneske. Jeg lytter med glæde til hendes podcasts, og hendes glæde over får, uld, lyde, farver og overflader er meget smittende og giver en dejlig fornemmelse i maven, mens man sidder der og lytter og strikker. Eller spinder.
Jeg kan anbefale at gå på opdagelse på Knitsonik-bloggen, og naturligvis lytte til hendes podcasts.

På Ravelry er en “Mitt-along” med forårstema (inspirationskilden er et magnoliatræ) ved at starte op i Knitsonik-gruppen. Tag også lige at tjekke det ud! Jeg er med, naturligvis!!

I går var der for anden gang Åben Spindecafé i GarnGalleriets butik. Det var superhyggeligt, og der kom både velkendte og nye ansigter. Også et par strikkere – og de er naturligvis også hjerteligt velkomne, selvom det er spindecafé!
Her er lige et par stemningsbilleder (jeg glemte at tage flere billeder, så dette er hvad der er ..):

Dejligt med mange snurrende rokke .. :-)
Dejligt med mange snurrende rokke .. 🙂

Vithard er med rette stolt af sit første håndtens-spundne garn! :-)
Vithard er med rette stolt af sit første håndtens-spundne garn! 🙂

Jeg spandt på dette her:
PolPaca-fiberblend i farven "Fjord". Det er min elskede Bosworth Moosie, der er på arbejde.
PolPaca-fiberblend i farven “Fjord”. Det er min elskede Bosworth Moosie, der er på arbejde.

Planen er at jeg vil lave et kabeltvundet garn. Først spinder jeg de 100 gram ganske normalt. Derefter skal det tvindes. Over-tvindes. Det skal tvindes så hårdt, at det, når jeg så tvinder det 2-trådede sammen til 4-trådet garn til sidst, nærmest kommer til at ligne en flettet tråd. Tvinding nr. 2 skal naturligvis være i modsat retning af den første.
Jeg er spændt på hvordan garnets farver (som jeg ikke på nogen måde forsøger at styre i spindingen) kommer til at fremstå i den kabeltvundne struktur.